Blog Image

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 11

Epitaf Posted on Mon, May 09, 2016 10:56:07

Ogdon
havde rejst sig. John Ogdon, den britiske stjernepianist, som om knap fjorten
dage skulle spille solostemmen i Mozarts 24. klaverkoncert – den i c-moll, KV.
491 – ved en torsdagskoncert i radioen. Ogdon var ven med greven på Glorup og
havde flere gange opholdt sig på herregården i forbindelse med koncerter i
Danmark. Der var et smukt Bösendorfer-flygel i et værelse i Glorups sydøstlige
fløj, som han elskede at betjene til realisation af især egne kompositioner.
Dér sad han og hamrede i timevis. Ogdons tekniske formåen var grænseløs, og
hans evne til at spille ekstremt komplicerede værker første gang direkte fra
partituret var blevet et sandt shownummer blandt venner. Men Mozart. Det var
dræbende. Koncerten den sjette april skulle da også blive den sidste i sin art
under hans mageløse hænder. Men den nat i Langå på Fyn var han to personer. Den
elegant konverserende, charmerende og tilsyneladende lykkelige og den
angstfyldte, delvis vanvidsforblændede musiker. Han drømte om at aflyse den
forestående koncert, men nægtede alligevel selv at gøre det. Han talte dæmpet
med Gill og viste ham nogle håndskrevne blade. Ogdon stod bøjet over den
siddende skuespiller. Han lignede en troldfyrste højt oppe fra de norske
fjelde. Bred, skrutrygget og med et par grabber, det var svært at tillægge
evnen til de præcise, lynhurtige, aldrig fejlende anslag på tangenterne. Ogdons
personlighed samledes synligt markeret i hans store hornbriller og det
ridderlige fipskæg. Men Mozart. Help. De brillante løb i de hurtige ydersatser
måtte han levere med den stamina, han selvfølgelig var i stand til. Det kunne
tilgive ham over for musikken. Men andesatsens enkelte tema, som kunne spilles
af enhver, der havde gået til klaver i kort tid. Det var umuligt. Det var
absurd. Han havde inden rejsen til Danmark konsulteret sin mentor, pianisten
Denis Matthews, der naturligvis havde søgt at berolige ham. Overvind nu dig
selv! Hvad er problemet? Men det var i den periode Ogdons vanvid erklærede sig.
Formodentlig med udsigten til Mozart. Mine damer og herrer! Vi har et indslag i
sandhedens navn, proklamerede Gill, der atter stod op. Vor store gæst her – han
pegede på gubben ved siden af – har medtaget noderne til et værk af Joseph
Haydn: ”Kristi syv sidste ord på korset”. Det er selvsagt i versionen for
klaver, da vores fortolker – som nogen af jer ved – er pianist i verdensklasse.
Og jeg har netop indvilget i at lægge stemme til de smerteligt berømte ord. I
største ydmyghed forstås. Gill nikkede til Ogdon, der sjokkede hen til
præstegårdens klaver. Bænken knagede fælt under ham, da han slog de fortvivlede
moll-akkorder an. Og Gill læste de første ord fra korset. ”Fader, tilgiv dem,
for de ved ikke, hvad de gør!” Korspositionen er et moments formidling mellem
himmel og jord. Aldrig har frelseren været mere forkyndende end i den mærkelige
retorik, som udvikledes under ekstrem smerte. Aldrig har noget legeme udgjort
mere åbent talerør. Aldrig har så spinkel og skrøbelig en stemme kunnet række
til verdens ende og dog bremses hjælpeløst i strubens nåleøje. Kun dem ved
korsfoden hørte, og dog gøs verden samtidig over Herrens globale opkald hen
over enge og marker, omkring bjergtoppe, i bølgers brud, fra skovens mættede
lysninger. En usandsynlig sproghandling gav luft for nådens gådekraft. På en
øde strækning langt derfra nåede afsenders amen en vandrer på vej. Undrende
følte han sig med ét tømt for al vilje til svar. Et stumt, inderligt valg fik
ham til at vende om fra den gennemgående maleriske fremdrift og tage vejen
tilbage i samme, endnu spinkle håb. Et baglæns-billede med lovende perspektiv i
troens navn blev udblændet på ingen tid og efterlod den gribende tomhed som et
vilkår for den, der pludselig står ansigt til ansigt med Gud. Og længes i sin
uvidenhed mod korsdøden. ”Kvinde, dér er din søn,” fortsatte Gill, mens Ogdon
lagde Haydns vedvarende tragiske klange ned på de gulnede, pastorale tangenter.
”Dér er din mor”, lød resten af teksten til andet ord fra korset. Et i sandhed
kongeligt overblik ind over intimsfærens sarte berøringsflader. At ophøje sin
bedste ven i sit sted eller for så vidt i sit billede og derpå fiksere det i favnen
på stormoderen. Ved korsets fod, på Kalvariehøjen blev Johannes, evangelisten,
genfødt. Her blev ordene i ydmyg forstand kød og omsat i den intimest tænkelige
forbundethed. Her sansede evangelisten for første gang, at beretningen altid
havde været, og at den kun ventede på at formuleres. Stedets usædvanligt høje
topologiske status skulle jo siden blive så gribende slået til lyd i hans
hellige tekst. ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.”
Læste Gill, og Ogdon fulgte fremdeles i et melodisk glidende akkompagnement.
Måske havde han foreslået dette Haydn-værk fremført for at imødekomme – hvis ikke
ligefrem besværge – den forestående Mozartkoncert. Nu var der imidlertid ingen slinger
i valsen. Mage til intens, tyst og smertelig skønhed. Gills udsøgte stemmevibrato
ikke at forglemme. Med mig i Paradis. Hvert ord i disse replikker fra korset rummer
et genesispotentiale. Af dem alle er denne forjættelse til røveren Dismas den mest
billedskabende. Og netop ved illusionen viser frelseren sin uovertrufne, åndelige
styrke over for det dræbende smertehelvede, de befinder sig i. Paradis har næsten
altid haft sin fredfyldte eksistens i den kosmiske fortælling. I løbet af en kort
inviterende replik rejser det sin portal i mørket og åbner udsigt til den evige
fred, som kun den episke beretning kan forlene med malerisk vitterlighed. Kristus,
den store fortæller, oversætter Gud til drømmen om Gud, der så atter via en ny fortælling
bliver Gud.



Epitaf 10

Epitaf Posted on Sun, March 27, 2016 16:22:33

Symposiet
i Langå. De kom til at tale et særligt sprog. Dér i præstegården. Det var skæv
tale, fremmedartet tungemål midt imellem løgn og sandhed. De talte af hjertens
lyst og dybt forundrede over sig selv. At høre sig selv, lysår fra det netop
sagte. Vel blev der drukket tæt, men ånden fik næring først og fremmest af
sammenstødet mellem Gud og Fanden, og ordene fulgte fyldt med forbavsende
skaberkraft. Det blev symposiet i Langå. Det varede natten over. Indledt
nærmest ved en tilfældighed af værten selv, der med slet skjult præste-ironi og
et undskyldende skuldertræk kom til at henvise til et hedensk topos i
evangelierne: hvad er sandhed? Den romerske statholder fik endda det sidste ord
på det sted sådan rent sansemæssigt, hørligt. For Jesu tavshed talte jo
unægtelig sit eget sprog. Troens selvvalgte, verbale insuffiens er en trussel
mod retorik til alle tider. Jeg tier og tror. Men som forventet var det Claes
Gill, skuespilleren, der tog bolden op. Job, Job råber til os. Han var ved
sandheden, hvis ikke netop i den under sin smerte. Fordi plagerne udviskede
alle billeder under Fandens højpotente udlæg af ondskabens væsen. Jobs
smertefulde erkendelse var og blev hans ultimative nærvær, hvori han sansede
både Gud og Fanden. Som de er og altid vil være. Mægtige fyrster på hver sit
felt. I rummet mellem dem beroede sandheden, næret uopholdeligt af den fatalt
energiske udladning fra begge sider. Men først når den onde vågner, elsker Gud
afkommet i sit billede. Thi spejlingen af den almægtige i den afmægtige næres
ved det onde på vej, ved den ængstelige forventning herom og fremtræder da i al
sin skrøbelige skønhed som et betroet billede i sandhedens navn. Derfor er
forspillet til Jobs bog vigtigere end spillets selv i dets banalt grusomme
udvikling, fordi konfrontationen godt-ondt afgrænser og tydeliggør omkring et
af det vesteuropæiske individs mest påtrængende vilkår: at vide sig betragtet
på behørig afstand af en større magt. Hvorved de to instanser Gud-Fanden
nødvendigvis sammentænkes. At vide sig set af nogen eller noget og i det mål at
nærme sig sandheden om livet og døden. Vi ses, altså er vi. Men det bortforklarer
intetsted eller til ingen tid det, vi faktisk er. Billeder. Den vestlige
verdens individer er og bliver billeder i og med den uopholdelige betragtning,
som er er vor skæbne fra fødselen af. Hvad enten vi nu frister livet i
elendighedens flugt fra hus og hjem eller fra os selv i et fortvivlet forsøg på
at undgå det møde under forlegenhedens svagt sitrende stjerne. Der jo blot
nådesløst minder os om den ufattelige afgrund under og over vor ængstelige
adfærd på knivens æg. Rummet over og havet under os. Men det øjeblik vi som Job
indser og affinder os med det vilkår, at vi altså bliver set, at vi ses og selv
i vort syn blegner i udkanten af et stjernetegn, hvis pålagte, grundfæstede og
i slægten traditionsrige, narrative struktur, det øjeblik Job bliver set så
inderligt på i sin lidelse, at han bliver myte for øjnene af Fristeren, og Gud
Herren således for længst har sejret ved hjælp af sit himmelske, berettende
dias, det øjeblik kan vi få fred i en jobsk erkendelse af sandheden om
mennesket. Et billede. Billede. Og egentlig som sådan ikke nogen flertalsform.
Det blev symposiet i Langå på Østfyn. De talte et særligt sprog. Alle som én –
og hver deres eget. De valgte emner efter forgodtbefindende. Claes Gill rømmede
sig, tog endnu en dram og fiskede en bog op af den brune skoletaske, som han
havde lånt af værtsparrets søn inde i Odense, hvor han boede på Helgavej i den
øvre etage af en villa. Det var de år, han var ansat på teatret og fik
indflydelse på liv, repertoire og virksomhed på scenen i det hele taget. Han
bladrede lidt i bogen og begyndte så at læse et digt. Det var en salme. Det kan
være det samme, bedyrede han med sin hæse, ekspressive stemme fra dybet. Jeg
ville egentlig læse en salme af biskop Karl Laurids Aastrup, hvis høje lyriske
formåen endnu er en godt bevaret hemmelighed her i Danmark. Selvfølgelig. Som
det nu må være i et land, hvor man kan tilgive alt, undtagen talent. Men jeg
har drøftet sagen med hr. bispen selv inde i Odense. Han opfatter sit
salmeskriv som en tjenstlig, neutral forpligtelse fjernt fra kunsten og ønsker
ikke at blive reciteret, selv ikke i en højhellig præstegårdsstue på Østfyn.
Det vil jeg naturligvis respektere. Derfor nu en tekst af selveste Nikolai
Frederik Severin Grundtvig. En salme eller et digt – stadig det kan sgu være
det samme. Og han kan ikke protestere. Hvad han næppe heller ville gøre.
Imidlertid, ærede gæster, dette digt berører mig dybt! Gæsterne så på hinanden.
De havde vist ventet noget af Eliot, Pound, Dylan Thomas eller af Gill selv for
den sags skyld. Det blev Grundtvigs korte, gribende bøn til naturen i dødens
tegn: “Som Dugg paa slagne Enge” (1864).

“Som Dugg paa
slagne Enge

Saa falder Livets Ord

paa Kristnes
Sottessenge

I Sky da Haabet gror

Og Trøsten over Døden

Deraf er Førstegrøden

Forvundet er derved

Al Dødens
Bitterhed”

Her er
sandheden erkendt i det sansede og forstærket under den morbide synsvinkel. Når
vi ligger dér på smertenslejet, bliver det morgen første dag. Bliver det
morgenen overhovedet i brændpunktet mellem evigheden og øjeblikket. Så
gennemgribende smukt, så åndedrætsberøvende klart oplades morgenbilledet over
alle. Den enestående morgen. Den absolutte i sansningens milde kølighed. Da
fylder Guds ånde mit bryst, og jeg fødes i min død. Nogen har været der. Engen
er frisk afskåren og bløder dug i det tætte forventningslys. Kort før sol. Lige
før. Nogen har været her i det levende billede af dagens første tiltag. Nogen
har efterladt en tænkt skygge på engen. Før det var muligt at skygge. Selv i
tanken. Stadig før sol. Endnu drømmende vadefærd gennem drivvåde, skårne
græsser. Slåmand lader hånt om sit værks symbolske udlæg. Han standser, ser sig
om og forsvinder derpå ind i borte, som er hans hjem. Det er øjeblikket før
dagen. Netop det hvor blåt tætner, mange tøver, alle vågner og intet dør. Det
bliver førstedag med ét slag, og vi gennemskuer døden i Guds billede.

“Som sol går ned
bag lunden

i havet lyseblåt

i sommer-aftenstunden

mens fugle kvidre småt

så går den sjæl til
hvile

i færd med sødt at
smile

som føler, i sit ord

hos os Vorherre
bor”

Lovtavleskriften
på klippegrund opblødes i solnedgangstimen og bliver sjælen iboende som en
højst bevægelig, nærværende, kanonisk tekst. Men det er af billedet, vort håb
vækkes. Når aften slukkes i havet, og mægtige kræfter trækkes gennem oceanblå
dybder mod morgen, hvor glæden løber os i møde som en anden, gammel fader, der
har ventet med længsel.

“Som let vort
legem gyser

i sommermorgengry

mens morgenstjernen
lyser

og lover dag på ny

mens sommerdagen gryer

i hvide morgenskyer

så er med livets lys

vort sidste
kuldegys”

(1864)

At vågne
hudløs med et allerede fjernt minde om sommer og så dø i et blændværk af
skabelsens første dag og under morgenstjernens krystal, det omfatter livet i én
eneste trækning. I det kolde blå tager sjælen herefter bolig.



Epitaf 9

Epitaf Posted on Tue, February 23, 2016 15:50:03

Pastorindens
natmadsbuffet. På et langt bord dækket med en lysende smuk damaskdug i væver
Lars-Anton Geierstamns design og med det yderst sjældne 1700-tals
Kehler-porcelæn fra Stralsund, altsammen arvestykker fra fruens
slægtsforbindelser til rige fyrstefamilier i Nordtyskland, serveredes et
umiddelbart set typisk dansk udvalg af pålægsemner sammen med godt, solidt brød.
Lad os lige indlede med en lille anke i denne sammenhæng: man kunne ønske sig
et lille udvalg af hvedebrødstyper fra intimsfæren eller slet og ret en rund,
luftig, glutenliderlig hvedebolle, som den kendes fa utallige fødselsdage i det
hjemlige forum, til at opveje det tunge rugbrød, der imidlertid oppebar det
positive indtryk af brødsiden alene ved sin mangesidige syrlighed, stammende
fra en surdej fyldt med al storbyens tristesse i smag på grænsen af
mundsnerperi. Skivens krumme afbalanceredes suverænt med udvalget af pålæg og
havde i tilgift en vis effekt på det visuelle plan, der fik min noget pjattede,
men dog i dette forhold seriøse ledsager til at associere til Monets studier af
høstakke i al slags vejr. Man spiser jo i overvejende grad med øjet, som Amons
chefkok hævder, han, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er født kyklop, og
hvis énøjede slægt kan føres tilbage til kong Odysseus’ dage. I parentes
bemærket skal det blive spændende, om Amon-chefen får sit ønske om at servere
menneskekød politisk igennem. Der er et lille problem med det økologiske
aspekt; men ellers skulle der vel være en chance, som vinden blæser for tiden.
Men den slags er selvsagt ikke pastorindens bord! Af lune sager var hendes
postej sikker vinder med en flygtig duft og smag af saeterlinck-løg, dertil
maskulin armsved med et par lette stænk af vintermår-morgensæd. Fra
nordenfjords forstås. På bordets yderkant balancerede små, yndige
Greifenbergplaketter med fedtkogte sejdsvampe, der jo, som enkelte vil vide,
kun forefindes her og dér ud mod bæltet på Østfyn. Og det tilmed i ret
begrænset omfang. Der går et lokalt rygte om, at Amons énøjede chefkok har budt
svimlende beløb for at opkøbe de steder, hvor denne svamp gror. Indrømmes skal
det dog, at svampens glimtende purpurskær ikke nemt forenes med smagen af let
fordærvet kaffefløde og noter af skilt væske fra en døende tæve, med mindre da
denne sansekonflikt var med til at forhøje det samlede indtryk. Læseren må have
mig undskyldt ind til videre. Jeg er og bliver i tvivl. Men nu til den stærke,
østfynske pølse. Røget over liljer og tørret fækalier fra et daggammelt dåkid.
En hævdvunden tradition her fra egnen. Det er synd at sige, at de kommer
sovende til det, de djærve fynboer! Farsen er en passende blanding af
flæskesmåkød og talg fra et nyfødt marsvin, saltet og krydret med den
vidunderlige blå Krukkespring, der står spredt rundt om i vore skove, og hvis
ret markante – men ikke overdøvende – smag, sanseforskydes i forhold til det
ellers mådelige, semikulinariske udflod af lun jomfru i uskyldig forventning om
at blive salig i sin excentrisk snerpede uskyldstro. Eller på godt dansk: det
strejf, der undertiden fornemmes fra indersiden af et portugisisk
Lavorcykeldæk, der netop har afsluttet en bjergetapekørsel i Tour de France. I
særklasse var tillige ostene. Gedeost fra Lucca. Smørbar fennikelcreme med et
stød af tørret, sangvinsk grøftegræs. Rygeosten manglede naturligvis ikke. Den
var OK, men jeg havde nu foretrukket en større dosis røg og et vognlæs kommen.
Dog at gå i rette med fynboer i deres genuint lokale specialitet, er nu sin
sag.

Altså alt
godt fra det østfynske spisebord. Da min ledsager og jeg bagefter flagrede til
Nyborg i nattens mulm og mørke og med smagsløgene bombarderede af de storartede
sanseindtryk, var vi stiltiende enige om, at de fem kokkehuer havde adresse
netop til pastorindens natmadsbuffet.



Epitaf 8

Epitaf Posted on Wed, February 10, 2016 16:55:36

Præsten i
Langå indbød til natmad i sit hjem, og på ingen tid stablede fruen en buffet på
benene, skønt det ikke var planlagt. Der var tillige udskænkning af porsesnaps
efter pastorens egen opskrift, og der var nok af den, og de fik rigeligt. Det
blev et provinsielt symposion af dimensioner. Det varede en evighed eller natten
over, eller hvordan man nu tager det.
Flere gæster fra Glorup var kommet til, og det blev snart klart, at det
generøse værtspar på godset holdt hof som i de gode, gamle dage. Som dengang H.
C. Andersen frekventerede stedet og havde sine mest stabile og rolige
arbejdsperioder dér. Herom siden. Men på vejen hen faldt digterspiren i snak
med Irving Penn, den amerikanske fotograf. Fra ikke så få fotoblade kendte den
unge mand hans værker. De dybt foruroligende portrætter, hvor det menneskelige
ansigt er henlagt til kampplads mellem lys og skygge, sort og hvidt, uro og
fred. Digterspiren var opstemt, måske mest fordi hestehalepoeten havde vekslet
et par korte bemærkninger med ham. Hvor lidt udsigt til nærmere bekendtskab der
end havde været i det møde. Han fortalte Penn om sin passion for at fotografere
kirkekunst i de nordiske lande. Det og kun det. Og man kunne tilføje: af alle ting.
Sin unge alder til trods havde han været langt omkring. Mest i Danmark, men
også i Skåne. Irving Penn standsede pludselig under en gadelygte, hvis lys
skærpede væsentligt omkring hans høje pande. Han var så mild i sit udtryk. En
sådan særegen interesse for et enkelt emne, begyndte han, fascinerer mig!
Digterspiren nikkede og sendte amerikaneren sit skæve smil. Men for nylig,
indvendte han, brød jeg min vane. Hans blik mødte Penns, der gik videre. Ja-så.
Med hvad dog? Jeg fotograferede mig selv. Alene ude i en skov. Penn smilte.
Selvportrættet er en kategori for sig. Jo vist. Må jeg se dem ved lejlighed? De
er endnu ikke fremkaldt. Så kommer du ud i mit telt – du ved, det
interimistiske atelier, jeg rejser rundt i verden med. Så får vi se. Glæder
mig! Han tog digterspiren under armen, og de fulgtes ad hen til, hvor præsten
boede. Ved et hjørne længere fremme stod døden og ventede. Spiren var blevet
helt fidel, og han præsenterede forskriftsmæssigt de to for hinanden. Det er
Irving Penn, sagde han til døden, og det er døden, sagde han til Penn. Der lød
en høj, befriende latter ind gennem Langå. Amerikaneren var i sit es. Og kort
efter måtte døden modvilligt sige ja til at blive fotograferet dagen efter i
teltet med lys fra nordhimmel. De tre fortsatte nu det sidste stykke hen til
præstegården. Så lad os i mellemtiden dvæle ved spirens selvportræt i skoven.
Det blev fremkaldt i de hellige haller på afstand af dødens mørkekammer, hvor
isnende gennemtræk gør det uudholdeligt at stå. Hos Penn var en stor
varmekanon. Tilmed en aura af kontemplativ ro og humanitær holdning. En
umådelig respekt fort det enkelte, individuelle menneske. Det er jo mere, end
man kan tillægge døden i hans egenskab af menneskets kontrafejer med kamera.
Men det fotografiske selvportræt visualiserer en så udsat, vital side af det
menneskelige sind, at det overskygger enhver æstetisk spekulation og
efterfølgende terminologisk, analytisk skrift til fordel for eller på
bekostning af – det er, som man tager det – en nådesløs afsløring af individet
i færd med den ømmeste af alle hemmelige idrætter: at fange og fastholde sit ansigt
i øjeblikket. Hvor det maleriske ditto er langt mere forankret i sin rodfæstede
tradition som maleri i lag på lag. Her er der trods alt arms afstand i æstetikkens
hellige navn. Men der er to væsentlige eksponeringer af i alt fem i digterspirens
skrøbelige forsøg med sig selv.

Den
sekventielle afhængighed de to eksponeringer imellem skaber på én gang fylde og
tomhed i det første billede. Det ville være skoven som sådan eller en del af
den naturligvis. I ramme alvor. Et selvstændigt motiv, var det ikke fordi, der
kom en og satte sig midt for med højre arm støttet på det fældede træ. Blikket
nedad. Munden lukket. Selvportræt med lukket mund. Det er et viljesanliggende
og røber en ikke ringe fotografisk indsigt, der kræver rammen sat før billedet
og dermed vejen banet for en dokumentation lidt ud over det sædvanlige. Et
første gennemslag langt ind i skovens hjerte, hvor lysets reflekterende arbejde
i underskoven på sin vis modarbejder den unge fotografs intentioner ved at
fremstå så naturskønt i sit nedslag ind under middag. Det øjeblik et sted i
underskoven, et sted i provinsen. Af alle steder. Hans beslutning om at lade
sig aftage efter egen vilje som eneren henfaldet i tanker over tilværelsens
sære kår. Over verden uden for verden i skoven dér. Overalt uden for hans
bankende hjerte. Smerten i det næste åndedrag som en ynkelig
solidaritetserklæring til al den lidelse derude, som han ved, han ikke ved af.
Fordi skovens smeltepunkt ind under middag er den verdensfjerne, gennemlyste
poesi, han ikke for nogen pris ville være foruden. Hvorfor han tager stedet af
i billedet før billedet af sig selv og således med føje etablerer grænserne for
sin egen, selvkredsende vækst lige i det moment, hvor han sætter sig i
fokuspunktet for næste eksponering. Ham selv. På spring og i hvile. Parat og
undvigende. Stærk og svag. Det ved han dog, at om lidt er han død i sit eget
billede. Så må verden skytte sig selv fjernt fra hans udvalgte skovpunkt, der
blændes over i stadig lysende forandring herefter. Som det nu engang er.
Videre. Det er, og han var og er over for erindringens eufemisme i hvert
transparente blad gennem skovbunden samlet på et eneste, forsvindende sted. Når
verden standses i et fotografisk billede, gør den eksponerende sig skyldig i en
global undladelsessynd. Det være sig nok så tæt på katastrofen. Eller fjernt
fra. Den visuelles rapports vidnesbyrd kan strengt taget ikke bruges til noget
dér, hvor det brænder. Nu. Generelt er den historiske billedbog alt for
fredelig. Men det fotografiske selvportræt rummer en mere subtil flugt. Hvis
ikke verdensforagt i det stille. Digterspiren tyede til den nemme vej i det
svære. Han fotograferede sig selv i sensommerskoven; men kortlagde forinden det
rum, han havde valgt i lydighed mod det konfessionelle i foretagendet. Det
forsvarer eskapismen. Eller forsvarer. Det retfærdiggør den og eksponerer dens inderlige
stræben i selverkendelsens navn. Det er længe siden. Skoven ser jo ikke sådan ud
mere; men den er der. Åben, lysfyldt og verdensfjern. Det er længe siden. Sommeren
1966. Men i vor tid har det fotografiske selvportræt mistet sin uskyld. Hele den
slet skjulte højtidelighed omkring mig og kun mig. Vor tids selfie garanterer den
personlige sejr og indiskrete position i verdensbilledet. Ingen tåkrummende tøven
her, og selvcentreringen har fået et simpelt medium i selfiestangen. Selvtillidens
forlængede arm. Men dengang i 1960’ernes udblændede sommer skulle der godt nok en
dyb indånding til. Derfor er uskylden intakt og sårbarheden særlig udsat. Derfor
tog digterspiren et langt skridt frem i livet, da han lod øjeblikket tilbage i en
eksponering for egen regning.



Epitaf 7

Epitaf Posted on Tue, January 26, 2016 16:24:18

Men hvem
eller hvad formulerede Gud Herren før Gud Herren? Et svagt skyggerids af noget
oprindeligt, der konturerer sig selv lidt efter lidt og ender med en
antropomorf, knivskarp tilskikkelse af noget. Gud er noget. Noget andet er hans
ånd. Den er jo alt, men også intet. Thi i spændingsfeltet mellem de to
organiseres selve skabelsesaktens dynamik. Her råder den absolutte før-adamiske
navnløshed. Gud tænkte fisk, og fisken var. Gud tænkte ræv, og ræven var. Gud
tænkte fugl, og fuglen fløj. Men da Gud tænkte et væsen i sit billede, tøvede
han et øjeblik og vendte sig på tærsklen til det jordiske paradis. Det blev
Guds mageløse indsigt på skabelsens første dag, at tanker er forgængelige,
flygtige som et åndepust. Altså måtte han ind bag tanken, efter at den var
tænkt og dermed nå frem til dens førbilledlige, uvæsentlige, grå
værenstilstand. Han stod i alt, sansede intet, men vidste tillige, at det var
selvskabelsens genuine potentiale. Og dog var det så som så med den uendelige
billedløshed, thi netop gudebilledet, der skulle blive Guds billede for så
omsider at være Gud, var den grå væren iboende. Gud var før Gud. I et billede. Men
når det berettes, at han skabte mennesket i sit billede, var han sig følgelig sit
eget billede bevidst før mennesket blev manifest af hans hånd i et billede af Guds
billede, som igen var født af noget, der må have været oplyst med et potentielt
gudebillede uden grænser, som han derpå satte i en skarp, genkendelig form. Dér
Gud Fader. Den gamle af dage. Men åbenbart ung nok til at fostre sin grænseløse
plan for alt og alle. Endnu er det ventede det ventede. Vel sagtens den lykkeligste
af alle tider, i hvilken vi ser frem. Når først de sidste tider kommer, når grænsepælen
markerer den absolutte standsning, er der jo ikke mere. Thi øjeblikket har så ikke
noget næste øjeblik at forvente i lyset af det første øjebliks nu absorberede fylde.
Eller med andre ord: ventetidens øjeblikkelighed er dynamisk. Det rummer endnu Guds
vigtigste ord: bliv!, der undslap hans læber i forventningen om det kommende i stadig
uforudsigelig udvikling.



Epitaf 6

Epitaf Posted on Tue, January 12, 2016 11:28:43

Men nu med
Bosch. Hvordan kan det være? Centralperspektivets fjerne blå bjerge er rykket i
front, og dog er de på afstand. Langt, langt væk. Et bjerg i Boschs billeder
kendes på konflikten mellem nær og fjern, foran og bagude, nu og ind i
fremtiden. At være i et Bosch-billede er at opgive alle tillærte forestillinger
om rum og tid. Der er ingen dimension at tage vare på. Thi alt er det.
Dimensioneret i henhold til Intetsted. Og dog er oppe oppe og nede nede. Haven
for de jordiske lyster er både helt almindelig og alt andet end det. Den kan
visse steder ligne enhver offentlig, velholdt park, andre det glade vanvid. I
denne modsætning eller ligefrem sammenstød kommer Boschs skønhedslængsel til
udtryk. Den er en visuel konsekvens af en ordenssans grænsende til hysteri og
et dybtfølt oprør her imod. Det er jo ikke ualmindeligt, snarere tværtimod, at
kunst skabes i et konfliktfyldt rum; men når billedet tager magten fra dets
skaber, formuleres næste træk med rystende overblik over situationens status.
Mødet mellem almindeligt og ualmindeligt er brutalt i det bosch’ske univers,
for det er på dette sammenstød hans fortvivlelse beror, og derfor her hans
kunst er størst. En svulst emmer af cremet, lyserød materie, mens spidse næb og
kolde, sorte øjne vogter på stedets lysende underlighed. Vi kan færdes frit hen
over de mellemliggende egne, længes mod bjergene i det fjerne, rulle os
overgivent hen over trimmede plæner; men rør ikke de blomstrende gevækster i
deres knivskarpt afgrænsede, absurde stand. De bevogtes af fjedrede dæmoner,
hvis våben er den kulørte detailrigdom i deres fugleham. Det skræmmende er i og
for sig fjerens modsigelsesfyldte væsen. Dens flyvefærdighed som æterisk
synligt udslag af skaberhånden, der begyndte det hele i billeder. Genesismyten
er en glat fjer i hatten på Guds maleriske ambitioner. Glem ikke, at han er
billedmager. Selv sagt uden grænser. Fordi han selv er billede med den
suverænitet, som det indebærer at tegne sig selv, før noget overhovedet var
tegnet. At være gjort i hjertet af oprindelighedens paradoks. Det er det, Bosch
rammer i skildringen af det paradisiske univers, hvor underligt trives frodigt
side om side med det umiddelbart genkendelige. Med dagen og vejen. Med det
almindelige der i næste øjeblik bliver sit modsatte ved at være anbragt i
nabolaget af det netop ualmindelige. Så meget desto mere tankevækkende
forekommer det, at Gud Herren figurerer som en lille, selvudslettende splejs,
der mest af alt var tilbøjelig til at undskylde det hele.



Epitaf 5

Epitaf Posted on Tue, December 22, 2015 15:22:47

Giraffen falmer af forlegenhed
En af dens mørke pletter
Har fundet det absolutte smeltepunkt
For billedflader
Men det hjælper kun lidt
At den er ude af proportion
med virkeligheden

Traner lyser drikkende

Med kanyler dybt i livets flod

Længere nede gløder ænderne

Igennem til forsoning ind under aften

Gud Herren forkuller visse dyr af glæde

Over sit
værk

Stående tager Gud imod

På sin plads ved Adams side

Ribbenspiben blæser Evas reveille

I tragisk bevidsthed

Om et musisk nedslag sidenhen

I helvede

Ekstreme vækster i en trækrone

Breder sig i billedplanet

På forreste række

De udfylder fladen

Fladt på deres sted

Og lader hånt om det allerhelligste

Perspektivet

Opsatsen øverst i terrænet

Er som skabt til fugle

Under dekorativ landing

Fra fremmede egne

Bagved er andre klippespir

Lagt i himmelblåt

Det ses at fuglene foretrækker

Nærmiljøets lyse farver

I øvrigt favner billedet

det øjeblik

Eva bliver kød

Og det mindste dyr der vender sig

Bævende mod hendes hvide

Uskyldige

glatte

læber

Gud Herren

Er selvudslettende

Transparent

Men i skabelonen

Af de første mennesker

Tænder han

En skikkelse i kontur

Om sin almægtige kraft

Ved synet

af sit
eget værk

Gill smækkede bogen i. Punktum. Der blev klappet, og
Simone Andrup rødmede. Som på opfordring samledes de igen oppe ved scenekanten.
Skuespilleren, den gamle lektor, pianisten, fotografen og døden med sin unge
digterspire. Hestehalepigen Andrup ikke at forglemme. Hun stod og gloede på
spiren. Lige så blufærdig hun var omkring sit eget værk, lige så direkte, hvis
ikke fræk, var hun i sin omgang med enkeltindivider, som – tilfældigt eller ej
– var kommet inden for hendes fokus. Hvad hedder du? spurgte hun. Spiren
stammede. Hun kunne lige så godt have smækket ham en på bærret. Han fik omsider
svaret, og hun nikkede og sagde sit navn. Ja, det ved jeg, svarede spiren nu
mere modig. Og hvordan kan du være så sikker på det? Hun stirrede trodsigt på
ham, hendes øjne var stålblå. Og så var han ellers forlegen igen. Ovre i et
hjørne stod den gamle lektor og talte med en dame, der måtte være ankommet for
kort tid siden.



Epitaf 4

Epitaf Posted on Sat, December 19, 2015 15:43:14

For at
forstå Bosch må vi undgå ham. Men vi vil ind til hans angst og fortvivlelse. Vi
vil se, hvad der plager ham. Vi vil atter og atter jage hans skønhedslængsel.
Jage sammen med ham, i sporet af hans gråd. Gennem favne af sære billeder. I
den europæiske optik falder forestillingen om at gå durk ind i et rumligt motiv
forholdsvis let. Langt derude ved de blå bjerge, hvis toppe strejfes af
aftensolen mødes vi under de sammenløbende linjers hellige punkt. Så nåede vi
frem, og billedrejsekongen kan vende sig, pejle omkring og indlede sin lange
apologi. Det er: historierne om forhindringerne på rejsen derhen, hvor han nu
befinder sig i heroisk majestæt. I Bosch’s lysthave ophæves perspektivet. Hos
ham er alt nært og fjernt. At rejse i hans univers er en studie i mættet
iagttagelse. Lad os engang prøve. Den samlende, visuelle idé i
hans lysthavemotiv er et lysende landområde. Der ligger bakke ved bakke i tæt
sammenstablede formationer. Som var landet presset af en overmægtig skaberhånd
til at fremstå mere markant i et større spand af vækst end det egentlig kan
rumme. Bag en af formationerne dukker en lille flok dyr op og spankulerer
tilsyneladende med ophøjet ro ud mod billedets randområde. Deres profiler
skærer klart gennem luften og røber en vild sårbarhed under det beherskede
ydre. Det sidste dyr i flokken vender sig og spejder rundt, som om det søger
noget. Lidt derfra op imod noget buskads står et hjortekid med ryggen mod
flokken, som den åbenbart har forladt for lidt siden. Dens bug lyser i et
genskær, selv om grunden under den ligger hen i skygge. Undertiden mærkes en
frisk brise. Den kommer inde fra en kulsort lund, hvor enkelte kridhvide træer
løfter bladene åbne, yndefuldt og lyser mod den øvrige vækst. Det er, som om
vinden opstår i mødet mellem mørke og lys og undslipper lunden som et roligt
åndedræt. En håndfuld blade hvirvler i en søjle, som fra tid til anden knækker
og jager dem på flugt ud over de gule enge for straks at gendannes med andre,
løse blade. Dyrene når imidlertid ned til søen og giver sig til at drikke. Her er
mange forskellige hjorte. Deres skind tager farve efter det ustandseligt
vekslende skær fra vandspejlet. Brune, rødlige, afbleget og atter mørknet mod
violet. Også en enhjørning af samme spinkle skikkelse som de øvrige dukker op
og begynder at drikke. Den løfter snart hovedet, pejler rundt med sit
pandehorn, hvorefter den vender rumpen til søen og skider ned i vandet.
Klumperne går sydende i opløsning og danner stadig nye farveringe, som den giver
sig til at rode rundt i med hornet og sender ud over søen. Dér hvor en ætsende
gul plamage tilfældigt rammer den modsatte bred, stiger et mærkeligt dyr op.
Som om det er dannet ud af det hidsige farvespil. Det går på bagbenene og ser
ud til hele tiden at balancere på en line. Ind imellem er det ved at vælte, så
rækker det armene eller forbenene ud til siden og får atter styr på ligevægten,
mens det gaber og hvæser til alle sider. En lang, besværlig balancegang bringer
det hen til en lyserød, kraftig vækst, der består af en fire-fem glatte bolde
med en centralt anbragt åbning, hvorigennem man af og til skimter blanke øjne,
en snude og et par kløer, som griber fat i åbningens kant. Hele gevæksten står
i en lille dam, og dyret, der kommer hen, vader ud og kravler ind i den
nederste hule. I det samme kommer tre skikkelser gående. En gammel mand og et
ungt, nøgent par, der er i færd med ivrigt at forklare ham noget. De passerer
den lyserøde stander i dammen og standser lidt efter midt på en åben slette,
hvor parret slår sig ned, mens den gamle giver sig til at tale med skinger
stemme, samtidig med at han gestikulerer i små, fine bevægelser. Afstanden til
taleren er for stor, til at de kan høre, hvad han siger; men alligevel
registreres en vis glæde i tonefaldet. Måske forventning. Overalt sker der
noget. Stedet er befolket af dyr og mennesker, der færdes rastløse mellem
hinanden. Ingen ser den anden. Deres blikke er matte og sløve; men kroppene,
der alle er nøgne, står aldrig stille. Her og dér maser de sig frem, som om de
har et mål, eller der er noget, de skal nå inden for kort tid. Dyrene er på
størrelse med menneskene, andre endda større. De er til gengæld noget nær
frygtindgydende i deres årvågenhed. Som om intet går deres opmærksomhed forbi.
Ikke at de er truende i adfærd; men alle har store, sorte og skinnende blanke
øjne, der suger den mindste bevægelse til sig. De er et overalt uudgrundeligt
nærvær, tager det mindste træk ind og skænker det sete tilbage til nyt liv, som
så er hjemfaldet til at blive slugt af andre kæmpeøjne i et uopholdeligt
kredsløb. Der hersker en stilhed over disse gyldne enge, som slet ikke
harmonerer med alt det, der er gang i rundt om. Men langt borte fra høres en
stadig strøm af råb og skrig, som på besynderlig måde virker mere lokkende end
skræmmende. Et sted munder vejen ud i en lang, mørk passage, der ligesom samler
de grusomme lyde fra den anden side og fortætter dem til et samlet nødråb, der er
så hjerteskærende, at øret har svært ved at rumme det. Men lyden trænger videre
ned igennem kroppen omsat i en ubestemmelig, overvældende følelse, der på sin
vis er værre end smerte, fordi den er umulig at lokalisere. Den er overalt i og
uden for kroppen. Den sidder i alt ned til mindste fiber og gør krav på at
blive mærket i sin totale vælde. Imidlertid letter presset lidt efter lidt. På
alle måder og stik imod forventning. Skrigene er med et slag forvandlede til
sød musik. Luften er fyldt med blomsterduft, og der slipper en flod af lys ind
fra gangen og frem til en klippehorst, der skyder op i et fladt, nøgent og
mørklagt land. På dette sted opstår et billede i billedet. Klippevæggen har en
lang række fremspring, hvor der står tæt med mennesker, alle fornemt klædte.
Kvinderne i prægtige kjoler, mændene i forskellige dragter – krigerudstyr,
munkekutter og kongeligt skrud. Men alle stråler som forgyldte og afgiver en
varm, rødlig refleks af lyset, der rammer dem. Deres bevægelser er begrænsede
til det sted, hvor de står hver især. Meget lille råderum har de; men det
forstærker kun deres kropssprog og gestus. Prøver man at overskue hele
klippevæggen opstår et funklende, vidtstrakt bevægelsesmønster – et myrebo,
hvor enhver er i ustandselig virksomhed, men uden kontakt til personen ved
siden af. De er alle sig selv nok, kigger drømmende frem for sig. Har man først
betragtet dem i nogen tid røber hele deres adfærd, så vel det kropslige udtryk
som øjnene og ansigt i øvrigt, at noget er galt. At de lider. At alverdens
smerte samler sit brændpunkt lige midt i livet på dem; men at de samtidig søger
at ligne lykkelige mennesker, der står i samklang med deres udstyrs pragt.
Større smerte kan man ikke blive vidne til, fordi de søger at skjule den. Det er
helvede. Øverst oppe på klippens højeste afsats ses den hellige Guds moder,
omgivet af en strålende ring, som ikke modtager sit skær fra det bagfra
kommende lys; men som selv udsender denne kraft. Det flyder derfra ned blandt
befolkningen under hende. Uden dog at slukke for deres gyldne pragt. Snarere bliver
det forstærket heraf. Mage til forestilling. Eller det er lige netop hørligt.
En dyb, undertrykt summen, der kun fremhæver den smerte, de lider under.
Samtidig ændres synet af dem, for set nedefra skifter de på en måde udtryk.
Eller det hele bliver simpelt hen et mere sindsoprivende skue fra det sted. Man
er nær og fjern på samme tid. I strømmen, der udgår fra gudsmoderen på øverste
afsats, begynder alle kræfter at samles i en helt enestående midte, der tiltrækker
alt, hvad der udgår fra folkevrimmelen. Deres foruroligende lyde, vamle lugte,
bevægelser og falske ydre i noget som hverken er synligt, til at høre eller
lugte. Det er opløst og fortættet. Det er så ubegribeligt stærkt. Det er dér et
sted midt for. Man får ondt af disse fornemt klædte, fortvivlede narre. En kort
smerte, et stik i hjertet. Hellige Guds moder. Hjælp os! Billedrejse endt.
Foreløbig. Arme Bosch, fandt du nogensinde en skygge af den skønhed, du halsede
efter som en af dine egne, tobenede fløjlshunde? Men hårdtprøvede øjne finder
hvile i ekfrasen. Det er: billedet i tekst og teksten atter billedlig. Oppe fra
scenekanten i Langås forsamlingshus fortsatte Gills dybe, lidt hæse bas
fremførelsen af Andrups lyrik om Bosch:

Hans have

Er
uendelig lukket

Fladens
begrænsning

Er et
billede

I plan med

Øjets
selvforskyldte

Vaner

Løb som
ind i helvede

Men glem
ikke

At få dit
billede med



« PreviousNext »