Ogdon
havde rejst sig. John Ogdon, den britiske stjernepianist, som om knap fjorten
dage skulle spille solostemmen i Mozarts 24. klaverkoncert – den i c-moll, KV.
491 – ved en torsdagskoncert i radioen. Ogdon var ven med greven på Glorup og
havde flere gange opholdt sig på herregården i forbindelse med koncerter i
Danmark. Der var et smukt Bösendorfer-flygel i et værelse i Glorups sydøstlige
fløj, som han elskede at betjene til realisation af især egne kompositioner.
Dér sad han og hamrede i timevis. Ogdons tekniske formåen var grænseløs, og
hans evne til at spille ekstremt komplicerede værker første gang direkte fra
partituret var blevet et sandt shownummer blandt venner. Men Mozart. Det var
dræbende. Koncerten den sjette april skulle da også blive den sidste i sin art
under hans mageløse hænder. Men den nat i Langå på Fyn var han to personer. Den
elegant konverserende, charmerende og tilsyneladende lykkelige og den
angstfyldte, delvis vanvidsforblændede musiker. Han drømte om at aflyse den
forestående koncert, men nægtede alligevel selv at gøre det. Han talte dæmpet
med Gill og viste ham nogle håndskrevne blade. Ogdon stod bøjet over den
siddende skuespiller. Han lignede en troldfyrste højt oppe fra de norske
fjelde. Bred, skrutrygget og med et par grabber, det var svært at tillægge
evnen til de præcise, lynhurtige, aldrig fejlende anslag på tangenterne. Ogdons
personlighed samledes synligt markeret i hans store hornbriller og det
ridderlige fipskæg. Men Mozart. Help. De brillante løb i de hurtige ydersatser
måtte han levere med den stamina, han selvfølgelig var i stand til. Det kunne
tilgive ham over for musikken. Men andesatsens enkelte tema, som kunne spilles
af enhver, der havde gået til klaver i kort tid. Det var umuligt. Det var
absurd. Han havde inden rejsen til Danmark konsulteret sin mentor, pianisten
Denis Matthews, der naturligvis havde søgt at berolige ham. Overvind nu dig
selv! Hvad er problemet? Men det var i den periode Ogdons vanvid erklærede sig.
Formodentlig med udsigten til Mozart. Mine damer og herrer! Vi har et indslag i
sandhedens navn, proklamerede Gill, der atter stod op. Vor store gæst her – han
pegede på gubben ved siden af – har medtaget noderne til et værk af Joseph
Haydn: ”Kristi syv sidste ord på korset”. Det er selvsagt i versionen for
klaver, da vores fortolker – som nogen af jer ved – er pianist i verdensklasse.
Og jeg har netop indvilget i at lægge stemme til de smerteligt berømte ord. I
største ydmyghed forstås. Gill nikkede til Ogdon, der sjokkede hen til
præstegårdens klaver. Bænken knagede fælt under ham, da han slog de fortvivlede
moll-akkorder an. Og Gill læste de første ord fra korset. ”Fader, tilgiv dem,
for de ved ikke, hvad de gør!” Korspositionen er et moments formidling mellem
himmel og jord. Aldrig har frelseren været mere forkyndende end i den mærkelige
retorik, som udvikledes under ekstrem smerte. Aldrig har noget legeme udgjort
mere åbent talerør. Aldrig har så spinkel og skrøbelig en stemme kunnet række
til verdens ende og dog bremses hjælpeløst i strubens nåleøje. Kun dem ved
korsfoden hørte, og dog gøs verden samtidig over Herrens globale opkald hen
over enge og marker, omkring bjergtoppe, i bølgers brud, fra skovens mættede
lysninger. En usandsynlig sproghandling gav luft for nådens gådekraft. På en
øde strækning langt derfra nåede afsenders amen en vandrer på vej. Undrende
følte han sig med ét tømt for al vilje til svar. Et stumt, inderligt valg fik
ham til at vende om fra den gennemgående maleriske fremdrift og tage vejen
tilbage i samme, endnu spinkle håb. Et baglæns-billede med lovende perspektiv i
troens navn blev udblændet på ingen tid og efterlod den gribende tomhed som et
vilkår for den, der pludselig står ansigt til ansigt med Gud. Og længes i sin
uvidenhed mod korsdøden. ”Kvinde, dér er din søn,” fortsatte Gill, mens Ogdon
lagde Haydns vedvarende tragiske klange ned på de gulnede, pastorale tangenter.
”Dér er din mor”, lød resten af teksten til andet ord fra korset. Et i sandhed
kongeligt overblik ind over intimsfærens sarte berøringsflader. At ophøje sin
bedste ven i sit sted eller for så vidt i sit billede og derpå fiksere det i favnen
på stormoderen. Ved korsets fod, på Kalvariehøjen blev Johannes, evangelisten,
genfødt. Her blev ordene i ydmyg forstand kød og omsat i den intimest tænkelige
forbundethed. Her sansede evangelisten for første gang, at beretningen altid
havde været, og at den kun ventede på at formuleres. Stedets usædvanligt høje
topologiske status skulle jo siden blive så gribende slået til lyd i hans
hellige tekst. ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.”
Læste Gill, og Ogdon fulgte fremdeles i et melodisk glidende akkompagnement.
Måske havde han foreslået dette Haydn-værk fremført for at imødekomme – hvis ikke
ligefrem besværge – den forestående Mozartkoncert. Nu var der imidlertid ingen slinger
i valsen. Mage til intens, tyst og smertelig skønhed. Gills udsøgte stemmevibrato
ikke at forglemme. Med mig i Paradis. Hvert ord i disse replikker fra korset rummer
et genesispotentiale. Af dem alle er denne forjættelse til røveren Dismas den mest
billedskabende. Og netop ved illusionen viser frelseren sin uovertrufne, åndelige
styrke over for det dræbende smertehelvede, de befinder sig i. Paradis har næsten
altid haft sin fredfyldte eksistens i den kosmiske fortælling. I løbet af en kort
inviterende replik rejser det sin portal i mørket og åbner udsigt til den evige
fred, som kun den episke beretning kan forlene med malerisk vitterlighed. Kristus,
den store fortæller, oversætter Gud til drømmen om Gud, der så atter via en ny fortælling
bliver Gud.