Men hvem
eller hvad formulerede Gud Herren før Gud Herren? Et svagt skyggerids af noget
oprindeligt, der konturerer sig selv lidt efter lidt og ender med en
antropomorf, knivskarp tilskikkelse af noget. Gud er noget. Noget andet er hans
ånd. Den er jo alt, men også intet. Thi i spændingsfeltet mellem de to
organiseres selve skabelsesaktens dynamik. Her råder den absolutte før-adamiske
navnløshed. Gud tænkte fisk, og fisken var. Gud tænkte ræv, og ræven var. Gud
tænkte fugl, og fuglen fløj. Men da Gud tænkte et væsen i sit billede, tøvede
han et øjeblik og vendte sig på tærsklen til det jordiske paradis. Det blev
Guds mageløse indsigt på skabelsens første dag, at tanker er forgængelige,
flygtige som et åndepust. Altså måtte han ind bag tanken, efter at den var
tænkt og dermed nå frem til dens førbilledlige, uvæsentlige, grå
værenstilstand. Han stod i alt, sansede intet, men vidste tillige, at det var
selvskabelsens genuine potentiale. Og dog var det så som så med den uendelige
billedløshed, thi netop gudebilledet, der skulle blive Guds billede for så
omsider at være Gud, var den grå væren iboende. Gud var før Gud. I et billede. Men
når det berettes, at han skabte mennesket i sit billede, var han sig følgelig sit
eget billede bevidst før mennesket blev manifest af hans hånd i et billede af Guds
billede, som igen var født af noget, der må have været oplyst med et potentielt
gudebillede uden grænser, som han derpå satte i en skarp, genkendelig form. Dér
Gud Fader. Den gamle af dage. Men åbenbart ung nok til at fostre sin grænseløse
plan for alt og alle. Endnu er det ventede det ventede. Vel sagtens den lykkeligste
af alle tider, i hvilken vi ser frem. Når først de sidste tider kommer, når grænsepælen
markerer den absolutte standsning, er der jo ikke mere. Thi øjeblikket har så ikke
noget næste øjeblik at forvente i lyset af det første øjebliks nu absorberede fylde.
Eller med andre ord: ventetidens øjeblikkelighed er dynamisk. Det rummer endnu Guds
vigtigste ord: bliv!, der undslap hans læber i forventningen om det kommende i stadig
uforudsigelig udvikling.