Hvad glor du på? Digterspiren så op fra kladdehæftet
på døden. Dig, svarede denne og slog ud med armene. Nærmest som en beklagelse.
Skulle du ikke fotograferes i dag? Det er foreløbig udsat. Spiren nikkede og
skrev videre på tredje kapitel af “Deltafugen”, mens døden lagde sig
på sengen med et suk. Tiden stod stille i præstegården; men der rådede en ikke
ringe forventning i den lille by. De fleste af gæsterne havde det på
fornemmelsen; men ingen kunne nærmere bestemme, hvad den gik ud på. Noget –
hvis ikke alt var i gære. Også spirens inspiration. Han skrev:

Tilbage i min bolig. Her hører jeg til. Her må der
skabes overblik og stilstand. Gradvist må jeg ind på det, der flyder omkring i
alt det grå. Men intet vil noget som helst. Hvis jeg blot kunne huske tid og
sted, og det så ikke blandede sig med frosten, der kommer hivende, sneen der
drysser mellem øjnene, alt det askegrå. Jeg søger tanken – ren og ublandet.

Det blanke armbåndsur på spånpladen. Det trak du
helt op i går. Det trives godt i kulden – og sådan trak du op, mens hun gloede
på det, Synne, som kom og forsvandt igen på mystisk vis. Jeg undlod ikke at
betragte hende gennem min kamerasøger, så ved jeg, hvordan verden ligger. Altså
gennem min søger, der har en lille, gul firkant i sig, hvor motivet skal blive
ét – dér og kun dér – så er verden meget mindre kompliceret. Pludselig stod hun
der, Synne, og gloede på mit blanke armbåndsur. En anden gang. Hun gennemborede
mig, og jeg stillede virkelig ind på øjnene, det vigtigste i portrættet. Mine
flotte, diffusgrå billeder, nu flyder de bare på hylderne, krummer sig i kulden
og vokser skæve – jeg rører dem ikke. Jeg kunne blive afsindig, når hun
skulede, afsindig som over en metallisk klingren udefra eller over den lange
revne i loftet over mig. “Bare rolig”, det var Gregers, den gamle
fyr, der ytrede sig. Han kom aldrig videre – han ville vist sige et eller andet
om foråret – i stedet smed han en sten over mod skoven. Vældigt kast for
øvrigt. Så tændte han en smøg uden at byde mig. Han var blevet dagens helt i
det mindste efter egen opfattelse. Jeg mente engang, at han var idiot; men jeg
ved dog, at han har fundet noget vigtigt – set en sammenhæng i noget; men måske
tager han det med sig i graven.

Tilbage i min bolig. Her hvor jeg hører hjemme. Det
er morgen. Det er således: før end alt andet kommer noget ud af mørket, et
eller andet uddifferentieret som lange, slanke striber, der ender som tørre
impulser – gnistrer og flækkes langt inde i mig til noget endnu mere spaltet og
skarpt. Svæver så stille som kloder; men må sammen til en ny helhed. Smækkes
flade mod flade, og en anden energi opstår, der giver udslag af lys i mørket –
ganske enkelt – et mørke, der vist er mit. Energi af små nålestik, der gnistrer
dobblet i mit indre – nu er det mit –
det er som kun den fineste stjerne, jeg har kendt, den helt fra barndommen, som
vi vandrede imod i drømme. Og jeg mærkede den lille, der holdt mig i hånden,
idet hun snart førte, snart lod sig føre af sted. Den stjerne trænger nu langt
ind i mit mørke, samlet af uendelige dele til parvise helheder, der straks
efter atter sønderdeles, falder ned til en bund, glat og lind, der så bliver
grobund for de spaltede små, og hele kulturer vokser frem som det stærkt
lysende af barndomsstjernen – stikkende, brudt og skarp. Lever nu kun for at
piske sig frem til noget som fyldes og rejser sig til en hel kultur af
glimrende og klingrende impulser. Da bliver det hele mere mildt at være i –
tøbrud langt nede i erindringen om et vældigt hår, som lugtede af fortrøstning og
deri et lille, kringelkroget øre, der fanger denne dirren ud af luften – skingren,
glimren, plirren som kommer fra en smal, lys spalte i bølger fra vinteren. Derude
synger ufrivilligt en lille krog af metal – spinkelt og skingert, og det var morgen,
og det var lydene og luften omkring dig.