Blog Image

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 13

Epitaf Posted on Mon, June 20, 2016 15:56:26

De sidste toner
fra klaveret klingede ud og overlod stuen en fortættet stilhed. Digterspiren
kiggede omkring på gæsterne. Ogdon sad stift som en skulpturel kolos, Gill var
henne ved bordet for at fylde i sit glas, døden sad og blundede og værten
pegede rundt på de tilstedeværende i håbet om at finde en, der ville fortsætte
symposiet, hvor musikken og de syv korsord slap med befæstelsen af evangeliets
udsagn i henhold til sandhedsproblemet. Da rejste den gamle lektor sig, ham der
til daglig sad i en fløj af præstegården og nørklede med en oversættelse af
Hobbes’ optiske skrifter. Tillad mig, ærede gæster, at vise dem en serie af
mine slides til belysning af den os alle nærværende problemstilling. Jeg agter
selvfølgelig ikke at give noget endeligt svar, for det kan ingen; men vi kan
nærme os ad forskellige veje. Der vil blive lidt opstilling – et øjeblik. Han
gik ud af stuen. En mager skikkelse med krum ryg. Henne i døren standsede han,
vendte sig og nikkede tilfreds til forsamlingen. I det samme rejste værten sig
og åbnede en lille rude i det øverste af stuevinduet. Vinden fangede straks og
ruskede lidt i det. Alle sad tavse. Ingen havde for så vidt behov for, at der
blev talt. Selskabet var på ret kort tid blevet fortrolig med hverandre. Pludselig
skete noget, som ikke bare mærkede de tilstedeværende umiddelbart; men som kom
til at mærke dem – om ikke for altid – så i hvert fald påfaldende længe og i
foruroligende grad. Det nåede ind til dem udefra gennem det åbne vindue. Der
lød et skrig. Så forfærdeligt at det tangerede, hvad man kunne fristes til at
kalde for almenbegrebet skrig. Skrigenes skrig. Eller slet og ret: skriget. Det
var fjernt og tæt på og havde samme effekt som torden, der langsomt nærmer sig.
Ingen havde nogensinde hørt noget lignende. Ej heller ville nogen være i stand
til at forestille sig noget lignende. Det kom fra et ubestemmeligt sted og
alligevel var det ude fra øst, måske skoven nær kysten. Det kom fra dybet, den
tætte, drømmeløse nat. Det var så frygteligt. Digterspiren havde sat sig frem
på kanten af sofaen. Ogdon rejste sig igen, men nu tilsyneladende mindre
skrækslagen end før under musikken. Han trådte et par skridt hen til det åbne
vindue og lagde hovedet på skrå. Skriget satte ind på ny. Endnu forfærdeligere,
endnu fjernere og nærmere på én gang. Døden havde rejst sig, ligbleg og med
fortvivlelsen i øjnene. Da lød det fra præsten: Rolig, kære gæster, rolig! Hvad
I netop har hørt, er daglig kost for os her i Langå. Eller rettere: natlig som
nu, undertiden tidligere omkring solnedgang. Han gik hen og lukkede vinduet.
Det holder op igen. Rolig – rolig! Men hvem er det dog? Spurgte Gill forpustet,
som havde han lige afsluttet fremførelsen af sin Job-monolog. Præsten løftede
opgivende armene og rystede på hovedet. Der går nogle rygter; men lad det nu
ligge, for dér kommer den gamle lektor med sit udstyr. Glæd jer til et
eksklusivt foredrag om sandhedens antikke kunst. Han klappede lektoren på
skulderen, gik hen, tog maleriet over sofaen ned og hængte et lagen op. Vor
gode Ernst Zeuthen her må vente. Men hans flammende sol over stene kommer jeg
tilbage til senere – med forlov i dette symposions ånd. Lektoren havde
imidlertid fået projektoren på plads, hvilende på tre bind af Grundtvigs
skrifter, en kogebog og oven på pastorindens strygebræt. Han havde lige tændt,
da der lød endnu et skrig derude, idet apparatet bogstavelig talt foldede sig
ud, skød fremføringsarmene ud og ind ad sliskerne, ind til det omsider faldt
til ro med lektorens første dias foran lampen. Han gryntede tilfreds, så sig om
og begyndte: Ærede gæster! Jeg skal belyse for jer nogle sider af et af den
antikke kunsts absolutte storværker: Parthenonfrisen. I beskæftigelsen med
denne har jeg længe haft én særlig fokus: tidens problem, tidens væsen, som
hænger nøje sammen med den kommunikative kraft individerne imellem. Men lad os
betragte det første billede. En togaklædt mand står her med front mod beskueren
med hovedet drejet til højre. Ansigtet mangler, bevaret er hovedet fra midt på
kinden og baghovedet. Øret er intakt, ligesom håret i detaljer. Togaen dækker
kroppen til brystet, der for venstre sides vedkommende er blottet, stoffet
samles i højre side og holdes af armen her, mens højre skulder er dækket af en
snip af togaen, stukket ind under den tværgående bræmme. Skikkelsens venstre
arm er løftet i en talende gestus. En bøjning i albueleddet forstærker hele den
malende attitude, som den synes at afgøre det samlede kropssprog – en replik
bagud mod nogen, der kommer efter. Som den første betragtning har den allerede
denne mystiske opladning af et særligt sprog mellem individer undervejs mod
noget, vi kalder et ceremoniel til ære for gudinden – eller sågar et
menneskeoffer, som det skal være foreslået af en engelsk forsker for nylig. Men
det rører alt sammen ikke afgørende ved det umiddelbare indtryk af samhørighed
under tilstedeværelsen af en ekstrem kommunikativ kraft individerne imellem.
Der er noget i værk, noget på vej. Som tilskuere er vi evigt henvist til efter
nøjere betragtning at konstatere denne mellemmenneskelige eller snarere fællesmenneskelige
energiudladning. De har noget, vi ikke har. Ved noget, ingen andre ved. Men
hvad? Se, her er en vognstyrer på sydsidens felt nr. 30. Han har nydt godt af
Kronos indvirken, af tidens tand, suset i hans kappe og det ansigtsløse i
figuren. Og så det helt eventyrlige at han vender sig mod en, der
tilsyneladende klamrer sig til ham bag fra. Her ser I to ryttere fra vestsiden,
der synes at danne par. Ikke kun på grund af, at deres fremstilling rummes på
netop denne tavle og således i en vis isolation for eftertiden; men den
forreste vender sig mod vennen i en attitude, der signalerer samhørighed og
medbevidsthed om det, som jeg foreløbig betegner det fælles, gådefulde
anliggende, der ikke implicerer det sakrale eller eventuelt tabuerede omkring
en menneskeofring, som en englænder altså som nævnt har foreslået (vist ikke
uden en vis sandsynlighed i realiteternes verden), men som er gåden, idet figurerne ikke kun fremstår
gådefuldt, men selv er gåden i og for sig. De drager selv frem uden egentlig at
vide hvorfor. Uden at forstå, hvad de netop er i færd med, bort set fra at de
er ved at tage et eller andet afgørende skridt. En dynamisk bevægelse mod noget
uendeligt – men uendeligt i henhold til hvad? Ikke kun til tiden – og dog
alligevel til den. De er i færd med at udføre en så væsentlig rejse mod Pallas
Athene, at det med føje kan betegnes som evighedens bevægelse. Det er starten
på en anden rejse, åbningen af en hidtil ukendt vej. Det er på en måde nærmere
kristendommens definition af evighedsbegrebet end noget kristent nok så
transcendentalt ikonmaleri. Den gamle lektor tav et øjeblik og så tilfreds ud
over selskabet. Det næste dias, han ville vise, sad imidlertid fast halvt inde
foran lampen. Han forsøgte at trække det ud igen, men det sad godt fast. Han
bandede stygt og ruskede i fremføringsarmen, så apparatet sendte et veritabelt
lysshow rundt i stuen. Pludselig hørtes det igen, skriget derude, nu
fuldtonende klart, ja, næsten smukt i sin rædselsfulde angst og smerte.
Lektoren lod sig ikke mærke med noget; men flere af de andre rej0ste sig og
stod som forstenede. Jamen, hvad er det dog for noget?! Det var Simone Andrup,
digteren, hestehalepigen. Hun gik en runde langs stuens vægge med hænderne for
ørerne. Det er da ikke til at holde ud! Ovre i hjørnet stod døden et øjeblik
med oprakte arme og åben mund. Så satte han sig igen uden at sænke armene.
Fotograf Penn gik hen og klappede ham på skulderen. Han var oprigtig bekymret
for hans helbred. Tænk, om portrættet den følgende dag ikke blev til noget.
Simone gik hen til digterspiren, tog hænderne ned og klynkede: det er bare så
frygteligt! Hun pressede sig ind til ham, og han fik med største besvær lagt
armen omkring hende. Kære gæster, jeg forsikrer jer … Værten forsøgte at
berolige dem, men opgav og gentog blot med bekymringen malet i ansigtet: jeg
forsikrer jer! Kan jeg måske snart fortsætte? Den gamle lektor havde fået styr
på teknikken, sejlede med klodset ynde hen til lagenet og pegede på det nye
billede. Se, gode tilhørere, her står en ung mand i færd med at ordne snøren på
sin venstre sandal. Han er vendt mod hjørneskikkelsen, der rækker armen i
vejret. Umiddelbart synes der ikke at være kontakt mellem de to. Tværtimod er
de begge – i det omfang erosionen tillader det – behersket af det drømmende og
fokusløse blik. Måske rettere: ansigtsudtryk, som i øvrigt forekommer at
dominere figurerne gennemgående, og som i en vis forstand er den stadige
tilskyndelse bag vore betragtende meditationer. Ganske vist gælder dette den
klassiske, græske skulptur i almindelighed; men i denne frise er den så
gennemført, at den på sæt og vis tager hele skulpturværket som sådan i sin favn
og uden på nogen måde at svække det gådefulde i missionen. Men begge skikkelser
er tilsammen lukket om to halvcirkler i kroppens bøjning ind mod et centrum
midt imellem dem. Og dog er den berømte, næsten forsvindende detailvariation
fra figur til figur overholdt i højreskikkelsens frontvendte stilling mod
venstreskikkelsens profil. I deres aktiviteter er selvfølgelig også en
overensstemmelse: begge forbereder noget ved deres påklædning, så sparsom den
nu end er. Men stadig beror det spørgsmål, hvor de i grunden er på vej hen?
Montaigne har ytret, at vi alle fra først af er på vej mod ét og kun ét
ufrivilligt mål: døden. Lektoren trak brillerne ned på næsetippen og kiggede
ovenud hen på den, hvis navn han lige havde nævnt. Døden var faldet til ro igen
og nikkede venligt. Jo, der er kun ét mål for individet. Så sandt som sagt.
Men, fortsatte foredragsholderen, i begyndelsen af 1900-tallet formulerede
nogle vilde kunstnere et manifest for det, de betegnede som futurisme. Der stod
bl.a.: ”Vi lever i det absolutte, thi vi har allerede skabt den evige,
allestedsnærværende hastighed.” Og lad mig i dette åndedrag delkonkludere for
denne gang, at deltagerne i Parthenonoptoget også lever i det absolutte, og på
sin vis er den fart, hastighed, som frisens bevægelse opviser også en evig,
allestedsnærværende. Ikke sandt, kære tilhørere? Et overraskende perspektiv at
kunne forene Marinetti, futurismens teoretiker, med Fidias himself! Det blev
vist til to-tre dias. Den gamle lektor forsikrede at der var endnu en lang
række, og at han den følgende aften, hvis det stod til dem og værtsparret,
ville fortsætte og med usvigelig sikkerhed nærme sig symposiets overordnede
problemstilling: hvad er sandhed? Gæsterne rejste sig som på kommando og forlod
i hast stuen for at gå til ro hver til sit. Symposiet i Langå havde tilbagelagt
første etape.



Epitaf 12

Epitaf Posted on Sun, May 29, 2016 15:18:20

Ogdon
rejste sig pludselig.Klaverstolen væltede med et brag, og det gav et gib i
gæsterne. Han stod og stirrede tomt ud i luften. Gill lagde tekstbladene på
sofabordet og gik hen til pianisten, der imidlertid blev nærværende straks
efter og undskyldte med udbredte arme, hvorpå han rejste stolen op, satte sig
og spillede videre. Gill fik travlt, greb papirerne og faldt ind med den fjerde
udtalelse fra korset, som var det hele aftalt på forhånd. Min Gud, min Gud!
Hvorfor har du forladt mig? Et brændpunkt i evangelisk kontekst og midtens
hvilepunkt i rækken af determinerede paroler. Frelseren synes næsten at have
tilrettelagt sit verbale skema frem mod døden, og her midtvejs tiltager hans
menneskelighed. Man kunne fristes til at sige, at hans kropssprog gradvis
formulerer sit credo i konflikt med Guds frelseplan. Hvorfor tørsten følgelig
kalder fra lidelsernes dyb som det næste udråb fra korshøjden. Al tanketung
hermeneutik må forstumme. Manden tørster for helvede! Det er lidelsernes
momentane optimering, at de giver sig udslag i det – netop da. Netop nu.
Øjeblikkets vildeste indfang i mundhulen som brændende, uendelig ørken. Men det
har vogteren midlertidigt, praktisk råd for. Eddikesvampen. Hvilken generøsitet
i nødens stund, at overdøve tørsten illusorisk med noget hvinende surt. Denne
handlingens mand fik vel som den gode røver også en hånd ind i saligheden, når
det blev tid for ham. Og gad vide, om det ikke til syvende og sidst gav den
døende frelser kraft til at overskue afslutningen. Sætte et absolut punktum.
Det er fuldbragt. Så definitivt og i samme åndedræt gribende smukt i al sin
enkelhed afrundes Guds mesterværk, ligesom han med overlegen lyrisk klangbund lader
passionens finale akkorder mætte med ordene: Fader, i dine hænder betror jeg min
ånd!



Epitaf 11

Epitaf Posted on Mon, May 09, 2016 10:56:07

Ogdon
havde rejst sig. John Ogdon, den britiske stjernepianist, som om knap fjorten
dage skulle spille solostemmen i Mozarts 24. klaverkoncert – den i c-moll, KV.
491 – ved en torsdagskoncert i radioen. Ogdon var ven med greven på Glorup og
havde flere gange opholdt sig på herregården i forbindelse med koncerter i
Danmark. Der var et smukt Bösendorfer-flygel i et værelse i Glorups sydøstlige
fløj, som han elskede at betjene til realisation af især egne kompositioner.
Dér sad han og hamrede i timevis. Ogdons tekniske formåen var grænseløs, og
hans evne til at spille ekstremt komplicerede værker første gang direkte fra
partituret var blevet et sandt shownummer blandt venner. Men Mozart. Det var
dræbende. Koncerten den sjette april skulle da også blive den sidste i sin art
under hans mageløse hænder. Men den nat i Langå på Fyn var han to personer. Den
elegant konverserende, charmerende og tilsyneladende lykkelige og den
angstfyldte, delvis vanvidsforblændede musiker. Han drømte om at aflyse den
forestående koncert, men nægtede alligevel selv at gøre det. Han talte dæmpet
med Gill og viste ham nogle håndskrevne blade. Ogdon stod bøjet over den
siddende skuespiller. Han lignede en troldfyrste højt oppe fra de norske
fjelde. Bred, skrutrygget og med et par grabber, det var svært at tillægge
evnen til de præcise, lynhurtige, aldrig fejlende anslag på tangenterne. Ogdons
personlighed samledes synligt markeret i hans store hornbriller og det
ridderlige fipskæg. Men Mozart. Help. De brillante løb i de hurtige ydersatser
måtte han levere med den stamina, han selvfølgelig var i stand til. Det kunne
tilgive ham over for musikken. Men andesatsens enkelte tema, som kunne spilles
af enhver, der havde gået til klaver i kort tid. Det var umuligt. Det var
absurd. Han havde inden rejsen til Danmark konsulteret sin mentor, pianisten
Denis Matthews, der naturligvis havde søgt at berolige ham. Overvind nu dig
selv! Hvad er problemet? Men det var i den periode Ogdons vanvid erklærede sig.
Formodentlig med udsigten til Mozart. Mine damer og herrer! Vi har et indslag i
sandhedens navn, proklamerede Gill, der atter stod op. Vor store gæst her – han
pegede på gubben ved siden af – har medtaget noderne til et værk af Joseph
Haydn: ”Kristi syv sidste ord på korset”. Det er selvsagt i versionen for
klaver, da vores fortolker – som nogen af jer ved – er pianist i verdensklasse.
Og jeg har netop indvilget i at lægge stemme til de smerteligt berømte ord. I
største ydmyghed forstås. Gill nikkede til Ogdon, der sjokkede hen til
præstegårdens klaver. Bænken knagede fælt under ham, da han slog de fortvivlede
moll-akkorder an. Og Gill læste de første ord fra korset. ”Fader, tilgiv dem,
for de ved ikke, hvad de gør!” Korspositionen er et moments formidling mellem
himmel og jord. Aldrig har frelseren været mere forkyndende end i den mærkelige
retorik, som udvikledes under ekstrem smerte. Aldrig har noget legeme udgjort
mere åbent talerør. Aldrig har så spinkel og skrøbelig en stemme kunnet række
til verdens ende og dog bremses hjælpeløst i strubens nåleøje. Kun dem ved
korsfoden hørte, og dog gøs verden samtidig over Herrens globale opkald hen
over enge og marker, omkring bjergtoppe, i bølgers brud, fra skovens mættede
lysninger. En usandsynlig sproghandling gav luft for nådens gådekraft. På en
øde strækning langt derfra nåede afsenders amen en vandrer på vej. Undrende
følte han sig med ét tømt for al vilje til svar. Et stumt, inderligt valg fik
ham til at vende om fra den gennemgående maleriske fremdrift og tage vejen
tilbage i samme, endnu spinkle håb. Et baglæns-billede med lovende perspektiv i
troens navn blev udblændet på ingen tid og efterlod den gribende tomhed som et
vilkår for den, der pludselig står ansigt til ansigt med Gud. Og længes i sin
uvidenhed mod korsdøden. ”Kvinde, dér er din søn,” fortsatte Gill, mens Ogdon
lagde Haydns vedvarende tragiske klange ned på de gulnede, pastorale tangenter.
”Dér er din mor”, lød resten af teksten til andet ord fra korset. Et i sandhed
kongeligt overblik ind over intimsfærens sarte berøringsflader. At ophøje sin
bedste ven i sit sted eller for så vidt i sit billede og derpå fiksere det i favnen
på stormoderen. Ved korsets fod, på Kalvariehøjen blev Johannes, evangelisten,
genfødt. Her blev ordene i ydmyg forstand kød og omsat i den intimest tænkelige
forbundethed. Her sansede evangelisten for første gang, at beretningen altid
havde været, og at den kun ventede på at formuleres. Stedets usædvanligt høje
topologiske status skulle jo siden blive så gribende slået til lyd i hans
hellige tekst. ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.”
Læste Gill, og Ogdon fulgte fremdeles i et melodisk glidende akkompagnement.
Måske havde han foreslået dette Haydn-værk fremført for at imødekomme – hvis ikke
ligefrem besværge – den forestående Mozartkoncert. Nu var der imidlertid ingen slinger
i valsen. Mage til intens, tyst og smertelig skønhed. Gills udsøgte stemmevibrato
ikke at forglemme. Med mig i Paradis. Hvert ord i disse replikker fra korset rummer
et genesispotentiale. Af dem alle er denne forjættelse til røveren Dismas den mest
billedskabende. Og netop ved illusionen viser frelseren sin uovertrufne, åndelige
styrke over for det dræbende smertehelvede, de befinder sig i. Paradis har næsten
altid haft sin fredfyldte eksistens i den kosmiske fortælling. I løbet af en kort
inviterende replik rejser det sin portal i mørket og åbner udsigt til den evige
fred, som kun den episke beretning kan forlene med malerisk vitterlighed. Kristus,
den store fortæller, oversætter Gud til drømmen om Gud, der så atter via en ny fortælling
bliver Gud.



Epitaf 10

Epitaf Posted on Sun, March 27, 2016 16:22:33

Symposiet
i Langå. De kom til at tale et særligt sprog. Dér i præstegården. Det var skæv
tale, fremmedartet tungemål midt imellem løgn og sandhed. De talte af hjertens
lyst og dybt forundrede over sig selv. At høre sig selv, lysår fra det netop
sagte. Vel blev der drukket tæt, men ånden fik næring først og fremmest af
sammenstødet mellem Gud og Fanden, og ordene fulgte fyldt med forbavsende
skaberkraft. Det blev symposiet i Langå. Det varede natten over. Indledt
nærmest ved en tilfældighed af værten selv, der med slet skjult præste-ironi og
et undskyldende skuldertræk kom til at henvise til et hedensk topos i
evangelierne: hvad er sandhed? Den romerske statholder fik endda det sidste ord
på det sted sådan rent sansemæssigt, hørligt. For Jesu tavshed talte jo
unægtelig sit eget sprog. Troens selvvalgte, verbale insuffiens er en trussel
mod retorik til alle tider. Jeg tier og tror. Men som forventet var det Claes
Gill, skuespilleren, der tog bolden op. Job, Job råber til os. Han var ved
sandheden, hvis ikke netop i den under sin smerte. Fordi plagerne udviskede
alle billeder under Fandens højpotente udlæg af ondskabens væsen. Jobs
smertefulde erkendelse var og blev hans ultimative nærvær, hvori han sansede
både Gud og Fanden. Som de er og altid vil være. Mægtige fyrster på hver sit
felt. I rummet mellem dem beroede sandheden, næret uopholdeligt af den fatalt
energiske udladning fra begge sider. Men først når den onde vågner, elsker Gud
afkommet i sit billede. Thi spejlingen af den almægtige i den afmægtige næres
ved det onde på vej, ved den ængstelige forventning herom og fremtræder da i al
sin skrøbelige skønhed som et betroet billede i sandhedens navn. Derfor er
forspillet til Jobs bog vigtigere end spillets selv i dets banalt grusomme
udvikling, fordi konfrontationen godt-ondt afgrænser og tydeliggør omkring et
af det vesteuropæiske individs mest påtrængende vilkår: at vide sig betragtet
på behørig afstand af en større magt. Hvorved de to instanser Gud-Fanden
nødvendigvis sammentænkes. At vide sig set af nogen eller noget og i det mål at
nærme sig sandheden om livet og døden. Vi ses, altså er vi. Men det bortforklarer
intetsted eller til ingen tid det, vi faktisk er. Billeder. Den vestlige
verdens individer er og bliver billeder i og med den uopholdelige betragtning,
som er er vor skæbne fra fødselen af. Hvad enten vi nu frister livet i
elendighedens flugt fra hus og hjem eller fra os selv i et fortvivlet forsøg på
at undgå det møde under forlegenhedens svagt sitrende stjerne. Der jo blot
nådesløst minder os om den ufattelige afgrund under og over vor ængstelige
adfærd på knivens æg. Rummet over og havet under os. Men det øjeblik vi som Job
indser og affinder os med det vilkår, at vi altså bliver set, at vi ses og selv
i vort syn blegner i udkanten af et stjernetegn, hvis pålagte, grundfæstede og
i slægten traditionsrige, narrative struktur, det øjeblik Job bliver set så
inderligt på i sin lidelse, at han bliver myte for øjnene af Fristeren, og Gud
Herren således for længst har sejret ved hjælp af sit himmelske, berettende
dias, det øjeblik kan vi få fred i en jobsk erkendelse af sandheden om
mennesket. Et billede. Billede. Og egentlig som sådan ikke nogen flertalsform.
Det blev symposiet i Langå på Østfyn. De talte et særligt sprog. Alle som én –
og hver deres eget. De valgte emner efter forgodtbefindende. Claes Gill rømmede
sig, tog endnu en dram og fiskede en bog op af den brune skoletaske, som han
havde lånt af værtsparrets søn inde i Odense, hvor han boede på Helgavej i den
øvre etage af en villa. Det var de år, han var ansat på teatret og fik
indflydelse på liv, repertoire og virksomhed på scenen i det hele taget. Han
bladrede lidt i bogen og begyndte så at læse et digt. Det var en salme. Det kan
være det samme, bedyrede han med sin hæse, ekspressive stemme fra dybet. Jeg
ville egentlig læse en salme af biskop Karl Laurids Aastrup, hvis høje lyriske
formåen endnu er en godt bevaret hemmelighed her i Danmark. Selvfølgelig. Som
det nu må være i et land, hvor man kan tilgive alt, undtagen talent. Men jeg
har drøftet sagen med hr. bispen selv inde i Odense. Han opfatter sit
salmeskriv som en tjenstlig, neutral forpligtelse fjernt fra kunsten og ønsker
ikke at blive reciteret, selv ikke i en højhellig præstegårdsstue på Østfyn.
Det vil jeg naturligvis respektere. Derfor nu en tekst af selveste Nikolai
Frederik Severin Grundtvig. En salme eller et digt – stadig det kan sgu være
det samme. Og han kan ikke protestere. Hvad han næppe heller ville gøre.
Imidlertid, ærede gæster, dette digt berører mig dybt! Gæsterne så på hinanden.
De havde vist ventet noget af Eliot, Pound, Dylan Thomas eller af Gill selv for
den sags skyld. Det blev Grundtvigs korte, gribende bøn til naturen i dødens
tegn: “Som Dugg paa slagne Enge” (1864).

“Som Dugg paa
slagne Enge

Saa falder Livets Ord

paa Kristnes
Sottessenge

I Sky da Haabet gror

Og Trøsten over Døden

Deraf er Førstegrøden

Forvundet er derved

Al Dødens
Bitterhed”

Her er
sandheden erkendt i det sansede og forstærket under den morbide synsvinkel. Når
vi ligger dér på smertenslejet, bliver det morgen første dag. Bliver det
morgenen overhovedet i brændpunktet mellem evigheden og øjeblikket. Så
gennemgribende smukt, så åndedrætsberøvende klart oplades morgenbilledet over
alle. Den enestående morgen. Den absolutte i sansningens milde kølighed. Da
fylder Guds ånde mit bryst, og jeg fødes i min død. Nogen har været der. Engen
er frisk afskåren og bløder dug i det tætte forventningslys. Kort før sol. Lige
før. Nogen har været her i det levende billede af dagens første tiltag. Nogen
har efterladt en tænkt skygge på engen. Før det var muligt at skygge. Selv i
tanken. Stadig før sol. Endnu drømmende vadefærd gennem drivvåde, skårne
græsser. Slåmand lader hånt om sit værks symbolske udlæg. Han standser, ser sig
om og forsvinder derpå ind i borte, som er hans hjem. Det er øjeblikket før
dagen. Netop det hvor blåt tætner, mange tøver, alle vågner og intet dør. Det
bliver førstedag med ét slag, og vi gennemskuer døden i Guds billede.

“Som sol går ned
bag lunden

i havet lyseblåt

i sommer-aftenstunden

mens fugle kvidre småt

så går den sjæl til
hvile

i færd med sødt at
smile

som føler, i sit ord

hos os Vorherre
bor”

Lovtavleskriften
på klippegrund opblødes i solnedgangstimen og bliver sjælen iboende som en
højst bevægelig, nærværende, kanonisk tekst. Men det er af billedet, vort håb
vækkes. Når aften slukkes i havet, og mægtige kræfter trækkes gennem oceanblå
dybder mod morgen, hvor glæden løber os i møde som en anden, gammel fader, der
har ventet med længsel.

“Som let vort
legem gyser

i sommermorgengry

mens morgenstjernen
lyser

og lover dag på ny

mens sommerdagen gryer

i hvide morgenskyer

så er med livets lys

vort sidste
kuldegys”

(1864)

At vågne
hudløs med et allerede fjernt minde om sommer og så dø i et blændværk af
skabelsens første dag og under morgenstjernens krystal, det omfatter livet i én
eneste trækning. I det kolde blå tager sjælen herefter bolig.



Epitaf 9

Epitaf Posted on Tue, February 23, 2016 15:50:03

Pastorindens
natmadsbuffet. På et langt bord dækket med en lysende smuk damaskdug i væver
Lars-Anton Geierstamns design og med det yderst sjældne 1700-tals
Kehler-porcelæn fra Stralsund, altsammen arvestykker fra fruens
slægtsforbindelser til rige fyrstefamilier i Nordtyskland, serveredes et
umiddelbart set typisk dansk udvalg af pålægsemner sammen med godt, solidt brød.
Lad os lige indlede med en lille anke i denne sammenhæng: man kunne ønske sig
et lille udvalg af hvedebrødstyper fra intimsfæren eller slet og ret en rund,
luftig, glutenliderlig hvedebolle, som den kendes fa utallige fødselsdage i det
hjemlige forum, til at opveje det tunge rugbrød, der imidlertid oppebar det
positive indtryk af brødsiden alene ved sin mangesidige syrlighed, stammende
fra en surdej fyldt med al storbyens tristesse i smag på grænsen af
mundsnerperi. Skivens krumme afbalanceredes suverænt med udvalget af pålæg og
havde i tilgift en vis effekt på det visuelle plan, der fik min noget pjattede,
men dog i dette forhold seriøse ledsager til at associere til Monets studier af
høstakke i al slags vejr. Man spiser jo i overvejende grad med øjet, som Amons
chefkok hævder, han, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er født kyklop, og
hvis énøjede slægt kan føres tilbage til kong Odysseus’ dage. I parentes
bemærket skal det blive spændende, om Amon-chefen får sit ønske om at servere
menneskekød politisk igennem. Der er et lille problem med det økologiske
aspekt; men ellers skulle der vel være en chance, som vinden blæser for tiden.
Men den slags er selvsagt ikke pastorindens bord! Af lune sager var hendes
postej sikker vinder med en flygtig duft og smag af saeterlinck-løg, dertil
maskulin armsved med et par lette stænk af vintermår-morgensæd. Fra
nordenfjords forstås. På bordets yderkant balancerede små, yndige
Greifenbergplaketter med fedtkogte sejdsvampe, der jo, som enkelte vil vide,
kun forefindes her og dér ud mod bæltet på Østfyn. Og det tilmed i ret
begrænset omfang. Der går et lokalt rygte om, at Amons énøjede chefkok har budt
svimlende beløb for at opkøbe de steder, hvor denne svamp gror. Indrømmes skal
det dog, at svampens glimtende purpurskær ikke nemt forenes med smagen af let
fordærvet kaffefløde og noter af skilt væske fra en døende tæve, med mindre da
denne sansekonflikt var med til at forhøje det samlede indtryk. Læseren må have
mig undskyldt ind til videre. Jeg er og bliver i tvivl. Men nu til den stærke,
østfynske pølse. Røget over liljer og tørret fækalier fra et daggammelt dåkid.
En hævdvunden tradition her fra egnen. Det er synd at sige, at de kommer
sovende til det, de djærve fynboer! Farsen er en passende blanding af
flæskesmåkød og talg fra et nyfødt marsvin, saltet og krydret med den
vidunderlige blå Krukkespring, der står spredt rundt om i vore skove, og hvis
ret markante – men ikke overdøvende – smag, sanseforskydes i forhold til det
ellers mådelige, semikulinariske udflod af lun jomfru i uskyldig forventning om
at blive salig i sin excentrisk snerpede uskyldstro. Eller på godt dansk: det
strejf, der undertiden fornemmes fra indersiden af et portugisisk
Lavorcykeldæk, der netop har afsluttet en bjergetapekørsel i Tour de France. I
særklasse var tillige ostene. Gedeost fra Lucca. Smørbar fennikelcreme med et
stød af tørret, sangvinsk grøftegræs. Rygeosten manglede naturligvis ikke. Den
var OK, men jeg havde nu foretrukket en større dosis røg og et vognlæs kommen.
Dog at gå i rette med fynboer i deres genuint lokale specialitet, er nu sin
sag.

Altså alt
godt fra det østfynske spisebord. Da min ledsager og jeg bagefter flagrede til
Nyborg i nattens mulm og mørke og med smagsløgene bombarderede af de storartede
sanseindtryk, var vi stiltiende enige om, at de fem kokkehuer havde adresse
netop til pastorindens natmadsbuffet.



Epitaf 8

Epitaf Posted on Wed, February 10, 2016 16:55:36

Præsten i
Langå indbød til natmad i sit hjem, og på ingen tid stablede fruen en buffet på
benene, skønt det ikke var planlagt. Der var tillige udskænkning af porsesnaps
efter pastorens egen opskrift, og der var nok af den, og de fik rigeligt. Det
blev et provinsielt symposion af dimensioner. Det varede en evighed eller natten
over, eller hvordan man nu tager det.
Flere gæster fra Glorup var kommet til, og det blev snart klart, at det
generøse værtspar på godset holdt hof som i de gode, gamle dage. Som dengang H.
C. Andersen frekventerede stedet og havde sine mest stabile og rolige
arbejdsperioder dér. Herom siden. Men på vejen hen faldt digterspiren i snak
med Irving Penn, den amerikanske fotograf. Fra ikke så få fotoblade kendte den
unge mand hans værker. De dybt foruroligende portrætter, hvor det menneskelige
ansigt er henlagt til kampplads mellem lys og skygge, sort og hvidt, uro og
fred. Digterspiren var opstemt, måske mest fordi hestehalepoeten havde vekslet
et par korte bemærkninger med ham. Hvor lidt udsigt til nærmere bekendtskab der
end havde været i det møde. Han fortalte Penn om sin passion for at fotografere
kirkekunst i de nordiske lande. Det og kun det. Og man kunne tilføje: af alle ting.
Sin unge alder til trods havde han været langt omkring. Mest i Danmark, men
også i Skåne. Irving Penn standsede pludselig under en gadelygte, hvis lys
skærpede væsentligt omkring hans høje pande. Han var så mild i sit udtryk. En
sådan særegen interesse for et enkelt emne, begyndte han, fascinerer mig!
Digterspiren nikkede og sendte amerikaneren sit skæve smil. Men for nylig,
indvendte han, brød jeg min vane. Hans blik mødte Penns, der gik videre. Ja-så.
Med hvad dog? Jeg fotograferede mig selv. Alene ude i en skov. Penn smilte.
Selvportrættet er en kategori for sig. Jo vist. Må jeg se dem ved lejlighed? De
er endnu ikke fremkaldt. Så kommer du ud i mit telt – du ved, det
interimistiske atelier, jeg rejser rundt i verden med. Så får vi se. Glæder
mig! Han tog digterspiren under armen, og de fulgtes ad hen til, hvor præsten
boede. Ved et hjørne længere fremme stod døden og ventede. Spiren var blevet
helt fidel, og han præsenterede forskriftsmæssigt de to for hinanden. Det er
Irving Penn, sagde han til døden, og det er døden, sagde han til Penn. Der lød
en høj, befriende latter ind gennem Langå. Amerikaneren var i sit es. Og kort
efter måtte døden modvilligt sige ja til at blive fotograferet dagen efter i
teltet med lys fra nordhimmel. De tre fortsatte nu det sidste stykke hen til
præstegården. Så lad os i mellemtiden dvæle ved spirens selvportræt i skoven.
Det blev fremkaldt i de hellige haller på afstand af dødens mørkekammer, hvor
isnende gennemtræk gør det uudholdeligt at stå. Hos Penn var en stor
varmekanon. Tilmed en aura af kontemplativ ro og humanitær holdning. En
umådelig respekt fort det enkelte, individuelle menneske. Det er jo mere, end
man kan tillægge døden i hans egenskab af menneskets kontrafejer med kamera.
Men det fotografiske selvportræt visualiserer en så udsat, vital side af det
menneskelige sind, at det overskygger enhver æstetisk spekulation og
efterfølgende terminologisk, analytisk skrift til fordel for eller på
bekostning af – det er, som man tager det – en nådesløs afsløring af individet
i færd med den ømmeste af alle hemmelige idrætter: at fange og fastholde sit ansigt
i øjeblikket. Hvor det maleriske ditto er langt mere forankret i sin rodfæstede
tradition som maleri i lag på lag. Her er der trods alt arms afstand i æstetikkens
hellige navn. Men der er to væsentlige eksponeringer af i alt fem i digterspirens
skrøbelige forsøg med sig selv.

Den
sekventielle afhængighed de to eksponeringer imellem skaber på én gang fylde og
tomhed i det første billede. Det ville være skoven som sådan eller en del af
den naturligvis. I ramme alvor. Et selvstændigt motiv, var det ikke fordi, der
kom en og satte sig midt for med højre arm støttet på det fældede træ. Blikket
nedad. Munden lukket. Selvportræt med lukket mund. Det er et viljesanliggende
og røber en ikke ringe fotografisk indsigt, der kræver rammen sat før billedet
og dermed vejen banet for en dokumentation lidt ud over det sædvanlige. Et
første gennemslag langt ind i skovens hjerte, hvor lysets reflekterende arbejde
i underskoven på sin vis modarbejder den unge fotografs intentioner ved at
fremstå så naturskønt i sit nedslag ind under middag. Det øjeblik et sted i
underskoven, et sted i provinsen. Af alle steder. Hans beslutning om at lade
sig aftage efter egen vilje som eneren henfaldet i tanker over tilværelsens
sære kår. Over verden uden for verden i skoven dér. Overalt uden for hans
bankende hjerte. Smerten i det næste åndedrag som en ynkelig
solidaritetserklæring til al den lidelse derude, som han ved, han ikke ved af.
Fordi skovens smeltepunkt ind under middag er den verdensfjerne, gennemlyste
poesi, han ikke for nogen pris ville være foruden. Hvorfor han tager stedet af
i billedet før billedet af sig selv og således med føje etablerer grænserne for
sin egen, selvkredsende vækst lige i det moment, hvor han sætter sig i
fokuspunktet for næste eksponering. Ham selv. På spring og i hvile. Parat og
undvigende. Stærk og svag. Det ved han dog, at om lidt er han død i sit eget
billede. Så må verden skytte sig selv fjernt fra hans udvalgte skovpunkt, der
blændes over i stadig lysende forandring herefter. Som det nu engang er.
Videre. Det er, og han var og er over for erindringens eufemisme i hvert
transparente blad gennem skovbunden samlet på et eneste, forsvindende sted. Når
verden standses i et fotografisk billede, gør den eksponerende sig skyldig i en
global undladelsessynd. Det være sig nok så tæt på katastrofen. Eller fjernt
fra. Den visuelles rapports vidnesbyrd kan strengt taget ikke bruges til noget
dér, hvor det brænder. Nu. Generelt er den historiske billedbog alt for
fredelig. Men det fotografiske selvportræt rummer en mere subtil flugt. Hvis
ikke verdensforagt i det stille. Digterspiren tyede til den nemme vej i det
svære. Han fotograferede sig selv i sensommerskoven; men kortlagde forinden det
rum, han havde valgt i lydighed mod det konfessionelle i foretagendet. Det
forsvarer eskapismen. Eller forsvarer. Det retfærdiggør den og eksponerer dens inderlige
stræben i selverkendelsens navn. Det er længe siden. Skoven ser jo ikke sådan ud
mere; men den er der. Åben, lysfyldt og verdensfjern. Det er længe siden. Sommeren
1966. Men i vor tid har det fotografiske selvportræt mistet sin uskyld. Hele den
slet skjulte højtidelighed omkring mig og kun mig. Vor tids selfie garanterer den
personlige sejr og indiskrete position i verdensbilledet. Ingen tåkrummende tøven
her, og selvcentreringen har fået et simpelt medium i selfiestangen. Selvtillidens
forlængede arm. Men dengang i 1960’ernes udblændede sommer skulle der godt nok en
dyb indånding til. Derfor er uskylden intakt og sårbarheden særlig udsat. Derfor
tog digterspiren et langt skridt frem i livet, da han lod øjeblikket tilbage i en
eksponering for egen regning.



Epitaf 7

Epitaf Posted on Tue, January 26, 2016 16:24:18

Men hvem
eller hvad formulerede Gud Herren før Gud Herren? Et svagt skyggerids af noget
oprindeligt, der konturerer sig selv lidt efter lidt og ender med en
antropomorf, knivskarp tilskikkelse af noget. Gud er noget. Noget andet er hans
ånd. Den er jo alt, men også intet. Thi i spændingsfeltet mellem de to
organiseres selve skabelsesaktens dynamik. Her råder den absolutte før-adamiske
navnløshed. Gud tænkte fisk, og fisken var. Gud tænkte ræv, og ræven var. Gud
tænkte fugl, og fuglen fløj. Men da Gud tænkte et væsen i sit billede, tøvede
han et øjeblik og vendte sig på tærsklen til det jordiske paradis. Det blev
Guds mageløse indsigt på skabelsens første dag, at tanker er forgængelige,
flygtige som et åndepust. Altså måtte han ind bag tanken, efter at den var
tænkt og dermed nå frem til dens førbilledlige, uvæsentlige, grå
værenstilstand. Han stod i alt, sansede intet, men vidste tillige, at det var
selvskabelsens genuine potentiale. Og dog var det så som så med den uendelige
billedløshed, thi netop gudebilledet, der skulle blive Guds billede for så
omsider at være Gud, var den grå væren iboende. Gud var før Gud. I et billede. Men
når det berettes, at han skabte mennesket i sit billede, var han sig følgelig sit
eget billede bevidst før mennesket blev manifest af hans hånd i et billede af Guds
billede, som igen var født af noget, der må have været oplyst med et potentielt
gudebillede uden grænser, som han derpå satte i en skarp, genkendelig form. Dér
Gud Fader. Den gamle af dage. Men åbenbart ung nok til at fostre sin grænseløse
plan for alt og alle. Endnu er det ventede det ventede. Vel sagtens den lykkeligste
af alle tider, i hvilken vi ser frem. Når først de sidste tider kommer, når grænsepælen
markerer den absolutte standsning, er der jo ikke mere. Thi øjeblikket har så ikke
noget næste øjeblik at forvente i lyset af det første øjebliks nu absorberede fylde.
Eller med andre ord: ventetidens øjeblikkelighed er dynamisk. Det rummer endnu Guds
vigtigste ord: bliv!, der undslap hans læber i forventningen om det kommende i stadig
uforudsigelig udvikling.



Epitaf 6

Epitaf Posted on Tue, January 12, 2016 11:28:43

Men nu med
Bosch. Hvordan kan det være? Centralperspektivets fjerne blå bjerge er rykket i
front, og dog er de på afstand. Langt, langt væk. Et bjerg i Boschs billeder
kendes på konflikten mellem nær og fjern, foran og bagude, nu og ind i
fremtiden. At være i et Bosch-billede er at opgive alle tillærte forestillinger
om rum og tid. Der er ingen dimension at tage vare på. Thi alt er det.
Dimensioneret i henhold til Intetsted. Og dog er oppe oppe og nede nede. Haven
for de jordiske lyster er både helt almindelig og alt andet end det. Den kan
visse steder ligne enhver offentlig, velholdt park, andre det glade vanvid. I
denne modsætning eller ligefrem sammenstød kommer Boschs skønhedslængsel til
udtryk. Den er en visuel konsekvens af en ordenssans grænsende til hysteri og
et dybtfølt oprør her imod. Det er jo ikke ualmindeligt, snarere tværtimod, at
kunst skabes i et konfliktfyldt rum; men når billedet tager magten fra dets
skaber, formuleres næste træk med rystende overblik over situationens status.
Mødet mellem almindeligt og ualmindeligt er brutalt i det bosch’ske univers,
for det er på dette sammenstød hans fortvivlelse beror, og derfor her hans
kunst er størst. En svulst emmer af cremet, lyserød materie, mens spidse næb og
kolde, sorte øjne vogter på stedets lysende underlighed. Vi kan færdes frit hen
over de mellemliggende egne, længes mod bjergene i det fjerne, rulle os
overgivent hen over trimmede plæner; men rør ikke de blomstrende gevækster i
deres knivskarpt afgrænsede, absurde stand. De bevogtes af fjedrede dæmoner,
hvis våben er den kulørte detailrigdom i deres fugleham. Det skræmmende er i og
for sig fjerens modsigelsesfyldte væsen. Dens flyvefærdighed som æterisk
synligt udslag af skaberhånden, der begyndte det hele i billeder. Genesismyten
er en glat fjer i hatten på Guds maleriske ambitioner. Glem ikke, at han er
billedmager. Selv sagt uden grænser. Fordi han selv er billede med den
suverænitet, som det indebærer at tegne sig selv, før noget overhovedet var
tegnet. At være gjort i hjertet af oprindelighedens paradoks. Det er det, Bosch
rammer i skildringen af det paradisiske univers, hvor underligt trives frodigt
side om side med det umiddelbart genkendelige. Med dagen og vejen. Med det
almindelige der i næste øjeblik bliver sit modsatte ved at være anbragt i
nabolaget af det netop ualmindelige. Så meget desto mere tankevækkende
forekommer det, at Gud Herren figurerer som en lille, selvudslettende splejs,
der mest af alt var tilbøjelig til at undskylde det hele.



Next »