Besøget hos organisten fik imidlertid de bedste
følger for digterspiren, der blev så optaget af hans sære poetiske refleksioner
over kunst, natur og lokalsamfund rundt om i landet, at det satte den
skriveproces i gang, som han mere eller mindre bevidst havde følt som
påtrængende under sin færd. Ikke at hans skriv skulle komme til at ligne, hvad
organisten havde affattet; men det var den egenartede balance mellem saglig tekst
og en frit fabulerende, der tændte inspirationen hos den unge digter. Han følte
det som en vid åbning ned til dybe kulturlag i den fællesmenneskelige arv,
hvorfra han ubesværet – eller næsten da – kunne fremskrive sansninger, forestillinger,
spekulation og længere narrative forløb. Det kom således i værk, at han
allerede samme dags aften satte sig ved vinduet i præstegårdsværelset og
begyndte at skrive til langt ud på natten, idet han end ikke lod sig forstyrre
af dødens vilde snorken. Og allerede fra først af blev arbejdstitlen fastlagt:
“Deltafuglen”. Med ambitionen i højeste gear og en troskyldig følelse
af at udrette det ultimative i digtningens tjeneste, begyndte han:

I.
Udviklinger til mødet med den ukendte.

Man er jo godt klar over, at det er en arkimedisk
plet, der er blevet skænket én. Eller rettere: man er faktisk blevet halet
dertil og står med de globale perspektiver uden egentlig at kunne gøre brug af
sit privilegium. At træde ud af den omgivelse er stik imod ens tilbøjelighed,
på den anden side står man inden for noget, der ikke lader sig beherske, og det
måtte være ønskeligt, om man endelig trådte ud.

Kredsen synes at vokse konstant, og man svirper
rundt i periferien som en kost mod noget porøst – ønsker, at alt må falde ud
til ens fordel, men forbliver selv passiv. Solen rammer én i ansigtet, og al
opmærksomhed centreres omkring lyset. Man er altså igen halet ud af den mægtige
kreds. Solen stryger omkring hushjørner nede i byen, over tagene og bliver dér
stikkende i porøst tegl, spaltes i store vifter og ender som en kæmpeiris over
dit hoved. Men i midtpunktet for disse cirkulære strømninger står et menneske i
fokus.

Man kan spekulere længe over, hvad der får hende til
at stirre ind i ruden med den intensitet. Hun er en rødhåret, opløben pige, der
har stillet sig foran et hus, i hvis ruder hun spejler sig. Solen stryger
omkring hushjørnet, rammer en mur overfor, og i genskinnets midte har hun taget
opstilling. Man træder nærmere af naturlig nysgerrighed, men bliver tilsyneladende
ikke bemærket af mennesket foran en. “Nu skal solen ramme mig”, siger
hun uden at flytte blikket. Da bliver lyset direkte, og rummet farves rødt i en
særlig stålagtig nuance. “Se!” lyder det begejstret, men det er
næsten ikke muligt at se mennesket i det store lysspil. På et øjeblik er det
overstået, og man kan igen betragte hende som før. Den røde pige glatter let på
sin kjole, som om hun var sin egen dukke og går derefter bort tilsyneladende
uden at ænse en. Her er det, man bemærker, hvor besværligt hun bevæger sig, som
om noget smertede i kroppen på hende. Hun er kun den rødhårede pige nu – langt
fra den skinnende, der lod sig belyse af solen for et øjeblik siden.

Byen. Et ansigt med utallige nuancer, der fremkaldes
ved det sene sollys. Hovedgaden følger et langt bakkedrag, og fra toppen har
man overblik. Allerede på et tidligt tidspunkt lægger man mærke til den gamle
mand, der haler sin cykel med sig op ad bakken. Pudsigt nok synes bevægelse
helt umulig fra det øjeblik – luften er mættet af hans vilje om, at man skal
blive stående på pletten, ind til han når frem. “Pas nu hellere på!”
råber den gamle, endnu inden han er nået helt frem til en, “for lyset ku’
gerne blænde dig.” Det var på det tidspunkt, man forsøgte at hilse, vel
mest for at skjule sin forlegenhed over for den gamles tilråb. Han når omsider
helt hen, og man ser, at han har en vældig violinkasse spændt over ryggen.
Cyklen piber klagende, og den gamle retter et sikkert spark ind på kædeskærmen.
“Nu kender du vel Synne fra kæret?” spørger han og stirrer ud i
luften forbi en. Der bliver ikke tid til at svare benægtende, før end han
fortsætter: “Nå ikke, jamen så tag dig i agt, for hun er et mærkeligt
menneske. Ser du, pigen hedder Synne fra kæret, fordi vi fandt hende på det sted
for tre år siden. Ukendte mennesker havde bundet hende til et træ, hvor jeg
opdagede hende et par dage efter ugerningen. Men ser du, dengang var Synne stum
og er først nu begyndt at tale så småt. Vi ved ikke, hvorfra hun er kommet, vi
kender ikke hendes familie. Og jeg er bange for, at vi aldrig får det at vide –
aldrig nogensinde.” Man bliver sær og mundlam, når man øjner en
sammenhæng; men det er allerede for sent at spørge, for den gamle har svunget
sig i sadlen og er på vej ned ad bakken igen. Nu springer violinkassen tydeligt
i øjnene, faktisk dækker den hele ryggen, og man ser kun benene, der arbejder i
pedalerne – hurtigere end man ville have troet muligt. Man fik ikke spurgt, om
Synne var en rødhåret pige, der kunne finde på at stille sig i lyset fra eftermiddagssolen,
spejle sig og nyde synet af sig selv.

Ud på formiddagen efter kun et par timers søvn jager
digterspiren rundt i præstegården for at finde Claes Gill. Han sidder på en
bænk ved sydmuren og nyder solen i det tidlige forår. Ja så, du skriver, unge
ven! Men så har vi jo både lyrikken og prosaen med i dette udsøgte og mærkelige
selskab. Spiren peger på det beskrevne papir. Det er første kapitel. En roman.
Den hedder Deltafuglen! Gill smiler. Vil De læse? Han rykker helt ud på kanten
af bænken. Det vil jeg gerne, svarer skuespilleren og rømmer sig. Mødte du
forresten Ogdon lige før? Han skal ud til organisten igen i dag – og jeg med.
Et eller andet besynderligt. Ogdon fabler om noget med zenbuddhistisk
blindspil. Hvad det så må være? Vi får se. Men jeg glæder mig til at læse, unge
ven. Og du vil vel osse gerne have en kommentar med på vejen? Spiren nikker,
idet Gill fortsætter: det er længe siden, jeg udgav mine digte; men ind imellem
skuespillet har jeg bakset med oversættelse og redaktion af dramatekster. Nogen
årsunge er jeg jo ikke. God dag, hr. forfatter! Han stod allerede op, svingede
med papiret og begyndte at gå. Et øjeblik tegnede hans troldeskikkelse sig
knivskarpt op mod lyset.