De sov kun
lidt den nat. Hvilket naturligvis skyldtes Skriget og ikke den gamle lektors
udlægning af Parthenonfrisens mere eller mindre dunkelt, tvetydige udsagn. Og
dog havde netop hans foredrag med den foreløbige tolkning sat skub i den, der –
bortset fra døden – var mest skræmt af den uhyggelige oplevelse: Simone Andrup,
digteren, hvis ekstreme følsomhed stimuleredes ved at blive skubbet ud af sine
mere eller mindre rationelle tankebaner og digte videre på noget helt andet end
det, der satte det i gang, altså Skriget. Med andre ord: Andrup havde ud på
morgenen allerede skrevet en prosalyrisk tekst om den antikke frise. Der stod:

De
fortsætter drømmende ud af tiden og ind i en anden fjernere end det NU, der
står i begreb med at ske til tiden, de netop har overskredet for at indhente,
hvad der er uigenkaldeligt tabt gennem tiden og til tider, de intet underretter
om, skønt de godt ved, at vi intet kan vide nogensinde om deres færd i
mellemtiden mellem vor tid og deres, mellem nu eller aldrig, mellem før eller
siden. For så vidt var ingen bevægelse mulig mellem dem og os, hvorfor de
nødvendigvis fjernede sig uigenkaldeligt ud af vor tid til et sted før fremtids
fortid, hvor den et øjeblik standser, tiden, af egen drift for viljesløst at
tage netop den tid i besiddelse og fortsætte ind i en ny og dog på sin vis
uforandret mellemtid. Til tiden for så vidt som den rækker grænseløst ind i vor
tid og gør os fremmede over for tid som sådan. Tid uden tid. Tidløs tid ophævet
i et eneste punkt mellem dem og os. Mellem deres fremstilling og drømmende
adfærd forbi vore øjne. Imidlertid når de altid frem til tiden, og når dog
aldrig tiden, netop fordi deres vej ind til den er og bliver et tidløst
anliggende. Uden at det dermed er sagt, at de er på vej til evig tid, da
evigheden er andet og mere end tidens uendelighed. Men de er fremstillet som
værende på vej i en tid, hvor det på én gang gælder den øjeblikkelige tid og
tiden som sådan. De drager af NU til den engang fastsatte tid og føler dog
tiden i sig eller føler sig i en vis forstand hævet over tiden og i færd med en
tidløs handling, der bringer dem – om ikke frem til tiden – så i retning af den
eller ligefrem på bølgelængde med den. Med tiden selv. Tiden som sådan. Tidens
væsen eller slet og ret: tid. I dag ligger frisen i en gråzone, og heltene er
det grå folk. Engang strålede de i friske farver. Nu er de nedtonet af tidens
tand. De er de grå. Altid i hvile, altid bevægede. De er drømmenes sønner.
Sovende hilser de den nye dag, vågne glider de gennem natten. Altid ses de og
er dog usynlige. Grå. Lysende og udslukte på vej. Altid uforanderligt de samme
genfødes de hvert øjeblik ud af Athenes øjne til en anden og ny virkelighed.
Når hun ser dem, er de. De grå. Lovet
være gudindens årvågenhed.