Præsten i
Langå indbød til natmad i sit hjem, og på ingen tid stablede fruen en buffet på
benene, skønt det ikke var planlagt. Der var tillige udskænkning af porsesnaps
efter pastorens egen opskrift, og der var nok af den, og de fik rigeligt. Det
blev et provinsielt symposion af dimensioner. Det varede en evighed eller natten
over, eller hvordan man nu tager det.
Flere gæster fra Glorup var kommet til, og det blev snart klart, at det
generøse værtspar på godset holdt hof som i de gode, gamle dage. Som dengang H.
C. Andersen frekventerede stedet og havde sine mest stabile og rolige
arbejdsperioder dér. Herom siden. Men på vejen hen faldt digterspiren i snak
med Irving Penn, den amerikanske fotograf. Fra ikke så få fotoblade kendte den
unge mand hans værker. De dybt foruroligende portrætter, hvor det menneskelige
ansigt er henlagt til kampplads mellem lys og skygge, sort og hvidt, uro og
fred. Digterspiren var opstemt, måske mest fordi hestehalepoeten havde vekslet
et par korte bemærkninger med ham. Hvor lidt udsigt til nærmere bekendtskab der
end havde været i det møde. Han fortalte Penn om sin passion for at fotografere
kirkekunst i de nordiske lande. Det og kun det. Og man kunne tilføje: af alle ting.
Sin unge alder til trods havde han været langt omkring. Mest i Danmark, men
også i Skåne. Irving Penn standsede pludselig under en gadelygte, hvis lys
skærpede væsentligt omkring hans høje pande. Han var så mild i sit udtryk. En
sådan særegen interesse for et enkelt emne, begyndte han, fascinerer mig!
Digterspiren nikkede og sendte amerikaneren sit skæve smil. Men for nylig,
indvendte han, brød jeg min vane. Hans blik mødte Penns, der gik videre. Ja-så.
Med hvad dog? Jeg fotograferede mig selv. Alene ude i en skov. Penn smilte.
Selvportrættet er en kategori for sig. Jo vist. Må jeg se dem ved lejlighed? De
er endnu ikke fremkaldt. Så kommer du ud i mit telt – du ved, det
interimistiske atelier, jeg rejser rundt i verden med. Så får vi se. Glæder
mig! Han tog digterspiren under armen, og de fulgtes ad hen til, hvor præsten
boede. Ved et hjørne længere fremme stod døden og ventede. Spiren var blevet
helt fidel, og han præsenterede forskriftsmæssigt de to for hinanden. Det er
Irving Penn, sagde han til døden, og det er døden, sagde han til Penn. Der lød
en høj, befriende latter ind gennem Langå. Amerikaneren var i sit es. Og kort
efter måtte døden modvilligt sige ja til at blive fotograferet dagen efter i
teltet med lys fra nordhimmel. De tre fortsatte nu det sidste stykke hen til
præstegården. Så lad os i mellemtiden dvæle ved spirens selvportræt i skoven.
Det blev fremkaldt i de hellige haller på afstand af dødens mørkekammer, hvor
isnende gennemtræk gør det uudholdeligt at stå. Hos Penn var en stor
varmekanon. Tilmed en aura af kontemplativ ro og humanitær holdning. En
umådelig respekt fort det enkelte, individuelle menneske. Det er jo mere, end
man kan tillægge døden i hans egenskab af menneskets kontrafejer med kamera.
Men det fotografiske selvportræt visualiserer en så udsat, vital side af det
menneskelige sind, at det overskygger enhver æstetisk spekulation og
efterfølgende terminologisk, analytisk skrift til fordel for eller på
bekostning af – det er, som man tager det – en nådesløs afsløring af individet
i færd med den ømmeste af alle hemmelige idrætter: at fange og fastholde sit ansigt
i øjeblikket. Hvor det maleriske ditto er langt mere forankret i sin rodfæstede
tradition som maleri i lag på lag. Her er der trods alt arms afstand i æstetikkens
hellige navn. Men der er to væsentlige eksponeringer af i alt fem i digterspirens
skrøbelige forsøg med sig selv.

Den
sekventielle afhængighed de to eksponeringer imellem skaber på én gang fylde og
tomhed i det første billede. Det ville være skoven som sådan eller en del af
den naturligvis. I ramme alvor. Et selvstændigt motiv, var det ikke fordi, der
kom en og satte sig midt for med højre arm støttet på det fældede træ. Blikket
nedad. Munden lukket. Selvportræt med lukket mund. Det er et viljesanliggende
og røber en ikke ringe fotografisk indsigt, der kræver rammen sat før billedet
og dermed vejen banet for en dokumentation lidt ud over det sædvanlige. Et
første gennemslag langt ind i skovens hjerte, hvor lysets reflekterende arbejde
i underskoven på sin vis modarbejder den unge fotografs intentioner ved at
fremstå så naturskønt i sit nedslag ind under middag. Det øjeblik et sted i
underskoven, et sted i provinsen. Af alle steder. Hans beslutning om at lade
sig aftage efter egen vilje som eneren henfaldet i tanker over tilværelsens
sære kår. Over verden uden for verden i skoven dér. Overalt uden for hans
bankende hjerte. Smerten i det næste åndedrag som en ynkelig
solidaritetserklæring til al den lidelse derude, som han ved, han ikke ved af.
Fordi skovens smeltepunkt ind under middag er den verdensfjerne, gennemlyste
poesi, han ikke for nogen pris ville være foruden. Hvorfor han tager stedet af
i billedet før billedet af sig selv og således med føje etablerer grænserne for
sin egen, selvkredsende vækst lige i det moment, hvor han sætter sig i
fokuspunktet for næste eksponering. Ham selv. På spring og i hvile. Parat og
undvigende. Stærk og svag. Det ved han dog, at om lidt er han død i sit eget
billede. Så må verden skytte sig selv fjernt fra hans udvalgte skovpunkt, der
blændes over i stadig lysende forandring herefter. Som det nu engang er.
Videre. Det er, og han var og er over for erindringens eufemisme i hvert
transparente blad gennem skovbunden samlet på et eneste, forsvindende sted. Når
verden standses i et fotografisk billede, gør den eksponerende sig skyldig i en
global undladelsessynd. Det være sig nok så tæt på katastrofen. Eller fjernt
fra. Den visuelles rapports vidnesbyrd kan strengt taget ikke bruges til noget
dér, hvor det brænder. Nu. Generelt er den historiske billedbog alt for
fredelig. Men det fotografiske selvportræt rummer en mere subtil flugt. Hvis
ikke verdensforagt i det stille. Digterspiren tyede til den nemme vej i det
svære. Han fotograferede sig selv i sensommerskoven; men kortlagde forinden det
rum, han havde valgt i lydighed mod det konfessionelle i foretagendet. Det
forsvarer eskapismen. Eller forsvarer. Det retfærdiggør den og eksponerer dens inderlige
stræben i selverkendelsens navn. Det er længe siden. Skoven ser jo ikke sådan ud
mere; men den er der. Åben, lysfyldt og verdensfjern. Det er længe siden. Sommeren
1966. Men i vor tid har det fotografiske selvportræt mistet sin uskyld. Hele den
slet skjulte højtidelighed omkring mig og kun mig. Vor tids selfie garanterer den
personlige sejr og indiskrete position i verdensbilledet. Ingen tåkrummende tøven
her, og selvcentreringen har fået et simpelt medium i selfiestangen. Selvtillidens
forlængede arm. Men dengang i 1960’ernes udblændede sommer skulle der godt nok en
dyb indånding til. Derfor er uskylden intakt og sårbarheden særlig udsat. Derfor
tog digterspiren et langt skridt frem i livet, da han lod øjeblikket tilbage i en
eksponering for egen regning.