Symposiet
i Langå. De kom til at tale et særligt sprog. Dér i præstegården. Det var skæv
tale, fremmedartet tungemål midt imellem løgn og sandhed. De talte af hjertens
lyst og dybt forundrede over sig selv. At høre sig selv, lysår fra det netop
sagte. Vel blev der drukket tæt, men ånden fik næring først og fremmest af
sammenstødet mellem Gud og Fanden, og ordene fulgte fyldt med forbavsende
skaberkraft. Det blev symposiet i Langå. Det varede natten over. Indledt
nærmest ved en tilfældighed af værten selv, der med slet skjult præste-ironi og
et undskyldende skuldertræk kom til at henvise til et hedensk topos i
evangelierne: hvad er sandhed? Den romerske statholder fik endda det sidste ord
på det sted sådan rent sansemæssigt, hørligt. For Jesu tavshed talte jo
unægtelig sit eget sprog. Troens selvvalgte, verbale insuffiens er en trussel
mod retorik til alle tider. Jeg tier og tror. Men som forventet var det Claes
Gill, skuespilleren, der tog bolden op. Job, Job råber til os. Han var ved
sandheden, hvis ikke netop i den under sin smerte. Fordi plagerne udviskede
alle billeder under Fandens højpotente udlæg af ondskabens væsen. Jobs
smertefulde erkendelse var og blev hans ultimative nærvær, hvori han sansede
både Gud og Fanden. Som de er og altid vil være. Mægtige fyrster på hver sit
felt. I rummet mellem dem beroede sandheden, næret uopholdeligt af den fatalt
energiske udladning fra begge sider. Men først når den onde vågner, elsker Gud
afkommet i sit billede. Thi spejlingen af den almægtige i den afmægtige næres
ved det onde på vej, ved den ængstelige forventning herom og fremtræder da i al
sin skrøbelige skønhed som et betroet billede i sandhedens navn. Derfor er
forspillet til Jobs bog vigtigere end spillets selv i dets banalt grusomme
udvikling, fordi konfrontationen godt-ondt afgrænser og tydeliggør omkring et
af det vesteuropæiske individs mest påtrængende vilkår: at vide sig betragtet
på behørig afstand af en større magt. Hvorved de to instanser Gud-Fanden
nødvendigvis sammentænkes. At vide sig set af nogen eller noget og i det mål at
nærme sig sandheden om livet og døden. Vi ses, altså er vi. Men det bortforklarer
intetsted eller til ingen tid det, vi faktisk er. Billeder. Den vestlige
verdens individer er og bliver billeder i og med den uopholdelige betragtning,
som er er vor skæbne fra fødselen af. Hvad enten vi nu frister livet i
elendighedens flugt fra hus og hjem eller fra os selv i et fortvivlet forsøg på
at undgå det møde under forlegenhedens svagt sitrende stjerne. Der jo blot
nådesløst minder os om den ufattelige afgrund under og over vor ængstelige
adfærd på knivens æg. Rummet over og havet under os. Men det øjeblik vi som Job
indser og affinder os med det vilkår, at vi altså bliver set, at vi ses og selv
i vort syn blegner i udkanten af et stjernetegn, hvis pålagte, grundfæstede og
i slægten traditionsrige, narrative struktur, det øjeblik Job bliver set så
inderligt på i sin lidelse, at han bliver myte for øjnene af Fristeren, og Gud
Herren således for længst har sejret ved hjælp af sit himmelske, berettende
dias, det øjeblik kan vi få fred i en jobsk erkendelse af sandheden om
mennesket. Et billede. Billede. Og egentlig som sådan ikke nogen flertalsform.
Det blev symposiet i Langå på Østfyn. De talte et særligt sprog. Alle som én –
og hver deres eget. De valgte emner efter forgodtbefindende. Claes Gill rømmede
sig, tog endnu en dram og fiskede en bog op af den brune skoletaske, som han
havde lånt af værtsparrets søn inde i Odense, hvor han boede på Helgavej i den
øvre etage af en villa. Det var de år, han var ansat på teatret og fik
indflydelse på liv, repertoire og virksomhed på scenen i det hele taget. Han
bladrede lidt i bogen og begyndte så at læse et digt. Det var en salme. Det kan
være det samme, bedyrede han med sin hæse, ekspressive stemme fra dybet. Jeg
ville egentlig læse en salme af biskop Karl Laurids Aastrup, hvis høje lyriske
formåen endnu er en godt bevaret hemmelighed her i Danmark. Selvfølgelig. Som
det nu må være i et land, hvor man kan tilgive alt, undtagen talent. Men jeg
har drøftet sagen med hr. bispen selv inde i Odense. Han opfatter sit
salmeskriv som en tjenstlig, neutral forpligtelse fjernt fra kunsten og ønsker
ikke at blive reciteret, selv ikke i en højhellig præstegårdsstue på Østfyn.
Det vil jeg naturligvis respektere. Derfor nu en tekst af selveste Nikolai
Frederik Severin Grundtvig. En salme eller et digt – stadig det kan sgu være
det samme. Og han kan ikke protestere. Hvad han næppe heller ville gøre.
Imidlertid, ærede gæster, dette digt berører mig dybt! Gæsterne så på hinanden.
De havde vist ventet noget af Eliot, Pound, Dylan Thomas eller af Gill selv for
den sags skyld. Det blev Grundtvigs korte, gribende bøn til naturen i dødens
tegn: “Som Dugg paa slagne Enge” (1864).

“Som Dugg paa
slagne Enge

Saa falder Livets Ord

paa Kristnes
Sottessenge

I Sky da Haabet gror

Og Trøsten over Døden

Deraf er Førstegrøden

Forvundet er derved

Al Dødens
Bitterhed”

Her er
sandheden erkendt i det sansede og forstærket under den morbide synsvinkel. Når
vi ligger dér på smertenslejet, bliver det morgen første dag. Bliver det
morgenen overhovedet i brændpunktet mellem evigheden og øjeblikket. Så
gennemgribende smukt, så åndedrætsberøvende klart oplades morgenbilledet over
alle. Den enestående morgen. Den absolutte i sansningens milde kølighed. Da
fylder Guds ånde mit bryst, og jeg fødes i min død. Nogen har været der. Engen
er frisk afskåren og bløder dug i det tætte forventningslys. Kort før sol. Lige
før. Nogen har været her i det levende billede af dagens første tiltag. Nogen
har efterladt en tænkt skygge på engen. Før det var muligt at skygge. Selv i
tanken. Stadig før sol. Endnu drømmende vadefærd gennem drivvåde, skårne
græsser. Slåmand lader hånt om sit værks symbolske udlæg. Han standser, ser sig
om og forsvinder derpå ind i borte, som er hans hjem. Det er øjeblikket før
dagen. Netop det hvor blåt tætner, mange tøver, alle vågner og intet dør. Det
bliver førstedag med ét slag, og vi gennemskuer døden i Guds billede.

“Som sol går ned
bag lunden

i havet lyseblåt

i sommer-aftenstunden

mens fugle kvidre småt

så går den sjæl til
hvile

i færd med sødt at
smile

som føler, i sit ord

hos os Vorherre
bor”

Lovtavleskriften
på klippegrund opblødes i solnedgangstimen og bliver sjælen iboende som en
højst bevægelig, nærværende, kanonisk tekst. Men det er af billedet, vort håb
vækkes. Når aften slukkes i havet, og mægtige kræfter trækkes gennem oceanblå
dybder mod morgen, hvor glæden løber os i møde som en anden, gammel fader, der
har ventet med længsel.

“Som let vort
legem gyser

i sommermorgengry

mens morgenstjernen
lyser

og lover dag på ny

mens sommerdagen gryer

i hvide morgenskyer

så er med livets lys

vort sidste
kuldegys”

(1864)

At vågne
hudløs med et allerede fjernt minde om sommer og så dø i et blændværk af
skabelsens første dag og under morgenstjernens krystal, det omfatter livet i én
eneste trækning. I det kolde blå tager sjælen herefter bolig.