Ogdon
rejste sig pludselig.Klaverstolen væltede med et brag, og det gav et gib i
gæsterne. Han stod og stirrede tomt ud i luften. Gill lagde tekstbladene på
sofabordet og gik hen til pianisten, der imidlertid blev nærværende straks
efter og undskyldte med udbredte arme, hvorpå han rejste stolen op, satte sig
og spillede videre. Gill fik travlt, greb papirerne og faldt ind med den fjerde
udtalelse fra korset, som var det hele aftalt på forhånd. Min Gud, min Gud!
Hvorfor har du forladt mig? Et brændpunkt i evangelisk kontekst og midtens
hvilepunkt i rækken af determinerede paroler. Frelseren synes næsten at have
tilrettelagt sit verbale skema frem mod døden, og her midtvejs tiltager hans
menneskelighed. Man kunne fristes til at sige, at hans kropssprog gradvis
formulerer sit credo i konflikt med Guds frelseplan. Hvorfor tørsten følgelig
kalder fra lidelsernes dyb som det næste udråb fra korshøjden. Al tanketung
hermeneutik må forstumme. Manden tørster for helvede! Det er lidelsernes
momentane optimering, at de giver sig udslag i det – netop da. Netop nu.
Øjeblikkets vildeste indfang i mundhulen som brændende, uendelig ørken. Men det
har vogteren midlertidigt, praktisk råd for. Eddikesvampen. Hvilken generøsitet
i nødens stund, at overdøve tørsten illusorisk med noget hvinende surt. Denne
handlingens mand fik vel som den gode røver også en hånd ind i saligheden, når
det blev tid for ham. Og gad vide, om det ikke til syvende og sidst gav den
døende frelser kraft til at overskue afslutningen. Sætte et absolut punktum.
Det er fuldbragt. Så definitivt og i samme åndedræt gribende smukt i al sin
enkelhed afrundes Guds mesterværk, ligesom han med overlegen lyrisk klangbund lader
passionens finale akkorder mætte med ordene: Fader, i dine hænder betror jeg min
ånd!