For at
forstå Bosch må vi undgå ham. Men vi vil ind til hans angst og fortvivlelse. Vi
vil se, hvad der plager ham. Vi vil atter og atter jage hans skønhedslængsel.
Jage sammen med ham, i sporet af hans gråd. Gennem favne af sære billeder. I
den europæiske optik falder forestillingen om at gå durk ind i et rumligt motiv
forholdsvis let. Langt derude ved de blå bjerge, hvis toppe strejfes af
aftensolen mødes vi under de sammenløbende linjers hellige punkt. Så nåede vi
frem, og billedrejsekongen kan vende sig, pejle omkring og indlede sin lange
apologi. Det er: historierne om forhindringerne på rejsen derhen, hvor han nu
befinder sig i heroisk majestæt. I Bosch’s lysthave ophæves perspektivet. Hos
ham er alt nært og fjernt. At rejse i hans univers er en studie i mættet
iagttagelse. Lad os engang prøve. Den samlende, visuelle idé i
hans lysthavemotiv er et lysende landområde. Der ligger bakke ved bakke i tæt
sammenstablede formationer. Som var landet presset af en overmægtig skaberhånd
til at fremstå mere markant i et større spand af vækst end det egentlig kan
rumme. Bag en af formationerne dukker en lille flok dyr op og spankulerer
tilsyneladende med ophøjet ro ud mod billedets randområde. Deres profiler
skærer klart gennem luften og røber en vild sårbarhed under det beherskede
ydre. Det sidste dyr i flokken vender sig og spejder rundt, som om det søger
noget. Lidt derfra op imod noget buskads står et hjortekid med ryggen mod
flokken, som den åbenbart har forladt for lidt siden. Dens bug lyser i et
genskær, selv om grunden under den ligger hen i skygge. Undertiden mærkes en
frisk brise. Den kommer inde fra en kulsort lund, hvor enkelte kridhvide træer
løfter bladene åbne, yndefuldt og lyser mod den øvrige vækst. Det er, som om
vinden opstår i mødet mellem mørke og lys og undslipper lunden som et roligt
åndedræt. En håndfuld blade hvirvler i en søjle, som fra tid til anden knækker
og jager dem på flugt ud over de gule enge for straks at gendannes med andre,
løse blade. Dyrene når imidlertid ned til søen og giver sig til at drikke. Her er
mange forskellige hjorte. Deres skind tager farve efter det ustandseligt
vekslende skær fra vandspejlet. Brune, rødlige, afbleget og atter mørknet mod
violet. Også en enhjørning af samme spinkle skikkelse som de øvrige dukker op
og begynder at drikke. Den løfter snart hovedet, pejler rundt med sit
pandehorn, hvorefter den vender rumpen til søen og skider ned i vandet.
Klumperne går sydende i opløsning og danner stadig nye farveringe, som den giver
sig til at rode rundt i med hornet og sender ud over søen. Dér hvor en ætsende
gul plamage tilfældigt rammer den modsatte bred, stiger et mærkeligt dyr op.
Som om det er dannet ud af det hidsige farvespil. Det går på bagbenene og ser
ud til hele tiden at balancere på en line. Ind imellem er det ved at vælte, så
rækker det armene eller forbenene ud til siden og får atter styr på ligevægten,
mens det gaber og hvæser til alle sider. En lang, besværlig balancegang bringer
det hen til en lyserød, kraftig vækst, der består af en fire-fem glatte bolde
med en centralt anbragt åbning, hvorigennem man af og til skimter blanke øjne,
en snude og et par kløer, som griber fat i åbningens kant. Hele gevæksten står
i en lille dam, og dyret, der kommer hen, vader ud og kravler ind i den
nederste hule. I det samme kommer tre skikkelser gående. En gammel mand og et
ungt, nøgent par, der er i færd med ivrigt at forklare ham noget. De passerer
den lyserøde stander i dammen og standser lidt efter midt på en åben slette,
hvor parret slår sig ned, mens den gamle giver sig til at tale med skinger
stemme, samtidig med at han gestikulerer i små, fine bevægelser. Afstanden til
taleren er for stor, til at de kan høre, hvad han siger; men alligevel
registreres en vis glæde i tonefaldet. Måske forventning. Overalt sker der
noget. Stedet er befolket af dyr og mennesker, der færdes rastløse mellem
hinanden. Ingen ser den anden. Deres blikke er matte og sløve; men kroppene,
der alle er nøgne, står aldrig stille. Her og dér maser de sig frem, som om de
har et mål, eller der er noget, de skal nå inden for kort tid. Dyrene er på
størrelse med menneskene, andre endda større. De er til gengæld noget nær
frygtindgydende i deres årvågenhed. Som om intet går deres opmærksomhed forbi.
Ikke at de er truende i adfærd; men alle har store, sorte og skinnende blanke
øjne, der suger den mindste bevægelse til sig. De er et overalt uudgrundeligt
nærvær, tager det mindste træk ind og skænker det sete tilbage til nyt liv, som
så er hjemfaldet til at blive slugt af andre kæmpeøjne i et uopholdeligt
kredsløb. Der hersker en stilhed over disse gyldne enge, som slet ikke
harmonerer med alt det, der er gang i rundt om. Men langt borte fra høres en
stadig strøm af råb og skrig, som på besynderlig måde virker mere lokkende end
skræmmende. Et sted munder vejen ud i en lang, mørk passage, der ligesom samler
de grusomme lyde fra den anden side og fortætter dem til et samlet nødråb, der er
så hjerteskærende, at øret har svært ved at rumme det. Men lyden trænger videre
ned igennem kroppen omsat i en ubestemmelig, overvældende følelse, der på sin
vis er værre end smerte, fordi den er umulig at lokalisere. Den er overalt i og
uden for kroppen. Den sidder i alt ned til mindste fiber og gør krav på at
blive mærket i sin totale vælde. Imidlertid letter presset lidt efter lidt. På
alle måder og stik imod forventning. Skrigene er med et slag forvandlede til
sød musik. Luften er fyldt med blomsterduft, og der slipper en flod af lys ind
fra gangen og frem til en klippehorst, der skyder op i et fladt, nøgent og
mørklagt land. På dette sted opstår et billede i billedet. Klippevæggen har en
lang række fremspring, hvor der står tæt med mennesker, alle fornemt klædte.
Kvinderne i prægtige kjoler, mændene i forskellige dragter – krigerudstyr,
munkekutter og kongeligt skrud. Men alle stråler som forgyldte og afgiver en
varm, rødlig refleks af lyset, der rammer dem. Deres bevægelser er begrænsede
til det sted, hvor de står hver især. Meget lille råderum har de; men det
forstærker kun deres kropssprog og gestus. Prøver man at overskue hele
klippevæggen opstår et funklende, vidtstrakt bevægelsesmønster – et myrebo,
hvor enhver er i ustandselig virksomhed, men uden kontakt til personen ved
siden af. De er alle sig selv nok, kigger drømmende frem for sig. Har man først
betragtet dem i nogen tid røber hele deres adfærd, så vel det kropslige udtryk
som øjnene og ansigt i øvrigt, at noget er galt. At de lider. At alverdens
smerte samler sit brændpunkt lige midt i livet på dem; men at de samtidig søger
at ligne lykkelige mennesker, der står i samklang med deres udstyrs pragt.
Større smerte kan man ikke blive vidne til, fordi de søger at skjule den. Det er
helvede. Øverst oppe på klippens højeste afsats ses den hellige Guds moder,
omgivet af en strålende ring, som ikke modtager sit skær fra det bagfra
kommende lys; men som selv udsender denne kraft. Det flyder derfra ned blandt
befolkningen under hende. Uden dog at slukke for deres gyldne pragt. Snarere bliver
det forstærket heraf. Mage til forestilling. Eller det er lige netop hørligt.
En dyb, undertrykt summen, der kun fremhæver den smerte, de lider under.
Samtidig ændres synet af dem, for set nedefra skifter de på en måde udtryk.
Eller det hele bliver simpelt hen et mere sindsoprivende skue fra det sted. Man
er nær og fjern på samme tid. I strømmen, der udgår fra gudsmoderen på øverste
afsats, begynder alle kræfter at samles i en helt enestående midte, der tiltrækker
alt, hvad der udgår fra folkevrimmelen. Deres foruroligende lyde, vamle lugte,
bevægelser og falske ydre i noget som hverken er synligt, til at høre eller
lugte. Det er opløst og fortættet. Det er så ubegribeligt stærkt. Det er dér et
sted midt for. Man får ondt af disse fornemt klædte, fortvivlede narre. En kort
smerte, et stik i hjertet. Hellige Guds moder. Hjælp os! Billedrejse endt.
Foreløbig. Arme Bosch, fandt du nogensinde en skygge af den skønhed, du halsede
efter som en af dine egne, tobenede fløjlshunde? Men hårdtprøvede øjne finder
hvile i ekfrasen. Det er: billedet i tekst og teksten atter billedlig. Oppe fra
scenekanten i Langås forsamlingshus fortsatte Gills dybe, lidt hæse bas
fremførelsen af Andrups lyrik om Bosch:

Hans have

Er
uendelig lukket

Fladens
begrænsning

Er et
billede

I plan med

Øjets
selvforskyldte

Vaner

Løb som
ind i helvede

Men glem
ikke

At få dit
billede med