Blog Image

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 19

Epitaf Posted on Sat, March 25, 2017 15:35:16

Det var sidst på eftermiddagen og endnu lyst, da de
travede ud til organisten. Skyerne dækkede himlen, men et udbredt jævnt lys gav
landskabet et konturskarpt præg. Der var ligesom noget lovende overalt, noget
særligt i vente. Organisten boede omtrent helt nede ved kysten, og de passerede
gennem en lille lund på vejen. Det bløde lys rådede herinde med et fint udslag
reflekterende overalt. Der var en tæt, huleagtig og spillevende stemning, som
kom til at præge hver enkelt undervejs og gøre dem særligt modtagelige for det,
de skulle opleve. Forrest gik Claes Gill og John Ogdon. Så fulgte Simone,
digterspiren og døden. Om organisten var klar over, at han med Ogdons
tilstedeværelse havde en pianist af verdensformat til stede, står hen i det
uvisse. Han handlede ligesom drømmende, i det han nu gjorde, hans øjne havde
ingen fokus, og han talte utydeligt som fra dybet af et uudgrundeligt mørke. I
sin lille dagligstue bad han gæsterne tage plads på en stolerække, han havde
opstillet. Midt for stod et bord med en aflang plade, hvorpå der var tegnet
eller vel snarere malet et klaviatur. Tangenterne skinnede i eftermiddagslyset
fra vinduerne. Ved bordets bagkant stod et nodestativ med et opslået partitur.

Ærede gæster! Begyndte værten og stirrede som mod et
fjernt punkt bag dem. I skal nu høre Schuberts sonate nr. 19 i c-moll. Han
bukkede lidt, satte sig og begyndte at bevæge fingrene hen over de malede
tangenter. Tap-tap-tap lød det i den lille stue. De skævede vantro til
hinanden. Hvad havde manden gang i? Nok gik han for at være skør. Men det her.
Gjorde han mon nar? Men så henført som han sad dér og foregav at spille, kunne
det næppe være hans spøg. Eller på en måde spillede han virkelig. Alt forekom
så autentisk, på nær altså at der jo ikke var en tone at høre. Kun de bløde,
lidt tørre anslag af fingerpuderne mod brættet. Tap-tap-tap. De sad måbende.
Spiren bemærkede, at Ogdon sad på det alleryderste af sin stol. Ind imellem
gryntede organisten lavt til sit ikke-spil; men han havde tydeligt besvær med
at bladre i partituret. Da rejste Ogdon sig, trak stolen med hen til den
spillende og nedsatte sig som nodevender. Tilsyneladende fangede han fra først
af, hvor organisten befandt sig i værket, og han fulgte ham hele sonaten ud,
som var det den naturligste ting i verden. Især den langsomme sats gjorde
indtryk. Det var her, de lyttende glemte det absurde ved seancen. Den lille
stue blev sært rummelig. Væggene udgjorde en eventyrlig klangbund, og det endte
med, at ikke-spillet forekom styret af dybe, gribende akkorder. Hvor tonløst
det så i realiteten var.

Men det bifald, organisten modtog efterfølgende,
måtte være hans livs hyldest. De havde alle rejst sig og stod bevægede, da han
bukkede dybt for dem. Her var andre og større kræfter i spil, end når han om
søndagen haltede gennem salmesangen. Ekstranummer! råbte Gill og tog et skridt
hen imod ham; men det afviste han bestemt og trådte til siden, idet han vist
ikke rigtig vidste, hvad ben han skulle stå på. I det samme indtog John Ogdon
pladsen ved det illusoriske klaver, smilte bredt til dem alle og sagde næsten
hviskende: Carl Nielsen: Chaconne. Nu fulgte en seance af lidt anden karakter.
Først og fremmest fordi tilhørerne jo vidste, at her sad en berømt pianist og
spillede blindspil langt ude på Herrens mark; men også fordi musikken var
anderledes og for øvrigt så at sige på hjemmebane, om man ellers tog Nielsens
melodiske sprog til indtægt for hans landlige fynske baggrund. Og så var det
ikke så lidt spektakulært: kæmpeskikkelse med brede hænder, vildt strittende
hår og det markante fipskæg, som af og til pegede op mod loftet, når han var
særlig henført. På et tidspunkt standsede han med begge hænder løftede over
tangenterne, vendte sig mod dem, sagde: sorry! og fortsatte, formodentlig
derfra hvor han i øjeblikket havde sluppet værket. Selv de største kan jo
undertiden fejle, om end det var vanskeligere at høre i sådan en fremførelse.
Men på denne sene eftermiddag i en afkrog af verden fandt John Ogdon frem til
den første snævre åbning ud af det mareridt, som var begyndt at plage ham
generelt, og som var et hastigt tiltagende psykisk problem i forbindelse med
den Mozart-koncert, som han snart skulle spille i København. Den dag var det
således ikke sidste gang, han havde spillet blind-spil hos organisten i Langå.

Det var mørkt, da de gik derfra. Værten fulgte dem
et stykke vej, idet han lyste med et monstrum af en lygte, hvis skær var lige
så svagt, som den selv var stor. Vel sagtens hans egen opfindelse og konstruktion.
Oppe ved landevejen takkede selskabet ham, tog afsked og så ham derefter
forsvinde ind i mørket på vejen tilbage. Ogdon gik og mumlede nu, ivrigt
gestikulerende. Han var tydeligvis glad og lettet, mens Gill gjorde, hvad han
kunne for at indgå i dialog med ham.

Simone Andrup og digterspiren fulgtes ad efter de to
kunstnere, og døden dannede bagtrop, som det ensomme væsen han nu engang var.
Jeg har taget fat på en ny digtsamling, sagde Simone og rørte ved spirens arm.
Og du er begyndt at skrive, hører jeg fra Claes? Spiren bekræftede. Det glæder
jeg mig til at følge, fortsatte hun ivrigt og tilføjede: Vil du godt læse det
første digt? Jeg mener selv, det er færdigt nu; men med det er det jo altid
lidt usikkert. Vil du? Ja gerne, svarede han og fik straks stukket en lap papir
i hånden.

Henne på værelset i præstegården overvejede han at
skrive det fjerde kapitel af Deltafuglen ind; men tøvede og gav sig i stedet
til at læse Simones digt:

løber

majbæltet

i blomst

hen over blinde

læber

der går allerede

frasagn

om
min bloddans


nattens alter



Epitaf 18

Epitaf Posted on Sun, March 19, 2017 16:13:16

Hvad glor du på? Digterspiren så op fra kladdehæftet
på døden. Dig, svarede denne og slog ud med armene. Nærmest som en beklagelse.
Skulle du ikke fotograferes i dag? Det er foreløbig udsat. Spiren nikkede og
skrev videre på tredje kapitel af “Deltafugen”, mens døden lagde sig
på sengen med et suk. Tiden stod stille i præstegården; men der rådede en ikke
ringe forventning i den lille by. De fleste af gæsterne havde det på
fornemmelsen; men ingen kunne nærmere bestemme, hvad den gik ud på. Noget –
hvis ikke alt var i gære. Også spirens inspiration. Han skrev:

Tilbage i min bolig. Her hører jeg til. Her må der
skabes overblik og stilstand. Gradvist må jeg ind på det, der flyder omkring i
alt det grå. Men intet vil noget som helst. Hvis jeg blot kunne huske tid og
sted, og det så ikke blandede sig med frosten, der kommer hivende, sneen der
drysser mellem øjnene, alt det askegrå. Jeg søger tanken – ren og ublandet.

Det blanke armbåndsur på spånpladen. Det trak du
helt op i går. Det trives godt i kulden – og sådan trak du op, mens hun gloede
på det, Synne, som kom og forsvandt igen på mystisk vis. Jeg undlod ikke at
betragte hende gennem min kamerasøger, så ved jeg, hvordan verden ligger. Altså
gennem min søger, der har en lille, gul firkant i sig, hvor motivet skal blive
ét – dér og kun dér – så er verden meget mindre kompliceret. Pludselig stod hun
der, Synne, og gloede på mit blanke armbåndsur. En anden gang. Hun gennemborede
mig, og jeg stillede virkelig ind på øjnene, det vigtigste i portrættet. Mine
flotte, diffusgrå billeder, nu flyder de bare på hylderne, krummer sig i kulden
og vokser skæve – jeg rører dem ikke. Jeg kunne blive afsindig, når hun
skulede, afsindig som over en metallisk klingren udefra eller over den lange
revne i loftet over mig. “Bare rolig”, det var Gregers, den gamle
fyr, der ytrede sig. Han kom aldrig videre – han ville vist sige et eller andet
om foråret – i stedet smed han en sten over mod skoven. Vældigt kast for
øvrigt. Så tændte han en smøg uden at byde mig. Han var blevet dagens helt i
det mindste efter egen opfattelse. Jeg mente engang, at han var idiot; men jeg
ved dog, at han har fundet noget vigtigt – set en sammenhæng i noget; men måske
tager han det med sig i graven.

Tilbage i min bolig. Her hvor jeg hører hjemme. Det
er morgen. Det er således: før end alt andet kommer noget ud af mørket, et
eller andet uddifferentieret som lange, slanke striber, der ender som tørre
impulser – gnistrer og flækkes langt inde i mig til noget endnu mere spaltet og
skarpt. Svæver så stille som kloder; men må sammen til en ny helhed. Smækkes
flade mod flade, og en anden energi opstår, der giver udslag af lys i mørket –
ganske enkelt – et mørke, der vist er mit. Energi af små nålestik, der gnistrer
dobblet i mit indre – nu er det mit –
det er som kun den fineste stjerne, jeg har kendt, den helt fra barndommen, som
vi vandrede imod i drømme. Og jeg mærkede den lille, der holdt mig i hånden,
idet hun snart førte, snart lod sig føre af sted. Den stjerne trænger nu langt
ind i mit mørke, samlet af uendelige dele til parvise helheder, der straks
efter atter sønderdeles, falder ned til en bund, glat og lind, der så bliver
grobund for de spaltede små, og hele kulturer vokser frem som det stærkt
lysende af barndomsstjernen – stikkende, brudt og skarp. Lever nu kun for at
piske sig frem til noget som fyldes og rejser sig til en hel kultur af
glimrende og klingrende impulser. Da bliver det hele mere mildt at være i –
tøbrud langt nede i erindringen om et vældigt hår, som lugtede af fortrøstning og
deri et lille, kringelkroget øre, der fanger denne dirren ud af luften – skingren,
glimren, plirren som kommer fra en smal, lys spalte i bølger fra vinteren. Derude
synger ufrivilligt en lille krog af metal – spinkelt og skingert, og det var morgen,
og det var lydene og luften omkring dig.



Epitaf 17

Epitaf Posted on Wed, March 15, 2017 10:38:00

Digterspiren ventede til Gill var drejet om hjørnet,
så gik han tilbage til værelset og satte sig for at skrive videre. Nu kunne han
allerede skrive kapitel 2 øverst på siden. Romanen om Deltafuglen var i gang og
i sit ungdommelige overmod så han allerede for sig et værk på ni bind. Intet
mindre. Inspirationen fra organistens manuskript med digt og kendsgerninger i
en syndigt forvirrende blanding havde altså skubbet i gang. Men han var i løbet
af skrivningen blevet klar over, at Simones intime digtning over
Parthenonfrisen også havde sat sine umiddelbare spor og bevirket fremdrift i
arbejdet. Han forstod ganske vist ikke alt af, hvad hun havde formuleret. Men
netop det gådefulde stod nu frem for ham med så ejendommelig skønhed, at han
ikke kunne slippe det efterfølgende.

Henne ved vinduet på værelset stod døden og så ud.
Hans lille skikkelse tegnede sig skarpt op mod lyset. Spiren satte sig, mens
døden i det samme vendte sig. Jeg keder mig, sagde han og så på spiren, der
begyndte at skrive, som om det var en slags stenografi, han udførte. De andre
skal ud til organisten igen. Du kan da gå med. Spiren så op på ham. Det er
først i eftermiddag, svarede han trist og satte sig på kanten af den nederste
køjeseng.

Men dette skrev spiren den formiddag, mens døden sad
og gloede på ham, idet han i nogen grad blev oplivet ved synet af det smukke,
bløde lys, der hvilede over den skrivende.

Deltafuglen. Kap. 2

Byen. Det lukkede, men nuancerede ansigt. Lydene er
kun få, men kommer som lyset i differentieret tilstand – det er din vindharpe
hørt igen – og vinterstemmerne, der kun fik murenes stive flegma til svar. Og
her nærmer man sig så atter den arkimediske plet, mens lydene spaltes op i
mange bestanddele. Nu opfattes de som barnegråd, og man vender sig halvt
omkring. Bag ved står en mørke kvinde lænet til gavlen af sit hus. Barnet.
Kvinden har et hånligt udtryk i ansigtet, mens hun råber: “barnet!”
hvorefter hun åbner sin lange kjole fortil, og barnet sidder fastklemt mellem
hendes ben, som det synes at klamre sig til, mens det skriger mod en. Da tager
hun barnet på armen og går ind i huset med det. Man vil gerne følge efter, men
føler sig på ny lammet af en eller anden vilje, der lejrer sig på alle sider af
ens tankebaner. Man hører atter gråd, den mørke kvinde står midt i døråbningen
og gråden har vendt sig til latter, der synes at støde an overalt – splintres
mod facader og gavle, hvorfra den som lyset vender tilbage i egenskab af noget
spinkelt og finere. Man genkender lydene fra natten og vinteren – sangen om
kyndelmisse gennem sprækker og revner. Kvinden midt i rummet. Og natten fik et
center som sommerdagen på sit højeste. Natten og berøringen, man husker en åben
mund presset mod sin ørebrusk og en tunge, der kørte i ring i alle
kringelkroge. Da rejste sangerne sig fra alle hjørner, og stemmerne fik
krystallinsk klang – en sønderrivende latter fra vinteren udenfor. Så bliver
der stille, for den mørke kvinde tier og vender sig i døråbningen ind mod
stuerne, hun råber, og barnegråden er tilintetgjort.

Nu følger en ventetid. Det er ikke umagen værd at
vente. Men dette menneske kan igen dukke op foran en – stilfærdigt ganske vist,
men dette menneske er det altså. Jeg ser hende diffust, udflydende gennem
matteret glas, et nøgent kvindelegeme på intet tidspunkt i hvile. Varmen kan
ikke rigtig forliges med den konstante bevægelse. Hun står midt i en
telefonboks uden for lands lov og ret – taler og taler, øjensynligt mere
talende med kroppen end sit stemmeorgan, og netop da nærmer dagen sig
kulminationen – lyset og varmen i en ualmindelig heftig rotation. Atter middag
over denne beskedne flække uden for lands lov og ret. Endnu engang skal du
opleve det. I går var som for et øjeblik siden. Og nu drejer du dig som før for
at konstatere solens stilling, blændes så smerteligt og gnider øjnene ind til
det står fast, at de er to store, væskende sår. Midt i varmen og stilheden.
Bort set fra den stadige summen – første fase gennemlevet, og du åbner dig for
at modtage og afgive under en eller anden form. Telefonboksen igen. Kvindefløjl
bag det matterede glas – ualmindelig blødt og dryppende af liv i konstant
bevægelse. Lyset roterer omkring livets midterakse, ind til du får øjnene op
for, at du igen har observeret solens stilling og sidder i færd med at vente og
bare for dette ene: vente, mens kvinden hopper op og ned i sit mælkeagtige hylster
– taler og taler til det yderste, hvor tanken skulle nå ordet eller omvendt:
ordet tanken i en vældig sammentrækning. Da præcist er det sket –
kulminationen, der nåede det alleryderste, og du alene står tilbage i din
evindelige venten. Døren til boksen går på klem, og ud af spalten presser sig
fløjlskvinden. Allerede på vej bort vender hun sig imidlertid mod dig og
udbryder: “Jamen, du har jo øjne som det rene fløjl!” Med ét var
omgivelserne mangfoldiggjorte, og de lo som kæmpemunde, røde og kødfulde. Det
var så endnu et møde med Synne.



Epitaf 16

Epitaf Posted on Mon, March 06, 2017 10:20:48

Besøget hos organisten fik imidlertid de bedste
følger for digterspiren, der blev så optaget af hans sære poetiske refleksioner
over kunst, natur og lokalsamfund rundt om i landet, at det satte den
skriveproces i gang, som han mere eller mindre bevidst havde følt som
påtrængende under sin færd. Ikke at hans skriv skulle komme til at ligne, hvad
organisten havde affattet; men det var den egenartede balance mellem saglig tekst
og en frit fabulerende, der tændte inspirationen hos den unge digter. Han følte
det som en vid åbning ned til dybe kulturlag i den fællesmenneskelige arv,
hvorfra han ubesværet – eller næsten da – kunne fremskrive sansninger, forestillinger,
spekulation og længere narrative forløb. Det kom således i værk, at han
allerede samme dags aften satte sig ved vinduet i præstegårdsværelset og
begyndte at skrive til langt ud på natten, idet han end ikke lod sig forstyrre
af dødens vilde snorken. Og allerede fra først af blev arbejdstitlen fastlagt:
“Deltafuglen”. Med ambitionen i højeste gear og en troskyldig følelse
af at udrette det ultimative i digtningens tjeneste, begyndte han:

I.
Udviklinger til mødet med den ukendte.

Man er jo godt klar over, at det er en arkimedisk
plet, der er blevet skænket én. Eller rettere: man er faktisk blevet halet
dertil og står med de globale perspektiver uden egentlig at kunne gøre brug af
sit privilegium. At træde ud af den omgivelse er stik imod ens tilbøjelighed,
på den anden side står man inden for noget, der ikke lader sig beherske, og det
måtte være ønskeligt, om man endelig trådte ud.

Kredsen synes at vokse konstant, og man svirper
rundt i periferien som en kost mod noget porøst – ønsker, at alt må falde ud
til ens fordel, men forbliver selv passiv. Solen rammer én i ansigtet, og al
opmærksomhed centreres omkring lyset. Man er altså igen halet ud af den mægtige
kreds. Solen stryger omkring hushjørner nede i byen, over tagene og bliver dér
stikkende i porøst tegl, spaltes i store vifter og ender som en kæmpeiris over
dit hoved. Men i midtpunktet for disse cirkulære strømninger står et menneske i
fokus.

Man kan spekulere længe over, hvad der får hende til
at stirre ind i ruden med den intensitet. Hun er en rødhåret, opløben pige, der
har stillet sig foran et hus, i hvis ruder hun spejler sig. Solen stryger
omkring hushjørnet, rammer en mur overfor, og i genskinnets midte har hun taget
opstilling. Man træder nærmere af naturlig nysgerrighed, men bliver tilsyneladende
ikke bemærket af mennesket foran en. “Nu skal solen ramme mig”, siger
hun uden at flytte blikket. Da bliver lyset direkte, og rummet farves rødt i en
særlig stålagtig nuance. “Se!” lyder det begejstret, men det er
næsten ikke muligt at se mennesket i det store lysspil. På et øjeblik er det
overstået, og man kan igen betragte hende som før. Den røde pige glatter let på
sin kjole, som om hun var sin egen dukke og går derefter bort tilsyneladende
uden at ænse en. Her er det, man bemærker, hvor besværligt hun bevæger sig, som
om noget smertede i kroppen på hende. Hun er kun den rødhårede pige nu – langt
fra den skinnende, der lod sig belyse af solen for et øjeblik siden.

Byen. Et ansigt med utallige nuancer, der fremkaldes
ved det sene sollys. Hovedgaden følger et langt bakkedrag, og fra toppen har
man overblik. Allerede på et tidligt tidspunkt lægger man mærke til den gamle
mand, der haler sin cykel med sig op ad bakken. Pudsigt nok synes bevægelse
helt umulig fra det øjeblik – luften er mættet af hans vilje om, at man skal
blive stående på pletten, ind til han når frem. “Pas nu hellere på!”
råber den gamle, endnu inden han er nået helt frem til en, “for lyset ku’
gerne blænde dig.” Det var på det tidspunkt, man forsøgte at hilse, vel
mest for at skjule sin forlegenhed over for den gamles tilråb. Han når omsider
helt hen, og man ser, at han har en vældig violinkasse spændt over ryggen.
Cyklen piber klagende, og den gamle retter et sikkert spark ind på kædeskærmen.
“Nu kender du vel Synne fra kæret?” spørger han og stirrer ud i
luften forbi en. Der bliver ikke tid til at svare benægtende, før end han
fortsætter: “Nå ikke, jamen så tag dig i agt, for hun er et mærkeligt
menneske. Ser du, pigen hedder Synne fra kæret, fordi vi fandt hende på det sted
for tre år siden. Ukendte mennesker havde bundet hende til et træ, hvor jeg
opdagede hende et par dage efter ugerningen. Men ser du, dengang var Synne stum
og er først nu begyndt at tale så småt. Vi ved ikke, hvorfra hun er kommet, vi
kender ikke hendes familie. Og jeg er bange for, at vi aldrig får det at vide –
aldrig nogensinde.” Man bliver sær og mundlam, når man øjner en
sammenhæng; men det er allerede for sent at spørge, for den gamle har svunget
sig i sadlen og er på vej ned ad bakken igen. Nu springer violinkassen tydeligt
i øjnene, faktisk dækker den hele ryggen, og man ser kun benene, der arbejder i
pedalerne – hurtigere end man ville have troet muligt. Man fik ikke spurgt, om
Synne var en rødhåret pige, der kunne finde på at stille sig i lyset fra eftermiddagssolen,
spejle sig og nyde synet af sig selv.

Ud på formiddagen efter kun et par timers søvn jager
digterspiren rundt i præstegården for at finde Claes Gill. Han sidder på en
bænk ved sydmuren og nyder solen i det tidlige forår. Ja så, du skriver, unge
ven! Men så har vi jo både lyrikken og prosaen med i dette udsøgte og mærkelige
selskab. Spiren peger på det beskrevne papir. Det er første kapitel. En roman.
Den hedder Deltafuglen! Gill smiler. Vil De læse? Han rykker helt ud på kanten
af bænken. Det vil jeg gerne, svarer skuespilleren og rømmer sig. Mødte du
forresten Ogdon lige før? Han skal ud til organisten igen i dag – og jeg med.
Et eller andet besynderligt. Ogdon fabler om noget med zenbuddhistisk
blindspil. Hvad det så må være? Vi får se. Men jeg glæder mig til at læse, unge
ven. Og du vil vel osse gerne have en kommentar med på vejen? Spiren nikker,
idet Gill fortsætter: det er længe siden, jeg udgav mine digte; men ind imellem
skuespillet har jeg bakset med oversættelse og redaktion af dramatekster. Nogen
årsunge er jeg jo ikke. God dag, hr. forfatter! Han stod allerede op, svingede
med papiret og begyndte at gå. Et øjeblik tegnede hans troldeskikkelse sig
knivskarpt op mod lyset.



Epitaf 15

Epitaf Posted on Sun, October 09, 2016 23:18:02

Omtrent
alle deltagere i nattens symposion var blevet indkvarterede i og omkring Langå.
Og af dem nød hovedparten den store gæstfrihed i præstegården, der kunne rumme
ikke så få gæster. Digterspiren delte værelse med døden. Stort var det ikke.
Men fra vinduet var der dejlig udsigt over marker, så langt øjet rakte. En
lille, afskallet kommode, et plettet spejl og en etageseng. De endte med at
trække lod, digterspiren og døden, om hvem der skulle ligge hvor. Døden tabte.
Han måtte op i den øverste. Spiren gav ham en hånd og fik et skævt smil fra
ham, da han var kommet under dynen. Men altså bort set fra værtsparret, den gamle
lektor, Irving Penn og John Ogdon, sov de alle kun meget lidt. Alligevel følte
digterspiren sig udhvilet, da det bankede svagt på døren, og han åbnede for
Simone, der for alt i verden måtte have nogen til straks at læse, hvad hun
netop havde skrevet om Parthenonfrisen. Schhh … hviskede spiren og pegede,
døden sover! Simone nikkede, satte sig på sengekanten og ventede, mens han
læste. Blev det til to gange, måske tre? Jeg fatter ikke en brik, sagde han
halvhøjt, så på hende og tilføjede: Men det er bare så smukt! Hun tog papiret
og strøg ham på kinden. Tak, lød det stille, og hun var ude af døren.

Midt på
formiddagen gik fire af dem østover ud mod kysten. Foruden digterspiren og hans
trofaste følgesvend var det Simone og Ogdon. Værten havde anbefalet dem at
besøge en af landsbyens absolutte særlinge eller tosser, om man vil, når de nu
var på disse kanter. Det var sognets organist, som – ud over trofast at levere falskspil
ved enhver tjeneste – var dybt optaget af kunsten i de skandinaviske kirker. Han
skrev på et værk herom. Anderledes i enhver henseende. Efter et halvt års orlov
med rejser i Danmark, var han begyndt at skrive. Afhandlingen skulle rumme en bestemt
totalitet af tid, lys, vejr, landskaber, evangelietanker og så selvsagt om kunsten
i kirkerne.

Hvor øjet
er. Trinitatis.
Der falder et jævnt lys over sletterne.
Mellem pinse og advent, forår og vinter, mellem lys og lys i mørket.
Trinitatis er brændpunkt og tid til eftertanke. Med ét står det klart, at
kirkeårets finale indleder en lang begyndelse. Under et tungt skydække mærker
man, at gråt er godt for øjet. Et sårgab på et krucifiks i syd, en
korsknap i nord, et kirkevindue midt i landet, en gravsten østligt og et
dommedagsmaleri på en væg i vest. Bygningerne er kompas, alteret står ved
solopgang, og hele rummet lukker om den hellige by, mens det mindste inventar
undertiden åbner mod alle verdenshjørner. Afstanden mellem et uanseligt stykke
kirkekunst og livets store gåde kan være forbløffende lille. Og foran krydses
vejene ind imellem. Vejen ud, med vejen hen, med vejen hjem. Uendelige vej. Hjertelyde
slår ånden ind i et menneske og forrykker den genfødte til nyt liv. Kirken begynder
et par meter nede i jorden. Marksten på sand, kampesten muret i kalk, hvorpå
den ser dagens lys i en sokkel. Ofte triumferer bygherren æstetisk det første,
synlige tiltag af bygningen ved en smuk profilering lige over grunden.

Mens Jesus nu
i påsken tilbragte højtiden i Jerusalem, kom mange til tro på hans navn. Da
forlod farisæeren sin bopæl ud på aftenen, tøvede et øjeblik foran døren, mens
han lyttede. Hunde gøede i et fjernt kvarter, vogne rumlede ind gennem byens
storgade. Så rystede han på hovedet, smilte og gik ud for at opsøge manden fra
Nazareth. Ved du ikke det, Nikodemus? Han betragtede natgæsten. I skæret fra
det ulmende bål skinnede Nikodemus’ øjne. Han gentog spørgsmålet og strakte
hænderne frem mod den adspurgte, der så væk i det samme. Hør, Nikodemus!
Blæsten nærmer sig. Ved morgengry kaster den os måske om kuld og vælter vore
huse. Da kender vi ingen, end ikke os selv. Kun ånden ved, når den farer hen
efter stormen og giver os navne igen. Genfødte skal vi atter ses. Nikodemus så
på den talende; men med flakkende øjne. Forstår du da ikke? Kun hvis vi fødes
på ny, får vi Herrens herlighed at se. Kun som genfødte og hjælpeløse kender
han os igen. Han kom hjem langt ud på natten, skulle til at træde over
tærsklen, men mærkede, at han blev opholdt af en usynlig magt og trådte ud
igen. Hundeglam og vognene gennem byens hovedgade. Over ham det funklende
stjernetæppe. Nikodemus gik ind, famlede et øjeblik hen for sig og begyndte
pludselig at græde. Vidste du ikke det, Nikodemus?

Mod et udtryksløst ansigt med regelrette træk
springer et par vældige løver frem. Lige så aggressive og bevægede, de er, lige
så stift og upåvirket synes mennesket, de angriber. Pederstrup kirke i Viborg
amt har en romansk døbefont med kraftigt formuleret relief. På en firkantet
sokkel med smalle hjørnehoveder står den illustrerede fontekumme. Løvemotivet
er gengivet på mange romanske fonter og portaler rundt om i Danmark.
Symbolikken i det kan forekomme lige så mangfoldig som hyppigheden, hvor med
det optræder. Så modstridende opfattelser at det rækker lige fra godt til ondt,
fra Kristus til Satan. Løven er jo traditionelt fyrsten i sit rige, dens styrke
og vildskab kender ingen grænser, om man skal tro stenreliefferne. Altid på
vagt er den. Snart mennesket til støtte, snart til ødelæggelse. Undertiden
fortærer den os, undertiden bekæmpes den af navnkundige helte. Samson og David.
I Pederstrup, som i så mange andre kirker, flankerer dyrene det menneskelige
ansigt med så klar, dekorativ virkning, at tolkning umiddelbart kan synes
overflødig. Men vildskaben hos dem er trods alt tankevækkende. Ikke mindst i
modsætning til ansigtets udtryk eller mangel på samme. På fonten i Pederstrup
kirke springer to løver frem med åbent gab mod et menneske, vi ikke kender.
Umiddelbart afviser det nærmere bekendtskab; men netop derfor kan vi spejle os
i det ansigt. Til den ukendte mellem brølende løver.

Vejen vågner af en lang dvale. Lysende strækker den sig gennem landskabet, ny, og dog
gik vi her for år tilbage. En række popler skyder mod nord, stammerne føjer
vestenvinden og læner sig mod øst; men nu er alt stille. Langt ude på
højderyggen rejser en kirke sig. Kridhvid mod den blå himmel.

”De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til
det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne …”(Matt. 28.16)

De havde set det så mange gange før, var vante til
dets omskiftelige udseende afhængigt af vejret. Men netop denne morgen. Deres
bjerg og hans. Det var en gave til disciplene, de så det pludselig. Skønnere
havde det aldrig taget sig ud. Både skarpt og konturløst, tungt og svævende,
nært og fjernt. Skænk mig jeres øjne og se på ny. Ånden vil lyse. Gå så ud og
sig til folk, at denne morgen har I set bjerget, som jeg forestiller mig det.
Tag mine øjne! De følger jer alle dage til verdens ende. Tre par øjne ser mod
uendelig. Umiddelbart ligner de sovende, men tænk dem engang med den
oprindelige bemaling. Dertil kommer, at øjenæblerne hvælver ud af hulerne.
Stirrende årvågenhed beskytter dåbsvandet. Guds vogtere er lutter øjne. På den
romanske døbefont i Stenild kirke, Ålborg amt, flankeres menneskelige ansigter
også af løver; men her er vildskaben tøjlet. Af dyrene selv måske, af mennesket
mellem dem således som Daniel i grotten formåede det, men i sidste instans
selvfølgelig af Gud. De bundne kræfter er omsat i synsakten, der vogter det
hellige. I dåbsøjeblikket som i fødselsstunden er barnet sårbart, og det kræver
vidt åbne øjne hos dem, hvem den yderste agtpågivenhed er betroet. Ingen djævel
kan undgå denne trefoldige opmærksomhed, og løvernes haler forråder det latente
kampberedskab i duskenes hyperdekorative pragt, som også præger deres manker.
En tøjlet, destruktiv styrke forvandlet til skønhed. Stenildfonten er en
hyldest til det spejdende øje.

Års, Morum, Vonsild, Svoldrup. Pludselig bliver
vejen hvid, mens mørke skyer begynder at lukke himlen. Fuglene tier. På marken,
vi kører langs, synes valmuerne at flyde sammen, og den første torden høres
langt borte.

Oh, dyb af visdom hos Gud. Hvor usporlige hans veje.

To svaler krydser foran, finder stadig ind i nye
baner for pludselig at forsvinde i markens blodrøde dække.

Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg
i jeres indre.

En torden endnu på afstand giver fornemmelsen af
kræfter under opsejling fra vest. Hvem kender Herrens tanker? Hvem bliver hans
rådgiver?

Da de første, tunge dråber smælder mod jorden træder
vi indenfor i kirke. Et lyn oplyser
rummet og lader det hvile i et mærkeligt efterbillede for vore øjne. I en vase
på alterbordet skinner ildrøde blomster.



Epitaf 14

Epitaf Posted on Tue, October 04, 2016 16:35:24

De sov kun
lidt den nat. Hvilket naturligvis skyldtes Skriget og ikke den gamle lektors
udlægning af Parthenonfrisens mere eller mindre dunkelt, tvetydige udsagn. Og
dog havde netop hans foredrag med den foreløbige tolkning sat skub i den, der –
bortset fra døden – var mest skræmt af den uhyggelige oplevelse: Simone Andrup,
digteren, hvis ekstreme følsomhed stimuleredes ved at blive skubbet ud af sine
mere eller mindre rationelle tankebaner og digte videre på noget helt andet end
det, der satte det i gang, altså Skriget. Med andre ord: Andrup havde ud på
morgenen allerede skrevet en prosalyrisk tekst om den antikke frise. Der stod:

De
fortsætter drømmende ud af tiden og ind i en anden fjernere end det NU, der
står i begreb med at ske til tiden, de netop har overskredet for at indhente,
hvad der er uigenkaldeligt tabt gennem tiden og til tider, de intet underretter
om, skønt de godt ved, at vi intet kan vide nogensinde om deres færd i
mellemtiden mellem vor tid og deres, mellem nu eller aldrig, mellem før eller
siden. For så vidt var ingen bevægelse mulig mellem dem og os, hvorfor de
nødvendigvis fjernede sig uigenkaldeligt ud af vor tid til et sted før fremtids
fortid, hvor den et øjeblik standser, tiden, af egen drift for viljesløst at
tage netop den tid i besiddelse og fortsætte ind i en ny og dog på sin vis
uforandret mellemtid. Til tiden for så vidt som den rækker grænseløst ind i vor
tid og gør os fremmede over for tid som sådan. Tid uden tid. Tidløs tid ophævet
i et eneste punkt mellem dem og os. Mellem deres fremstilling og drømmende
adfærd forbi vore øjne. Imidlertid når de altid frem til tiden, og når dog
aldrig tiden, netop fordi deres vej ind til den er og bliver et tidløst
anliggende. Uden at det dermed er sagt, at de er på vej til evig tid, da
evigheden er andet og mere end tidens uendelighed. Men de er fremstillet som
værende på vej i en tid, hvor det på én gang gælder den øjeblikkelige tid og
tiden som sådan. De drager af NU til den engang fastsatte tid og føler dog
tiden i sig eller føler sig i en vis forstand hævet over tiden og i færd med en
tidløs handling, der bringer dem – om ikke frem til tiden – så i retning af den
eller ligefrem på bølgelængde med den. Med tiden selv. Tiden som sådan. Tidens
væsen eller slet og ret: tid. I dag ligger frisen i en gråzone, og heltene er
det grå folk. Engang strålede de i friske farver. Nu er de nedtonet af tidens
tand. De er de grå. Altid i hvile, altid bevægede. De er drømmenes sønner.
Sovende hilser de den nye dag, vågne glider de gennem natten. Altid ses de og
er dog usynlige. Grå. Lysende og udslukte på vej. Altid uforanderligt de samme
genfødes de hvert øjeblik ud af Athenes øjne til en anden og ny virkelighed.
Når hun ser dem, er de. De grå. Lovet
være gudindens årvågenhed.