Digterspiren ventede til Gill var drejet om hjørnet,
så gik han tilbage til værelset og satte sig for at skrive videre. Nu kunne han
allerede skrive kapitel 2 øverst på siden. Romanen om Deltafuglen var i gang og
i sit ungdommelige overmod så han allerede for sig et værk på ni bind. Intet
mindre. Inspirationen fra organistens manuskript med digt og kendsgerninger i
en syndigt forvirrende blanding havde altså skubbet i gang. Men han var i løbet
af skrivningen blevet klar over, at Simones intime digtning over
Parthenonfrisen også havde sat sine umiddelbare spor og bevirket fremdrift i
arbejdet. Han forstod ganske vist ikke alt af, hvad hun havde formuleret. Men
netop det gådefulde stod nu frem for ham med så ejendommelig skønhed, at han
ikke kunne slippe det efterfølgende.

Henne ved vinduet på værelset stod døden og så ud.
Hans lille skikkelse tegnede sig skarpt op mod lyset. Spiren satte sig, mens
døden i det samme vendte sig. Jeg keder mig, sagde han og så på spiren, der
begyndte at skrive, som om det var en slags stenografi, han udførte. De andre
skal ud til organisten igen. Du kan da gå med. Spiren så op på ham. Det er
først i eftermiddag, svarede han trist og satte sig på kanten af den nederste
køjeseng.

Men dette skrev spiren den formiddag, mens døden sad
og gloede på ham, idet han i nogen grad blev oplivet ved synet af det smukke,
bløde lys, der hvilede over den skrivende.

Deltafuglen. Kap. 2

Byen. Det lukkede, men nuancerede ansigt. Lydene er
kun få, men kommer som lyset i differentieret tilstand – det er din vindharpe
hørt igen – og vinterstemmerne, der kun fik murenes stive flegma til svar. Og
her nærmer man sig så atter den arkimediske plet, mens lydene spaltes op i
mange bestanddele. Nu opfattes de som barnegråd, og man vender sig halvt
omkring. Bag ved står en mørke kvinde lænet til gavlen af sit hus. Barnet.
Kvinden har et hånligt udtryk i ansigtet, mens hun råber: “barnet!”
hvorefter hun åbner sin lange kjole fortil, og barnet sidder fastklemt mellem
hendes ben, som det synes at klamre sig til, mens det skriger mod en. Da tager
hun barnet på armen og går ind i huset med det. Man vil gerne følge efter, men
føler sig på ny lammet af en eller anden vilje, der lejrer sig på alle sider af
ens tankebaner. Man hører atter gråd, den mørke kvinde står midt i døråbningen
og gråden har vendt sig til latter, der synes at støde an overalt – splintres
mod facader og gavle, hvorfra den som lyset vender tilbage i egenskab af noget
spinkelt og finere. Man genkender lydene fra natten og vinteren – sangen om
kyndelmisse gennem sprækker og revner. Kvinden midt i rummet. Og natten fik et
center som sommerdagen på sit højeste. Natten og berøringen, man husker en åben
mund presset mod sin ørebrusk og en tunge, der kørte i ring i alle
kringelkroge. Da rejste sangerne sig fra alle hjørner, og stemmerne fik
krystallinsk klang – en sønderrivende latter fra vinteren udenfor. Så bliver
der stille, for den mørke kvinde tier og vender sig i døråbningen ind mod
stuerne, hun råber, og barnegråden er tilintetgjort.

Nu følger en ventetid. Det er ikke umagen værd at
vente. Men dette menneske kan igen dukke op foran en – stilfærdigt ganske vist,
men dette menneske er det altså. Jeg ser hende diffust, udflydende gennem
matteret glas, et nøgent kvindelegeme på intet tidspunkt i hvile. Varmen kan
ikke rigtig forliges med den konstante bevægelse. Hun står midt i en
telefonboks uden for lands lov og ret – taler og taler, øjensynligt mere
talende med kroppen end sit stemmeorgan, og netop da nærmer dagen sig
kulminationen – lyset og varmen i en ualmindelig heftig rotation. Atter middag
over denne beskedne flække uden for lands lov og ret. Endnu engang skal du
opleve det. I går var som for et øjeblik siden. Og nu drejer du dig som før for
at konstatere solens stilling, blændes så smerteligt og gnider øjnene ind til
det står fast, at de er to store, væskende sår. Midt i varmen og stilheden.
Bort set fra den stadige summen – første fase gennemlevet, og du åbner dig for
at modtage og afgive under en eller anden form. Telefonboksen igen. Kvindefløjl
bag det matterede glas – ualmindelig blødt og dryppende af liv i konstant
bevægelse. Lyset roterer omkring livets midterakse, ind til du får øjnene op
for, at du igen har observeret solens stilling og sidder i færd med at vente og
bare for dette ene: vente, mens kvinden hopper op og ned i sit mælkeagtige hylster
– taler og taler til det yderste, hvor tanken skulle nå ordet eller omvendt:
ordet tanken i en vældig sammentrækning. Da præcist er det sket –
kulminationen, der nåede det alleryderste, og du alene står tilbage i din
evindelige venten. Døren til boksen går på klem, og ud af spalten presser sig
fløjlskvinden. Allerede på vej bort vender hun sig imidlertid mod dig og
udbryder: “Jamen, du har jo øjne som det rene fløjl!” Med ét var
omgivelserne mangfoldiggjorte, og de lo som kæmpemunde, røde og kødfulde. Det
var så endnu et møde med Synne.