Pastorindens
natmadsbuffet. På et langt bord dækket med en lysende smuk damaskdug i væver
Lars-Anton Geierstamns design og med det yderst sjældne 1700-tals
Kehler-porcelæn fra Stralsund, altsammen arvestykker fra fruens
slægtsforbindelser til rige fyrstefamilier i Nordtyskland, serveredes et
umiddelbart set typisk dansk udvalg af pålægsemner sammen med godt, solidt brød.
Lad os lige indlede med en lille anke i denne sammenhæng: man kunne ønske sig
et lille udvalg af hvedebrødstyper fra intimsfæren eller slet og ret en rund,
luftig, glutenliderlig hvedebolle, som den kendes fa utallige fødselsdage i det
hjemlige forum, til at opveje det tunge rugbrød, der imidlertid oppebar det
positive indtryk af brødsiden alene ved sin mangesidige syrlighed, stammende
fra en surdej fyldt med al storbyens tristesse i smag på grænsen af
mundsnerperi. Skivens krumme afbalanceredes suverænt med udvalget af pålæg og
havde i tilgift en vis effekt på det visuelle plan, der fik min noget pjattede,
men dog i dette forhold seriøse ledsager til at associere til Monets studier af
høstakke i al slags vejr. Man spiser jo i overvejende grad med øjet, som Amons
chefkok hævder, han, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er født kyklop, og
hvis énøjede slægt kan føres tilbage til kong Odysseus’ dage. I parentes
bemærket skal det blive spændende, om Amon-chefen får sit ønske om at servere
menneskekød politisk igennem. Der er et lille problem med det økologiske
aspekt; men ellers skulle der vel være en chance, som vinden blæser for tiden.
Men den slags er selvsagt ikke pastorindens bord! Af lune sager var hendes
postej sikker vinder med en flygtig duft og smag af saeterlinck-løg, dertil
maskulin armsved med et par lette stænk af vintermår-morgensæd. Fra
nordenfjords forstås. På bordets yderkant balancerede små, yndige
Greifenbergplaketter med fedtkogte sejdsvampe, der jo, som enkelte vil vide,
kun forefindes her og dér ud mod bæltet på Østfyn. Og det tilmed i ret
begrænset omfang. Der går et lokalt rygte om, at Amons énøjede chefkok har budt
svimlende beløb for at opkøbe de steder, hvor denne svamp gror. Indrømmes skal
det dog, at svampens glimtende purpurskær ikke nemt forenes med smagen af let
fordærvet kaffefløde og noter af skilt væske fra en døende tæve, med mindre da
denne sansekonflikt var med til at forhøje det samlede indtryk. Læseren må have
mig undskyldt ind til videre. Jeg er og bliver i tvivl. Men nu til den stærke,
østfynske pølse. Røget over liljer og tørret fækalier fra et daggammelt dåkid.
En hævdvunden tradition her fra egnen. Det er synd at sige, at de kommer
sovende til det, de djærve fynboer! Farsen er en passende blanding af
flæskesmåkød og talg fra et nyfødt marsvin, saltet og krydret med den
vidunderlige blå Krukkespring, der står spredt rundt om i vore skove, og hvis
ret markante – men ikke overdøvende – smag, sanseforskydes i forhold til det
ellers mådelige, semikulinariske udflod af lun jomfru i uskyldig forventning om
at blive salig i sin excentrisk snerpede uskyldstro. Eller på godt dansk: det
strejf, der undertiden fornemmes fra indersiden af et portugisisk
Lavorcykeldæk, der netop har afsluttet en bjergetapekørsel i Tour de France. I
særklasse var tillige ostene. Gedeost fra Lucca. Smørbar fennikelcreme med et
stød af tørret, sangvinsk grøftegræs. Rygeosten manglede naturligvis ikke. Den
var OK, men jeg havde nu foretrukket en større dosis røg og et vognlæs kommen.
Dog at gå i rette med fynboer i deres genuint lokale specialitet, er nu sin
sag.

Altså alt
godt fra det østfynske spisebord. Da min ledsager og jeg bagefter flagrede til
Nyborg i nattens mulm og mørke og med smagsløgene bombarderede af de storartede
sanseindtryk, var vi stiltiende enige om, at de fem kokkehuer havde adresse
netop til pastorindens natmadsbuffet.