Men nu med
Bosch. Hvordan kan det være? Centralperspektivets fjerne blå bjerge er rykket i
front, og dog er de på afstand. Langt, langt væk. Et bjerg i Boschs billeder
kendes på konflikten mellem nær og fjern, foran og bagude, nu og ind i
fremtiden. At være i et Bosch-billede er at opgive alle tillærte forestillinger
om rum og tid. Der er ingen dimension at tage vare på. Thi alt er det.
Dimensioneret i henhold til Intetsted. Og dog er oppe oppe og nede nede. Haven
for de jordiske lyster er både helt almindelig og alt andet end det. Den kan
visse steder ligne enhver offentlig, velholdt park, andre det glade vanvid. I
denne modsætning eller ligefrem sammenstød kommer Boschs skønhedslængsel til
udtryk. Den er en visuel konsekvens af en ordenssans grænsende til hysteri og
et dybtfølt oprør her imod. Det er jo ikke ualmindeligt, snarere tværtimod, at
kunst skabes i et konfliktfyldt rum; men når billedet tager magten fra dets
skaber, formuleres næste træk med rystende overblik over situationens status.
Mødet mellem almindeligt og ualmindeligt er brutalt i det bosch’ske univers,
for det er på dette sammenstød hans fortvivlelse beror, og derfor her hans
kunst er størst. En svulst emmer af cremet, lyserød materie, mens spidse næb og
kolde, sorte øjne vogter på stedets lysende underlighed. Vi kan færdes frit hen
over de mellemliggende egne, længes mod bjergene i det fjerne, rulle os
overgivent hen over trimmede plæner; men rør ikke de blomstrende gevækster i
deres knivskarpt afgrænsede, absurde stand. De bevogtes af fjedrede dæmoner,
hvis våben er den kulørte detailrigdom i deres fugleham. Det skræmmende er i og
for sig fjerens modsigelsesfyldte væsen. Dens flyvefærdighed som æterisk
synligt udslag af skaberhånden, der begyndte det hele i billeder. Genesismyten
er en glat fjer i hatten på Guds maleriske ambitioner. Glem ikke, at han er
billedmager. Selv sagt uden grænser. Fordi han selv er billede med den
suverænitet, som det indebærer at tegne sig selv, før noget overhovedet var
tegnet. At være gjort i hjertet af oprindelighedens paradoks. Det er det, Bosch
rammer i skildringen af det paradisiske univers, hvor underligt trives frodigt
side om side med det umiddelbart genkendelige. Med dagen og vejen. Med det
almindelige der i næste øjeblik bliver sit modsatte ved at være anbragt i
nabolaget af det netop ualmindelige. Så meget desto mere tankevækkende
forekommer det, at Gud Herren figurerer som en lille, selvudslettende splejs,
der mest af alt var tilbøjelig til at undskylde det hele.