Han løber
alle veje tomme under sig, brænder de sidste broer bag sig og ser i det samme
at Herren lader sin godhed passere forbi hans ansigt. Tiden nærmer sig busken
på de udbrændte stepper. Hvor de mødes, åbner sig et værested for sårede fødder
på flugt. Lysets torn skriver med griffel i hjertet af hans smerte. Dette er
min søn på vej. Men han løber rådvild andre spor efter sig, ind til en ny bane
vidt åben i kærlighedens simple navn afstikker øjets forkætrede fokuspunkt mod
uendelig. Han er tiden, for så vidt som den er ham. Ingen mellemvej lægger
dæmpende bånd på hans indbildning om her og dér. Undervejs blev det set, at den
flygtende to skridt fra ham bar slangens stigmata i sin hæl. Mellem ham og
derude beror den. Tornen i øjet. Splinten i den andens. Bjælken i hans.
Buskbrænding er et jævnt hen tidsligt anliggende. Om end med evigheden for hans
arme, rastløse blik. Så vedvarende en brand forekommer kun én gang. Altid. Det
er nok Gud. Men det begynder i klippefast tro på stenfladens renfærdige væsen.
Et forsvindende sted. Dér hvor en stenmester engang har gjort fossilt skrab-ud
for nådigherren. Eller hvem det nu kan være. Han mødte døden i et billede på en
sten et sted i en kirke. Så hvorfor ikke starte med fladens lapidariske
kantsprog, der taler rent, om end nedslidt, men først lysår efter skæring, da
det korte minde omsattes i figur. At ridse døden i det stendøde er selvsagt
dræbende. Knokkelvæsenet danser i uvant retning med sit timeglas og forsvinder
ind i præget efter århundreders ørkesløs vandring på vand på sten på livets
morgenglatte alter, mens håbet udlignes, at afretningen kan tydeliggøre
utydeligheden i det løbende minde om ophold blandt andre ventende på mening med
fagre ord fra feltet lige under Gud, hvor jomfruen ventes at rejse sig, modnes ud
af sin sorgopløste elendighed, dog strålende og omlagt stimer af svømmende
fosterøjne i bugens åbne vand. Ind under aften vender døden sig i stenen. Var
der nogen? Hvem kaldte? Ude i scenemørket bag forhænget til tabernaklet lyder i
det samme et skud. Punktum. Stensætningen er færdig og nedslidt længe før livet
efter livet to skridt fra døden undfanger mysteriet på Golgatha i et
efterbillede, der rækker fra toppen af hovedpandestedet ned over sletterne,
hvor det tænder tornebusk i glød undervejs mod den størst tænkte metafor i
tankens verden. Hulemennesker ser i deres bundne kvide skyggefilmen af vor
frelsers sidste time, hvorved sandheden bliver skygge og skyggen sand over alle
bjerge. Kristi død på korset som frysende, tungt dias bevæget i sort-hvidt hulebillede.
Her begynder bønnen, her ender drømmen om en ideel verden. Skyggeslaver, når I
engang bliver frie og ser verdenspunktet brydes i et sammenløbende, lineært
maraton mod målet på klippen. Krydsfeltet mellem to grove bjælker i et hurtigt
opslået kors, da ved I mindre end nogensinde om døden og livet, men alt om
skyggers sammenbrud efter helaftensspil på væggen. Da er I rene på sigt og set
fra brændpunktet af et perspektivmaleri, der åbner tilbage mod den lykkeligt
forførte tilskuer. Dér er jeres tro, hvor skarpheden falder i slag og bliver
absolut. På trods af jeres opvækst som trælbundne i en spekulativ metafor om
ophold i mørkets mørke foran et lysende billede flagrer I nu om på sletterne
uden mål og med, løbske og hjælpeløst fortabte foran billedet af billedet af
Guds søn i færd med at opgive ånden med erklæringen i dine hænder, far! Det er
så gribende og menneskeligt. Han var så skrøbelig en udløber af profetens
søgeord. Se, hans legeme synker dybt i sit ophæng og indridser en grum skitse
af jomfruens moderveje. Frem og tilbage lige langt. Hør den store stilhed
kommer nærmere. Nedsmelt øjeblikket og tag vare på korsenes skygger nede på
klippegrunden. De løsladte kommer os til hjælp. Nok er deres uvidenhed
grænseløs, men om skygger ved de mere end fadervor. Ville I mig noget? Det er
såmænd døden fra den glatte ligsten, der spørger venligt og lidt utålmodigt,
idet han minder os om, at hans flade kan blive trædesten ind i tiderne på kryds
og tværs, som det nu må være. I hvert fald til at begynde med, og inden de
filosofiske skygger gør rede for mysteriet på Golgatha under trussel om at
blive sendt tilbage i hulen til nye, bevægede sekvenser af det grå dagliglivs
husmoderfilm. Now, come on knokkelmand, kan du måske forklare, hvad der skete?
Din nedgjorte status af graver og timeglasforvalter vælter næppe noget regnskab
lige med det første. Endnu er din gravskrift harmløs. Men det glatte lag
foruroliger lige godt. At være stenskygge af sig selv nedkalder paveband over
vore hoveder. Hvad du er, død, rammer jo os alle i finalen. At krybe ind under
huden på dig er første skridt mod bevaring i musealt læder. Om tusind år sveder
vi surt og sort. Men alene det at du spørgende røber en lille svaghed ved dit
kældervæsen, giver mod til at blive din tro ledsager på rejsen fra gamle dage
til nu, hvor du vender dig i det blankslidte lag og igen spørger ud i
katadralen: hvem er det? Det er os dødelige, dit fjols, skal vi se at få
begyndt, før det er for sent? Lys timerne op med dit rindende glas og ban os
vejen med din latterlige spade. Hvornår begynder gamle dage. Sig os det. Hvem
andre ved det, når Gud er på langfart et øjeblik af alle tider? Så brug dog for
en gangs skyld dit timeglas i stedet for bare at minde os om det. Tempus fugit,
ja, men hvad fanden er klokken efterhånden? Gud ved, om han ved det. Gud.
Historien rager ham. Det er sekundet, der tæller i hans åbne tabel over ethvert
kødeligt regnestykke. Netop åbenheden er hans nådes dansende myggesøjle. Engang
hen på dagen. Når sol falmer får Gud blanke øjne og stilheden bliver absolut.
Ræk mig derfor, oh død, din hånd og led os gennem vort eget liv ind i historien
om det skønne til alle tider. Vidste du, at din skrøbelighed er ynkværdig? Men
skøn for den sags skyld. At det i grunden er synd for dig, som du står dér med
timeglas og spade og prøver at se truende ud. Der er ligefrem noget jovialt,
hvis ikke muntert over din lasede apparition. Eller med andre ord: døden er
clown. Da stiger i det samme din visdom til himlen og den unge digters egen
slet skjulte dumhed forstår dig. Han har fået en ven. Pludselig. Her er hans
niveau. Et sted midt mellem himmel og helvede. I dødens favn. For han fatter
ikke Gud. Fandens også! Lad nu rejsen begynde. Det er på dagsordenen at starte
med denne tid af alle tider. Det er der bare ikke tid til. Eller rettere tiden
er ikke tid, før der er gået nogen tid. Derfor er der ikke tid til denne tid.
Kronologien er altid konge, og nuet krones først i evigheden. Vejen tilbage er
tilmed belastet med bedrevidenhed. Der siges jo så meget om nutiden i forhold
til fortiden. At den først kan blive skrift engang i eftertiden. Tidsskrift.
Det er ingen dårlig vittighed. Men følgesvenden, rejsekammeraten, guiden står
på sit. Hvad stiller man til syvende og sidst op over for døden? Det vil sige, han
går derud ad, altså tilbage for at være præcis, og de søgende følger en tidslig
tryghed i regressionen. Ok, er vi dem, der er gået? Men det vidste I næppe. At
døden er fotograf. En rigtig en. Skønt det er jo efterhånden et forslidt
dictum, at fotografiet er døden. Men at døden er fotograf. Han skal så vist
have vredet armen om, hvis han skal tage en selfie. Jeg lys-tegner, siger han
opblæst og ser sig om. Døden er en anakronisme. Fred være med ham lige dér. Men
hans mørkekammer slipper man ikke ud af lige med det første. Det er en uendelig
gennemgang, thi vandringen i tid er også den evige gang på stedet i hans
mørkekammer. Hør engang hvor patetisk: dødens mørkekammer. Det er på én gang åbent
og lukket. Det første mærkes på vindene, der lander fra alle verdenshjørner og
starter igen mod nye eventyr. Det andet, lukketheden, beror i dødens
fotografier, når lyset samles i ætsende krystaller og befordrer en sølvhvid
klarhed, der i sin urokkelige habitus mimer hans inderste væsen. Bestandighed i
stadig opløsning. Hver gang han vækker et sådant dødsmærket paradoks frem af
mindevæsken i sine åbent forbundne kar fikseres nye kredsløb et sted på jordens
bold. I dødens vintermørkekammer stabiliseres tanken om det skønne, dets væsen
og uvæsen, gennem nattens træk fra pol til pol. Jagende og bremset, stilnet af
magermanden udkrystalliseres med ét billedet af den unge digters mormors død.
Fra stormbølge til stille, stille parcelidyl øverst på verandaen ud mod haven.
Det er dødens frygteligt subtile måde at skildre de sidste tider i en
familieidyl en sensommerdag i det sene, rosa udslag af lys. Mormorens åndelige
død. Hun levede så mange år efter sit slagtilfælde den nat. Hendes hjerne
eksploderede. Det blideste menneske i verden blev forvandlet til en heks, der
jog ham rundt på havegangene bevæbnet med kæp eller hammer undertiden en kniv. Han
prøvede at grine ad det, var jo langt hurtigere end hende. Men ude på gaden på
vej hjem igen græd han som pisket. Det værste var næsten en minimal forskel i
mormors ansigt. En lille, men ækel ændring – en skygge lige under underlæben.
Smal og gråbleg. Mange nætter gøs han over for tankebilledet. Ubetydeligheden i
dødens før-fotografi af aftenudsigten til dagen efter, så lumsk destruktiv i al
sin bagkloge skønhed. Aftensolen som et tilbageskuende potentiale ved den
blodige alvor i familiens skød. Så uskyldige var de i deres uvidenhed om det
eruptive udbrud inde i mormors runde knold. Aldrig, aldrig har dagens sene lys været
stærkere og smukkere i sit indfald ude fra vest, hvor brølene fra de snævert
indespærrede rovdyr i provinsbyens lille zoo nåede frem med lyset i en
fremmedartet, eksotisk klang. Se, alt dette er skønhed! Døden peger
demonstrativt. Billedet er færdigt. Og dér står mormor, blidhedens tavse
apoteose, intetanende som de andre. Men hvem tog det billede, når de alle stod
dér på verandaen øverst? Døden ryster på hovedet. Dummere spørgsmål. Så
forskydes hans synlighed en anelse i forhold til skålen med fremkalder og en
tynd skygge udhæver hans krop i det væsentlige. Stensikkert. Eller krop – det
er resterne af en sådan; men netop den skrøbelige manifestation gør dødens
mørke lysvæsen troværdigt. Han er en faderlig guide og med ham går den unge
digter ind i alle tider. Døden er for resten en mesterlig aktør. Ikke til at
stole på og pålidelig i ethvert tænkeligt bedrag. Hans sceniske tæft er
betragtelig. Derfor er et lavrelief af hans elendige skikkelse udtryk for en
inderlig, tilbageholdt styrke i det samlede, figurale udtryk. Årmillioners
lysfølsomhed ligger immanent i stenfladen, hvor mejslen har fjernet det
overflødige og ladet billedet eksponere i et umuligt omrids af den gode
gartner. Noli me tangere! Den symbolske timeglasforvalter flagrer omkring i den
fjerneste ende af haven og drømmer om den aften for længe, længe siden, da han
spadserede sammen med Vorherre og drøftede livet og døden og fik pålagt at være
alles endeligt i billedet af en utvetydig repræsentation, som ret beset beroede
på skyggespillet ved middagstid. Omkredsen skulle ikke lade nogen i tvivl.
Fineste skyggerids. Selv om han er nedslidt over alle grænser. Utallige har
trådt døden under fode på den stenflade. Ikke desto mindre lever han sit eget
liv. Døden. Først og fremmest i billedet af sig selv. Og dog forbliver
spørgsmålet ubesvaret, om så megen mening til syvende og sidst kan udlægges af
dette epitafium, at man trygt kan separere en figur, gøre den til figuren og
lade sig lede mod ukendte mål, hvor skriften savner troværdighed og kun billedet
råder. Lad os begynde her, hvor tvetydigheden er et udtryk for den skjulte
genesis, som er tekstens skabelse i andet led. Vi står med en sær tilsnigelse,
der vil vejen tilbage til den første billedløshed. Den adamiske gråzone, hvor
ikke-billedet har sin udviskede status. Altså udvisket. For hvis der ikke har
været et billede før til at viske ud, har der ikke været noget overhovedet. Han
standser og vender sig. Døden. Det betyder: ja netop! Sådan er al begyndelse og
sådan begyndelsen. Lad os se på den før-adamiske tilstand, for det er vi enige
om, at Adam flagrede rundt i et billede snydt ud af næsen af Guds billede
sammen med Eva, da hun var steget op af hans – Adams billede. Genesis er en
billedbog og som sådan underholdende nok. Men tiden før alt det. Der er vel
grænser. Ikke hvis billedet er sit eget billede på ikke-billedet. Da kan man se en sådan tilstand af ingenting, fordi
man dybest set intet ser i billedet af det. Stadig væk, der er grænser eller
ramme, nu vi er på det felt. Man sanser intet, men ved, at det er et billede.
Der er en ramme omkring det sete, og dette ses ret beset, fordi der ikke er
noget at se. Billedet af intet. Men billede ikke desto mindre. Altså intet
intet uden billede. Og dog når først billedet er i omløb som billede må der nødvendigvis
også være noget før dette eller måske snarere udenfor. Hvis vi antager, at
billedet vitterlig har en tilstedeværelse, en slags absolut væren, og at vi
omgås dette i og med denne ved at færdes dér, så kan det ikke nægtes, at der må
have været en før-billede-tilstand, hvorfor vi følgelig står med et tidsligt
problem. Altså alt det før-billedlige over for billedtilstanden nu med
eskatologisk udsigt til efterbilledet. Det ophæver ikke billedet som absolut.
Det forskyder det, selv om netop den bevægelse, forskydningen, fastholder en
rumlig dimension. Lad os forsøge med betegnelsen omplacering. Det omplacerede billede er og er ikke. Det er udsat i
randområdet af vor forestillings yderste formåen, hvor det berører vanskeligt
bestemmelige forhold med mere eller mindre gyldigt rejsehjemmel ned i det
ubevidste – i dybet – himmel og ocean. Er det nu også nødvendigt? Og dog, vi
kommer på et tidspunkt nødvendigvis til
drømmene og sætter vor lid til, at deres numinøse væsen åbner nye veje. Lad os
slå fast, at drømmetolkning har Fanden skabt. Men deres foruroligende immanente
kraft gør stum og stiller os som i det aktuelle problem over for billedets
væsen/ikke-væsen med en ydmyghed i erkendelse af, at her findes måske åbningen
til det størst tænkelige, noget nær den dybeste nat. Vi mærker et første
minimum af den ubegribelige væren, af noget som ikke er. Lad os gribe til en
betegnelse, den være sig nok så patetisk. At finde navn som en anden Adam i
uskyld til noget, som måske er det højeste, er selvsagt overmod. Men vi lader
Hybris råde, thi Borte er gud. Hører
I: Borte. Han er Borte i det tænkeligste af alt nærvær. Borte er borte som
Borte. Og dermed Borte. Borte er gud i kraft af paradokset, at han netop ikke
er. Men nu beror billedet altså midlertidigt ude på sidelinjen af alle centrale
indstrømninger i afgrundsfeltet af vore hjælpeløse, uafviselige drømme, og vi
vender os mod den fortvivlende gåde, om der har været eller er et før-billede,
som i sagens natur ikke er billede, men på kanten af et sådant, eller hvordan
det nu skal udtrykkes, som ikke lader sig udtrykke eller – hvad værre er – ikke
lader sig forestille. Gudbevars for det frygtelige udslag af Borte. Men før det
løber helt om hjørner med os, så lad os vende blikket mod et eksisterende,
endog sakralt billede for dog blot at gøre bevægelsen én gang fra billede til
tanke. Døden smiler tilfreds, selv om det kan være lidt svært at afkode
minespil i et så afpillet hoved. Han smiler, fordi vi med føje har valgt
billedet som hovedvej. Også fordi han selv er billede, sten eller ikke sten.
Billedbehandling, billedbevidsthed, billedsyn, billedtro, billedliv set gennem
dødens billede. Nature morte. Tør så det smil af, død! Men han kan jo ikke andet.
Manden der ler. Død eller ikke, den unge digter har valgt billedvejen mod
større klarhed. Giv ham et billede, og han forstår en brøkdel af verden. Giv ham
et billede, og han er trådt endnu et trin nærmere den store ubekendte, der som
bekendt er Borte. Giv ham et billede at gå ind i, igennem og det bliver aften
og morgen for mon hvilken gang. Men i et billede. Det gør en forskel, for
solopgangen er lysere i et billede, ligesom aftenen er særlig renset i et
billede. Giv ham et spejl med hans billede, at han kan bedrage sig selv. Giv ham
en selfie, og løgnen bliver fuldkommen på nær det, der kom med i baggrunden. To
fyre i samtale, ramt af formiddagssolen. Det er verden og verden nok i den
mindste del af den. Vi nærmer os det forsvindendes æstetik. Erkendelse rummes
imidlertid i hjørnet af ethvert billede. Selv det der viser intet. Blow-up og tomme trusler. Eller nej, dér yderst i
billedet, dér hvor eng og skov løber sammen, drejer vejen ind i evigheden,
opløst af sol, grebet af Gud og Borte. Hvis Borte som antaget er Gud. I et
billede hvor han er borte. Men nu døden. Han er en vendekåbe. Helt bogstaveligt
thi han vender sig gang på gang og ser tilbage. Der er noget umådelig fatalt i
denne dødsbevægelse. Standse og vende sig. Lægge et århundrede bag sig og gøre
det symbolsk i bagudsynet på verdens gang. Mellem vinter og vår vender døden
sig om og anviser et billede at leve i og med. At leve som billede i et
billede. Men nu starter vi jo alligevel forfra og fremad, død, du ville partout
gå tilbage. Sådan noget giver han imidlertid ikke igen på. Men lad os engang
fastholde dette: Gud er Borte og døden er hans museum, hvor alverdens billeder
beror, standsede og fikserede i eskapismens hellige haller. Dér færdes vi
uanfægtede. Dér kan ingen nå os. Museal fred er et åndehul. Visse billeder, jeg
siger jer, visse, visse. Her er al orden bandlyst. Det er måske nok ikke
nødvendigt at sige; men så bare for en ordens skyld. Her skrives ikke
kunsthistorie, men æstetik i forsøgets blakkede navn. Dette er eftermæle. Døden
holder den unge digter i hånden. Om nogen har han føling med ham. At være
dødsmærket er at være til. Gentager: dette er eftermæle set i det forsvindendes
æstetik. Han blev aldrig den forsker, han drømte om. Digterspiren. Hvad dette
hans kaotiske vidnesbyrd demonstrerer med al ønskelig tydelighed. Det begyndte
– og måske ender det – foran et smukt, morbidt stenbillede. Erindringerne
vælter ind ukontrollabelt foran dette og
fortsætter en regnvejrsdag ved et maleri fra middelalderen. For så vidt hans første æstetiske erfaring.
Cykle gennem sommerregn, døbes i tæpper af gråt på gråt for efter et par dages
rejse at stå foran sit erklærede mål: nichens byzantinske madonna. Et
kalkmaleri. Det smukkeste i Norden. Madonna Hodegetria. Det betyder den
henvisende madonna. For hun peger på ham, det hele gælder, Kristusbarnet i sit
skød. Se, mit menneskebarn i Kristus. Se! Og i samme nu spærrede et andet
billede. Efterhånden et gammelt minde i klam fugt ind med regnen udefra. Ind
under et tidligt løfte fattet time efter time foran et skoleanskuelsesbillede,
buet og slidt af al den betragtning gennem årene. Lige til at hænge op på
tavlen med de skæve søm øverst. Skolevæsen lugter hengemt fra bibelbilleder.
Det er underligt, men foran madonna tænker han på den fortabte søns hjemkomst. Hans
madonna bliver et øjeblik til en elendig, der tages til nåde af sin far. Dér et
sted på vejen hjem, set skråt fra oven. Dagen går på hæld. Aftensolen rammer
den grimme dreng. Min elskede søn, velkommen tilbage. Det var i særligt lys, at
faderen så ham, løb ham i møde og tilgav på stedet. På grund af aftensolen.
Sønnen på vej tilbage var et smukt billede i faderens øjne. Derfor tilgivelse.
Det var ren æstetik. Men anskuelsesbilledets didaktik udkrystalliserede sig i
det sentimentale for de barnlige blikke. Og de forstod faderen og græd med
sønnen. Men foran nichemadonna dukker det op og skruer hans øjentugt sammen i
en knude, der umiddelbart ligner alt andet end den fokus, der har sæde i ånden.
Nådestolsbilledet af Gud fader med den korsfæstede søn. Mere smertelig
demonstration findes ikke. Den er absolut i sin sorg, fordi faderen kun kan
fremvise sin ultimative elendighed i og med sønnetabet. Og hvorfor ikke gøre
vitterligt, at det jo er et billede, han sidder med på skødet. Og som sådan
usigelig fattigt i sin reduktion. Hvor om alting er, de forstyrrende, indskudte
slides fra erindringen gør madonna så meget desto skarpere. Næsten som en
åbenbaring. Madonna Hodegetria kalder på øjet, der finder hvile ved synet i vor
flagrende færd. Altså: i en niche i en kirke på korbuevæggen sidder madonna med
søn, der for længst er blevet voksen og ligner en smuk hellener. Med
overmenneskelig kontrol velsigner han den pegende mor. Rolig, rolig, så, så –
din vilde sorg over min skæbne er i Guds hænder. Se nu til, at du ikke løber
dig tom i synet af det endnu usete. Under overfladen er mit øjes fortabelse i
blåt. En mulig gud for den finale ve. Ud, ud mod en verden af ords bitre forlis
gennem blikke, der aldrig mødes. Trods drømmen om at stå ansigt til ansigt med
mig, Menneskesønnen. Selv i himmelkulør må vi vente længe på afklaring om hende
eller ham, dig eller mig, Maria eller barnet. Sårbar, egenmægtig mod mit lige
nu forgæves opkald til det fromme hjerte. Fordømte skød giv spalteplads til
ordets glid ad fordægtige moderveje. Du, den henpegende madonna griber i egen
barm mod ordets palimpsest. Dér står det i hjertevævet. KRIST på KRIST på ny.
Øjets vin er pegemoderen tåregrebet langs sønnetabet kommende. I havgus af dit
mareridt strømmer Kalvariefloden mod smertens linear. Påskerød. Teksten sker
gennem billeder, der lyses i ord. Nedskrevet støv lukker faderens, vor Guds
mund. Omridset af Madonna selvfalmende åbner støvveje, mens griffelen skriver
skrift af skrift i kalkeværket under troens cover. Kvinde, gennem gråblåt skal du
vise vejen. Skalablege slægter oplyser fjerne helligsteder. En funke af håb. I
bristepunktet for alt udsyn leges der uafbrudt blandt stjerner. Brændpunktet i
din niche samler det himmelblå et sted i falmeværket. Mens han, Menneskesønnen,
gør mit pegemål farveløst i sårvævet moderfavn. Hør, hør, oh moder, i dit
inderfelt står der blæst om din håndhelligdom, mens råbet går i flager over
ukloge jomfruer udbrændte længe før din henvisning bliver visdom. Men pludselig
mangler sagesløse himmellampeolie. Hvælvet blegner over den fromt pegende, og menneskesønnen
dør uset i et moderkageblend af ufortalte rygter. Klarheden vågner til lys i
skyggen nedbøjet af vor ydmyghed. Udsigt til mysteriet genopstår foran lignelsens
dør på klem. Hans ord selvtændelig anden. Blinde nichefelt hvor er dit
nådepunkt? Foran dig, Hodegetria, opleder vi åndeløse, usete en forsvindende
glød af din frelsergave, før den mattes ørkesløs i døvet purpur. Det er nådens
plan i skaberværket, at vi beror århundreder indemuret, mens sol aftager
aftenvis i vor indbildte viden om almægtigt dagsværk i lidelsens favn. Så længe
madonna viser vejen til moderhjertet gennem os, opstår billedet nat efter nat i
askeværelset. Da vil drømmen flænges en støvet eftermiddag sent i august.
Tilsynekomsten justerer kalken ind på de sidste tider og prisgives den
moderlige henvisning en prunkløs stjernepassion. Forkyndte Menneskesønnen. Og
der stod kun det tilbage for digterspiren at forlade rummet igen med en svag,
ubestemmelig, men ikke desto mindre mærkbar smerte over ordene fra
hellener-Krist. Der var sket en åbning, og han vidste, at – hvor nødig han end
ville – måtte teksterne tages til efterretning i deres vekslende gådefuldhed.
Engang. Under den forsvindende æstetiks famlende kodeks. Men han ventede ved
døren, døden, kirker er han ikke så meget for. Videre. Og kort efter blev det
da også hans departement. Den skiderik. Madonna var jo med gennem regnen
bagefter, og han rejste gennem himmelblå lapis lazuli, den kosteligste af alle
farver ind i et blodrødt helvede af en ulykke på landevejen. Klemt ind under en
lastvogn stod en kvast personbil. Det var sket for ikke så længe siden. Det
lignede kunst. Nytænkt skulpturel og abstrakt udfoldelse. Hans død var på
pletten. Der sad to. Den ene med hovedet skubbet ud på det yderste
skulderpunkt. Rosenrød og glat. Den anden sad og skreg. Hendes arm bøjet op og
ind mod øret, som holdt hun en imaginær diskos, klar til at kaste. Der er
ringet, der er ringet, løb en rundt og råbte. Og langt, langt ude bag ved de
gyldne marker hørtes sirenerne undervejs. Op imod det funklende korn piblede
blodet frem. Eller det var naturligvis i forestillingen om farven mellem liv og
død. Så vidt gennem døende billedfelter af rødt og modnet gult. Betragtningen
monteret en sommermiddag med overvældende opklaring og himmelblåt bag madonnas
silhuet. De skar kroppene ud af den krøllede bælg, der nødig slap sin fine
frugt. Der var noget børsteormsagtigt over de døende eller døde, frigjorte og
forskruede som tog forvandlingen til genmæle i en slags kropssprog på højt
niveau. Tys, Gud hviskede dem tilbage til livet for en kort stund med et
velovervejet salmevalg og triste gloser. Side om side med nichemadonna. Nu
peger hun ind mod sort/hvidt midt i rummet, mens de efterladte synger
meningsløse salmer, og præsten overvejer en ny, skæv vinkel på sin tale. Hør
her: forstyr ikke den unge digters billede af den byzantinske madonna med dette
morbide nærvær af ødelagte kroppe. Forstyr ikke patineringens skønhed, som
rykker ham drømmende væk fra denne verden. Det er det forsvindendes æstetik,
der skrives nu. I lyset af spirens død helt fra fødselen af. Det første tiltag
blev, som det blev. Den byzantinske, udviskede madonna. Blændende i oprindelsen
ud af det blå, men dødsmærket gennem lyd- og lysbilledet af tragedien dér på
alfarvej. Kort efter greb stilheden så voldsomt ind i hans rejse, at han måtte
standse, stå af cyklen og gå ind imellem et par træer i lunden og brække sig.
Da han kom tilbage til vejen, stod døden og ventede. Døden bilder sig ind, at
han kan true livet på livet. Med spade og timeglas. Døden er fantast. Han
venter på ham i vejkanten, og de stavrer derud ad i en vis gensidig respekt. Om
han cykler? Nej, han er for gammel. Den unge digter trækker følgelig cyklen.
Lidt høflighed koster ikke noget. Men hvis æstetikken er filosofisk spekulation
over kunstens væsen, har han nu alligevel fået travlt. Spiren. At ville rumme
alt, åbner for en stor sårbarhed, og det må indrømmes, at synet af de måske
dræbte er blevet uløseligt forbundet med Madonna Hodegetria. Det er ikke pænt
at pege, slet ikke når de døde, afklædte er ude af stand til at dække over
deres blodige nøgenhed. Det var jo Adams kors, at han aldrig igen kunne blive
rigtig nøgen. Hans vamsede pelsklæder slugte farverne, hvor han stod. Som de
lyssvajende siv på øjets bagvæg. Farver er en ædel funktion af lyset. Adam
gloede som en kvie i sin barnlige uskyld. Det, han så, var alt. Efter faldet
blev alt det, han så, intet. Så meget mere ville han overskue fra tid til
anden; men det løb ud i en global billedløshed. Det er en ikke uvæsentlig del
af vor drøm om det tabte paradis, at kunne se på ny, at indgå afklarede i en
synsakt, at genvinde den optiske uskyld og se synet af det sete i sansningens
hellige enfold. Fra et mindste sted i valmuens krone bløder det endnu af tabt
uskyld, der er blevet mindeværdigt for sit rene udslag af farve glemt under
uddrivelsen. Men et minimalt topos på skalaen slap med ud i kølvandet på de
bortviste, stortudende første mennesker og lod sig finde i blomsten gennemlyst
af solen midt på dagen. Adam selvforglemmende gjorde et fund i sin jordiske øjensmerte.
Hvad var det nu? Jo, den farve, det milde, svale skær, som beroede i Paradis
ind under aften. Det vil sige hver aftens altid, for der var ingen forandring i
tiden her. Thi alt var det. Tid og samtid. Herfor findes ikke ord. Men Guds
inderlige væsen røbedes i farve fra blåt ind i purpur. Et flimrende
længseslsskud fra plantens bundvækst. Fra drømmen om den udløst i øjets blanke
liv. Men nu er det med ét døden, der peger med begge arme strakt frem. Vidste I
for øvrigt, at han har smukke hænder? Han peger på en højtliggende kirke i
landskabet. Han peger på advent. Det kommende. Og billedet går i gråt, en
regnfuld dag i november. Høje advent, vis dit sande ansigt i håbets tableau.
Endnu et bibelanskuelsesbillede. Mesteren ridende på et æsel. Han øjeblikkets
sagtmodige, vil dreje verden på vejen omkring himlens glans. Byen kan begynde
sin forestilling. Menneskesønnen ind. Et sted på Oliebjerget fandt han det
absolutte synspunkt for sit korte drama. Byen nedenfor overskuet. Mellem den og
ham beror øjets smeltepunkt. På et gammelt stumt og ætset prospekt tager han de
første svævende skridt ind i den stille uge. Og apostlene hilste pænt fra
mesteren, tog æselet og dets føl under vild protest fra ejeren. Men Herren
havde talt, og der står skrevet til den rene uberørte Zions datter, at kongen
når frem før middag sagtmodig i rollen som sig selv, flimrende op mod lysets
gavmilde nedslag overalt. Sidste stræk på hans vej lignede et sært ungdommeligt
lune i al sin fattige pragt. Modsætninger mødtes, og han trådte ind gennem sit
eget billedes skrøbelige illusion om et trældyrsridt uden lige. Hvad han ikke
så på sin vej, er ikke værd at se ud fra det synspunkt at det på sit sted blev
sagn for Gud og dem, der kom ham i møde. Én og kun én på vej. Han så det før
nogen vidste det før nogen lod det udspille sig i al sin pragt før nogen fokus
fikserede hans herlighed på ryggen af et æsel. Sønnen her, byen dér. Øjets salte
blændværk åbner det sande, sårbare billede af ham på æselet. Trippende mod
Zions datter. Det lød som torden i anmarch. Det var stilhed. Larmende af tavse
folk, hujende afsindigt mod ham, som kommer. Én vej. Ét sted. Én scene. Mens
jomfruen venter sagtmodig og gådefuld. Grib det umulige. Om lidt begynder
tiden. Indtoget blev lov i hans øje. Tilnærmelsens spektakulære væsen lod han
overbyde alt andet synligt på sin vej. Dér og kun dér beroede hjertets
inderligste fokus. Mand på æsel på vej mod by. Stands. Midt imellem godt og
ondt hviler det kommende øjeblikkeligt. Fra øverst til nederst løber skarpheden
tør for ord. Byen besvarer bjergets opkald med stumme udråb. Hosianna. Han
førte intet til alters i lyset af sit eget billede, lige mellem fjern og nær døde
kraften til nyt liv. Hvad faderen så, var vel set. Hans godhed strejfede
datterens ansigt i en luftning fra synets åndeplan. Åh, Zion, det klare
himmellys bryder håbet i dine tårne og skær hen over forkyndelsens sensommer.
Døden peger igen. De står øverst på et højdedrag, dagen går på hæld, da et
andet dias glider i stilling foran lampen i erindringens projektor. Igen til
anskuelse i skolen. Igen et falmende anliggende. Igen brugt, gennemlyst og
betragtet så mange gange, at det ferske, transparente i farverne gør billedet
seværdigt på flere niveauer. Motivet er historie, ligesom lysbilledet er,
ligesom farverne, ligesom mindet om farverne i historiens lysbillede. Ligesom
digterspirens drøm blev det. Ligesom hans øjes bagvæg blev det i samme nu, han
sansede historien, i historien, i historien, i noget der dårligt kunne blive
mere verdensfjernt, isoleret, samfundsbevarende og for den sags skyld
ligegyldigt. Så pludseligt, så stille og ømt døde hans øjnes skrøbelige væv, da
han gennem det svindende dias fattede historien som historie og satte sig for
at løse gåden i billedet af nogle sære billeder. Danefæ. Alene ordet. Danefæ.
Guldhornene fra Gallehus af alle ting. Gåden om deres tegn. Hans selvvalgte
domæne. Og med den beslutning gik han ind til den evige hvile fjernt fra
alverdens vrimmel, hvor større tiltag end nogen umiddelbart kunne ane, var i
fuld sving. Danefæ, guldhorn blegnende i skoledagens kassable dias en mild
formiddag først i december. Det optog ham siden hen, om digterspirens
begejstring dengang vitterlig hentede sin kraft fra det mere end synligt
forgængelige i det foreviste. Om erindringsfarverne allerede så tidligt i hans
liv vækkede hans passion i øjets mindelund. Dekadenceduft i lysende, smertelig
fryd. Det forsvindendes æstetik. Guldhornesprog. At forsvinde fra verden ind i
gådeskoven og en respektabel, harmløs adfærd blandt underlige tegn. Men med
udsigt til at indlægge det udødelige i sit spor. Eftermæle. Tegn omsat i ord,
der først giver mening, når denne ophører og skærper omkring det, det hele
gælder. Gåden som gåde. Det er og bliver løsningen på tydningen af gåden, at
den er og bliver gåde og i og med sin gådefuldhed siger alt om alting. Eller
netop intet om noget som helst. Altså den højeste visdom. Men der var det
lysbillede, oplyst den formiddag i adventstiden, hvor de også sang en salme til
lærerens savklinge af en mørk og helvedes falsk violin; men ordene blomstre som
en rosengård omgærdede hans vilde beslutning om at tyde guldhornenes sprog med
en nimbus af højt anerkendt lærdom. Måske var det lærerens ord om, at den, der
engang kunne tyde disse tegn, ville opnå udødelig anerkendelse i den
humanistiske videnskabs tjeneste. Den udtalelse gemte han dybt i hjertet. De
flotte ord. Alligevel var han digterspiren fra først af. Nærmest hjælpeløst
styret af stemninger og intet – intet greb ham inderligere end den advent.
Døden bliver ved med at pege dér øverst på bakken med udsigt til livet og – ja
– døden. En umulig situation på et umuligt sted. Advent midt i sommerlandet.
Pegemadonna er med. Besynderligere selskab – døden og madonna. I deres
krydsfelt ophører tiden som tid og resten er drømme. Stædigt peger de begge to.
Hvad fanden er det, de vil? Jo, bevars, udsigt til verdens ende. Men da får han
omsider øje på det, digterspiren, udsigten til udsigt som billede, som en
absolut forskydning i forhold til virkeligheden for hans fødder. For
selvfølgelig hænger de sammen perspektivet og advent som to synsmåder inderligt
forbundne, når man ellers får øje for det. De går begge derudad. For nu at
udtrykke det klart. Utallige linjer sammenløbende i det fjerne. Punktet derude,
adventspunktet, samling for alt kommende, men tillige det forsvindendes natur i
Borte, der jo skulle være Gud som vedtaget. Advent fører frem og bort til
Borte, altså til Gud, der må være altings sammenrend i ét eneste punkt. Punktet
kan være borte; men kan Borte være punkt? Det vil vise sig ved vejs ende. På
sin vis begynder rejsen fra dette højdedrag. Der har jo allerede været mange
begyndelser. Men her er hans liv sprængt ind i synets dannelse mod uendelig.
Det er og bliver din arv, min søn, det europæiske centralperspektiv i billede.
En kort tøven, et sug i venstre side af bughulen og han tog det første skridt
ind i eller ud i, det er, som man tager det, dette mægtige perspektiv på hans
vej. I samme nu ophørte tiden som tidslig faktor, og alt blev fra nu af dannet
i illusionens sporadiske måling. Således blev han sig den særlig bevidst
undervejs. Han fik styr på tiden eller i det mindste en side af den og erkendte
samtidig, at den rejsende er pålagt at standse ved visse stationer, hvad der jo
ikke er noget nyt i; men at disse i deres tilfældighed udgør øjeblikkets væsen
i en sådan grad, at det bliver absolut og i den tilgang et værensanliggende for
den følsomt søgende, der standser og ser sig om. Rejsemand, adventsmenneske,
gådetolker – stands! Neden for højdedraget ligger det første topos, det er: stedet
som sted frem for alle andre steder; men jeg siger jer: af alle steder – dette.
Der er så stille i andagtsbyen. Schysss … menneskesønnen er her. Han er lige
kommet. Det er et udvalgt adventssted i kirkeåret. Smukkere stemme er ikke hørt
i Bøvlingbjerg. Vær nu stille for helvede! Dybere tenor findes ikke. Eller
skønnere foredrag. Lå hans magt i stemmen? Virkede den i et grænseområde mellem
tale og sang? Var han illusionist uden grænser? Formidlede han sandheden ved
hjælp af den største løgn? Bedraget kan være af så enestående, subtil
beskaffenhed, at det udligner løgnen som løgn, falsk vidnesbyrd, opspind,
udflugt, usandhed og røverhistorie og ophøjer det i dets unikke natur som
grænseløs tilsnigelse ind ad sidegaden til kongevejen mod uendelig, hvor alt
løber sammen i Gud, og hvor enhver modstand er og bliver Borte. I bedraget
kunne han stifte forlig med sine potentielle drabsmænd. Ikke ved at narre dem,
ikke ved at stille dem sandheden illusorisk i sigte; men ved i bedragets
yderste udslag at give den ædle så rent, så smukt og ophøjet, at de vandt ind
til sig selv i kærlighedens navn og til overflod kunne elske næsten i lyset af hans
ufattelige væsen. Hvis ikke det var guldgrunden bag hans til enhver tid
forførende aura, der eksponerede hans væsen i et grænseområde mellem drøm og
virkelighed og forlenede hans adfærd blandt ligemænd med det enestående, som
var ren udstråling for hvilken kun guldet kunne give øjet en dæmrende
forestilling. Da var det på sin vis nemmere den dag i synagogen. Det øjeblik
underlagt hans stemmes foruroligende styrke. Prøven for det anderledes vante
øre. Han valgte et punkt i skrifterne, hvorfra han kunne dreje ord ud blandt
folkets skare. At de kunne følge dem til torvs med duftende læs af tunge
frugter. I skyggen af glæde, lyset af sorg tynger forjættelsens vin sine bærere
ind i ordets lægende favn. Punktet oprører sin hjemstavns bitre kilder. Midt på
dagen fødes mørke navne af en oplyst mund. Schh – Menneskesønnen læser teksten
i synagogen. Dér står de elendige i og med deres navne. Hvis du er
tømrersønnen, den sagtmodige, hvem er så vi under dette ene fejende himmelstrøg
af Herrens gamle hånd? Den hedeste time på dagen forjætter mere end sandheden
kan rumme. Tiden løb ud ved verdens ende. Så skønt havde skriften endnu ikke
lydt fra kærlighedens alter. Sig os, fremmede, Josefs søn, hvem stemte din røst
så hjemligt forrykt, at øjet fik at høre, øret at se, hvad nådeåret lovede de
hjemvendende, fortabte sønner. Hvem er du, hvis ansigt flyder sammen med vore i
sølvspejlet på havets bund? Forventningens skrift oprullet foran menigheden på
spring. Der er vitterlig håb forude; men det giver særlig mundsmag at høre
pergamentet bevæget af unge slanke, for så vidt uprøvede hænder, betroede at
åbne og lukke trøstens evangelium i tide. Hvem løsnede hans stemmebånd så
gribende for profetens ord, at lyden nedsmeltede håbet i samklang med nære
minder om dit og dat og indbød alle til bords under himlens fjerne eufori. Den,
der salver, er herre. Salverens ord nåde. Lovens en blæst forbi det betændte
øre. Lyden af den salvede sætter buskens torne i pludselig brand langt derfra.
Varmere glød ses nok kun i Guds esse. De tændte blikket i hans øjne. Det skar
begge veje. Hans syn blev deres og deres hans. Mellem dem indtegnedes en
tvetydig sympati. Hvad han så lige frem, skævede de sig til at se.
Forventningens skrift udviskedes på ingen tid, det lå med ét i luften, sved
deres læber tørre og slørede øjet i forargelsens bad. Punktet i teksten klædte
de hurtigste vendekåber, nogen tid har set nogensinde. Linjen i teksten var
sporet i kølvandet på hans inderlige udlægning af punktet som sådan. Det flød,
samlede, splittede og tog hele skriftet til indtægt for den vrede, de følte
over ordene om teksten. Punkt for punkt af hans mund udpeget af den almægtige.
Dette er min søn. Punktum. I ham har jeg velbehag. Der var øjeblikket lige før
og det efter det, før de forsvandt ind i hans blik, opslugte med øjne på hver
finger. En hårsbred fra det usagte tegnsprog, holdt i ånde af udsigten til et
nådeår for elendige. Dem uden fædreland, uden øre, uden øje for det, der er i
hans syn på dem. Favnende i samme nu, ordet blev åbent, og han sagde: I dag er
det opfyldt for jeres ører, hvad jeg ser, og han sanser, som har sendt mig.
Indse det i hjertet af mit øje aldrig hvilende, at han unddrog sig dit syn, for
at I skal kunne se mig desto klarere. Sådan er det undertiden med nåde. I
modtagelsen vender den op og ned på modtageren. Sådan får kærligheden med ét
ben at gå på i begge lejre. Strømmende kaldte hans blik over al forstand et
såret minde frem i dem. Først længe efter forstod de at noget andet legede
blindebuk begærligt med deres håbløse forventning om en ny tid hinsides tunge
dage. Dræb forkynderen og skær tungen af den myndigt tolkende. Tro ikke hans
påståede greb om verden fra et sted i vor midte. Så lidt som hjemstavn kan
fostre en frelser, så lidt kan han være blomst af profetens ord. En mærkelig procession
drog ud af byen, forrykket fra dens midte hen mod yderste kant af klippen, den
var bygget på. Fortvivlet vrede satte en anden dagsorden i triumfmarch til det
laveste i deres indbildt høje vilje om at handle ret. Nu. Knus forræderen mod
grunden dybt under vore ansigter. Sønderbrudte kar slukker for al videre
tiltale fra oven, dine bristede øjne vil snart stirre blindt på verdens
dødelige færd forbi dit søndrede legemes uformelige oppustethed. Skammens
alter. Bomos. Dette var tømrerens søn. Han troede, han var verdens navle. Om
lidt dør ordene med hans fald. Kun krænkelsen af den høje vil stå tilbage i
blodige spor. En sørgemarch på stedet. Så stille var der aldrig i synagogen. Så
brændende havde ingen ørkenluft mærket folk på flugt. Så brat smeltede ingen
kærlighed sin lov ind i hjertet på næsten, der netop gik forbi. Han vendte sig
imod dem ved den yderste rand af klippen. Den som ser mig nu med klare øjne,
han skubber det første skub. Dér stod de målløse, som bæster med spredte ben og
gloede på menneskesønnen, idet han tog de første skridt ind gennem flokken,
favnede dem fra deres midte, for siden at forsvinde ind i den sene dags blinde
felt. Det var det sære ved denne gang ned midt igennem flokken af årvågne
bødler, klippekantskubbere og brødre, at det også var kærlighedens langsomme,
elegante touch af hans fod mod grunden, der fik dem til at vige og danne tidens
mest spektakulære espalier. Skønne gang. Mildere ansigt og mere åben favn. Mage
til triumf i ydmyghed. Og de bøjede hovederne. Kyrie eleison. Herre forbarm
dig. Men lige ud for faderopgørets bedehus pegede døden i sin altid strengt
billeddannende og skærpede opmærksomhed på en flig af menneskesønnens kappe, en
håndsbred over hans fod. Lige i det moment af hans fromt koreograferede spadseretur
tilbage down town. Vinden havde netop fanget den, kappen eller bare en minimal
del af den. Et klædestykkes fortvivlede afsked med verden. Kapperetorik mere
målrettet end ord formår. Herre, tilgiv dem. Og efter det tegn returnerede
vindene til dødens mørkekammer i Intetsted mellem jord og himmel. Han havde
bikset med et andet fotografi natten over og tog det med ud i dagen, da de
forlod byen og fortsatte rejsen. Og dog – fotografi – det var et kronblad af en
lille blomst fra blå over lilla til purpur. Klemt ind mellem to glas. Døden er
ikke så lidt af en samler, og dette var nyt fra hans herbarium. En oplysning af
og om farvernes begrænsede tid. Hvad andet når døden har haft sin finger med i
spillet. Det forsvindendes morbide æstetik. Men lidt efter lidt skyder bladets
hårfine væv farven i sænk, i første omgang ved sin fremtrædelsesform, i anden
ved sin figurale uomgængelighed. Der er et storhornet dyr. Tegnet af
tilfældighedernes spil. Det ligner, så bliver det, for så endelig at være.
Dyret, bukken, tyren til enhver tid. Altså en uforløst stregtegning i døende
bladhindevæv, fra en krone på en blomst i grøften langs vejen, de går, gennem
billedet af et landskab under vide vinklers sammenføring i det ene af alting,
punktet i punktum. Men dette letspringende dyr med spidse horn gav ideen eller
i hvert fald frirum mellem de udspændte syle til at åbne for meddelelsen på de
gyldne danefæs opråb fra det fremmede og uløste. Det var vist nok i
middagsstunden undervejs mod uendelig, at stemningen fik substans, og tegnene
blev åbnet. Så at sige dirket op af de intimiderende, slanke horn på dyret, som
tilfældigheder havde tegnet ind i plantevævet.
Æret være den trefoldigt mægtige Hermes, for det er gennem hans sprog,
guldhornene taler. Mirakuløst anspores det af noget, der ligner tegning, men
som er og bliver tilfældigt. En eksorbitant mikrostruktur. Universet nedkaldt
over de kopierede tegn. Hermes Trismegistos. Den trefold mægtige Hermes. Lægæst
gjorde hornet. Han gjorde dem begge. Det var i Aleksandria, et sted i et værksted
i guldsmedenes gade. Men han må have frekventeret biblioteket og fået syn for
det ene, det hele gjaldt og gælder. Det ene. Nous. Men ingen ved, hvad Lægæst
vidste, at det ene er et punkt, og at det som punkt lader verden dreje
uopholdeligt om sig i stadig mere fortættede cirkler, der tager dens bevægelse
til indtægt for en særlig synsmodus lagt åben mod uendelig langs ustandseligt
sammenløbende linjer i håb mod punktet for al væren og væsen. Det er vor
europæiske arv, loddet i vor perception at løbe bedrag på bedrag ind i et
eksklusivt linjespil på lykke og fromme mod Gud, punktet ene af alt. Dér i
visdommens by, i dens brogede liv af sammenbragte kulturer og religioner. Det
var en stemning i periferien af visdommens korbuekreds. Lægæst, guldsmeden og
sejdmanden, gik som shaman direkte ind i hjertet af det åndelige verdenssprog,
hvor billedet er lyd. Men først efter årelang kontemplation kom digterspiren på
sporet af det sprog, Lægæst havde tegnet. I første billedring på det ene horn
ses en badutspringer mellem to slanger. Han er netop blevet erigeret af kraften
i feltet mellem de to. Et udslag af dræbende energi. Han er i og for sig død,
men hyperlevende i dette transcendentale sejdfelt, i dette paradoks uden mage.
Billedet er også lyd, og der følger ytring på ytring. Estuar faltri none. Migar
farslet gotekli dannig. Det er: dette er min søn, i hvem jeg har velbehag. Han
lod sig løfte på bjerget mellem tvende fædre. Da standsede de uden for den
lille by, spiren, døden og den pegende madonna. Mage til løjerligt
rejseselskab. Mage til syn. Men det var på landevejen lige før den provinsielle
by, at spiren fangede det, der skulle blive til hans livsværk: åbningen af
sproget på guldhornene. Heureka! Sammen med alt det andet han også ville siden
hen. Det var også her, han blev bekræftet i, at det han havde indledt –
kulturrejsen gennem Danmark – ikke blot var noget han havde lyst til; men
tillige en nødvendighed, formuleret det forår på et dunkelt plan mellem drøm og
vågen. Nu vendte døden sig om og slog beklagende ud med armene. Uvist hvorfor.
Måske fordi der ikke var det store at byde på her. Døden vil os det i grunden
godt på turen derud ad. Madonna lige så selvfølgelig med eller uden henvisende
håndsrækning; men det var her af alle steder, at digterspiren blev sig åbningen
af guldhornenes sprog endelig bevidst. Engang ud i fremtiden ville han stå med
det færdige værk i flere tykke bind. Den endelige, autoritative udlægning af
Lægæsts tegn, skrevet i Alexandria i 400-tallet i ekstase og tydet i ekstatiske
momenter knap to tusind år senere. Som vist begyndte det med forklarelsen på
bjerget. Fik I det? Guldhornenes tegn er en tidlig, fragmentarisk udlægning af
et centralt sted i det kristne evangelium. Eller rettere: udpluk herfra,
væsentlige og uvæsentlige. Langt fra noget samlet vidnesbyrd. Dertil kommer, at
patriarkernes drømme er med som skygger af de mere markante figurer. De svage,
spøgelsesagtige indpunslede billeder bag dem, som man ser først. Tilsyneladende
fik Lægæst dem at se i drømme, de nætter han var blevet bedt om at tilbringe i
biblioteket. Det svarer til tempeldrømmene i Epidaurus. Muserne hviskede. Det
lød som råb gennem forgemakket ind til det ubevidste. Hører du, Lægæst, hører
du? Vi gør det ene af alt til billeder fra dybet af dit indre. Det springer i
figur fra trin til trin. Nu er du rede til at forme i billeder og dernæst
omsætte i tegn, som atter kan blive til tale. Er du rede, Lægæst? Nakvar elle,
ellis nakvar. Døden lever, leve døden. Da tordensønnen sprang i lyn på bjerget
mellem den patriakalske højspænding legede disciplene på sletterne milevidt fra
dette vulkaniske nærvær. Dér er du Lægæst i din væren mellem bjerget og de
gyldne enge, hvor drengene skønner, at sommeren er nær, mens de spiller bold,
bræt og andet tidsfordriv i ventetiden. Thi forklarelsen på bjerget varede en
evighed. Det er, hvad de øvrige billeder på guldhornene viser. Ventetiden
afviklet med underholdende idræt, spil, dans og teater for fuld udblæsning.
Disciplene havde en højdramatisk sans for det eventyrlige, ligesom lysten til
forstillelse og forklædning spillede en afgørende rolle. Dér drev de om
underholdende underholdt, mens de ventede på mesteren fra bjerget. Altså er der
alt i alt to sekvenser på den samlede illustrerede fond i guldhornenes ringe:
Kristus mellem slangerne Moses og Elias – zap, ein seliger Sprung in die
Ewigkeit – og så resten med drengenes lange, men livlige venten i sorgenfri. Da
vågnede Lægæst af sin drøm og gik ud i den klare morgen i Alexandria. Hvad der
siden skete, ved vi ikke; men han bragte sin kostbare, gyldne bagage med
tilbage til Holt og betroede den til øverste ærkesejdmand ved hørgen. Og derfra
lyste den nye tiders tro i møde mange slægtled efter. Madonna vækkede
digterspiren dér på vejen før landsbyen. Vågnede han lettet af sin lange,
episke vision om en afgørende dechifrering? Eller mærkede han blot drømmenes
numinøse kraft med forvarsel om at indfri et allerede gammelt ønske? Det ene
bag alt andet ubetydeligt. Hjørnet af en grå hal ved en skole i den lille bys
udkant. Selv det grå forjætter på en dag med lys fra klar himmel, selv det grå
har rod i erindringen om dagskærets evangelium. Men også kun dér. Nærvær som
billede er paradoksalt, fordi dets gennembrud af her og nu kun giver mening i
opløsningen af selve tankens ikonografiske natur. De trådte de første meter hen
til betonmuren, som nogle børn spillede bold op ad. Skyggerne jog hen over den
ru, grå flade og skærpede forestillingen om det uvirkelige ved virkeligheden.
Skyggespil fostrer dagdrømme, og i dem pejler bevidstheden efter forløsende
visioner. Således krydsede de bestandig hinanden, de legende, råb, tramp og
boldens smældekraft slog til lyd for en gentagelse i det flygtige, som
forjættede en større sandhed på skyggens betingelser. Den fabriksmur, den
middagsstund i udkanten af landsbyen. Det lokalt provinsielle skriver sig ind i
historien ved at vise kulturens ankerpladser på umulige steder i utide.
Skyggerne igen. Også de leger sorgløst uden kroppe, der for længst er blændet
ud i dagslyset. Sandheden er skygge, og dens forvrængede slagkraft tager synet
med ind i virkeligheden selvtredje, idet lyset til enhver tid ophæver sig som
lys. Punkt ét. Skyggedannelsen konturerer legemer i langsom opløsning og fikseres
i synets inderste og mest sårbare filter. Punkt to. Skyggerne når til vejs ende
og indgår fermt i sindets rodløse billedfelt, der engang i tidens fylde oplyses
på guders domstavle i en cifferskrift, som øjet med ét sanser som det, det er,
skygger på en mur. Så sandt som det nu engang siges inde fra hulemørket, er
skyggerne vort livssyn på væggen, en metafysisk sandhed uden modifikation. Så
afgørende et indslag at vi, når vi endelig træder ud i dagen, kaster skygge ind
på byens mure og lader det være dagens gravskrift, mens vi selv som sådan går
op i ingenting. Men det lykkedes ham at formulere en metafor af uoverstigelig
kraft. Selv om de episke sangere var lidet værdsat i den utopiske republik.
Mere udsøgt selvforagt skal man lede efter. Platon, digter af Guds nåde, lyste
dem og sig selv i fortvivlende band. Store Platon, store beretter, vi slipper
aldrig ud af dit fortællergreb om den afgørende forskel på lys og skygge.
Skygge falsk, lys sandt. Hvad du ikke kunne forudse, var bevægelsen ind i skyggespillet.
Eller tilbage for den sags skyld. Thi hvem kom først? Legemet eller skyggen?
Man betoner generelt samtidigheden og glemmer, at skyggernes samfund er
alverdens spirituelle førbillede. At kroppe udkrystalliseres i den yderste rand
af skygger, når de mere eller mindre tilfældigt farer over mure, veje og i et
moment mørklægger kronen på en valmue, der rystes og visner efter den korte
vinterflugt hen over sig. Skyggerne kommer fra et sted allerdybest nede, deres
konstitution er flygtigere end øjeblikkets yderste tiltag mod uendelig. De
fanger de tilsvarende legemer ved i al enkelhed at skygge for dem. Og når så
bevægelserne krydses på byernes mure, ser vi til fra vore reserverede pladser i
filosoffens hule, at skyggeliv er dagens største almindelighed. At livet fanger
an i sin egen momentane gentagelse som billedet på væggen. Vi kan ikke fatte
den egentlige adfærd; men skyggerne af den bærer frugt i lange, uopholdelige
tempelfriser, der ingen ende vil tage. Hold da op. Det er så det, de netop ikke
gør. Der er løfter om en skønnere bevægelse fra krop til anden. Ryttere på vej
til hest i et optog til gudindens ære. Alt i vækst. Alt i stejlende startmode.
Men hvordan forholder det sig nu med tiden i en frise? Er bevægelsen her
samtidig med den længere fremme? Eller løber det om hjørner med os, så at det
kun er, hvad vi ser nu og her, der er her og nu og bevægelsen andet sted ikke
findes? Det er frisens ideelle, motiviske skønhed, at den uopholdeligt
producerer sig selv. Eller rettere: reproduceres, når bevægelsen umiddelbart
før glemmes for et efterfølgende, lignende tiltag endnu skønnere end det netop
sete. At fangerne i den umulige hule, i det umulige liv så det eneste veritable
adfærdsmønster på sansernes betingelser, omsatte det til betragtning i sandheds
navn og tog det for givet slet og ret. Det er skyggelivets drømmende vidunder.
At det alt andet end virkeligt, virkeligt er. At sandheds paradoks dør i og med
det sande i skyggen af skyggen. At forestillingen om noget langt højere bag ved
skyggen skærper dennes grundrids og fikserer vor opfattelse i væren gennem det,
det hele bogstaveligt drejer sig om: forestillingen. I enhver gribende
trosretning. Pantokrator. Den ene i sit globale favntag med alle og enhver
især. Det var i et smægtende, fiktivt tiltag gennem et par sekvenser til at
begynde med. Resten løb ud i sandheds tavse værensgrund, som alligevel blev til
skriften på væggen ved en abrupt forskydning i tegningens dybeste rødder. Med
ét standser det. Der høres et fjernt ekko af legen fra før. Tiden gør status,
åndeløst ind under middags lange, hviskende ophold. Drømmekor returnerer fra
solbeskinnede sletter og finder nye veje ind gennem den lille bys
udkantsindustrielle bølgeblik af hastigt opstillede vægge, over hvilke skygger
flakker og i bevægelsernes indbyrdes kollisioner ophøjer det pludselige til
lov. Skønt det ret beset savner format og dybde i forhold til tidens
øjeblikkelige væsen. Her var de hjemme helt uden grund. Her var det grimme på
stedet hjemstavn. Men det var også her, at madonna vendte om, idet hun diskret
pegede på vejen tilbage til kirken, korbuevæggen, nichen og hendes allerede
gamle smertensbarn. Madonna måtte tilbage i billedet og fremdeles være
henvisende. Hodegetria. Som en gestus ude fra historiens metropoler og ind til
et forsvindende punkt et sted i Norden. En byzantinsk madonna, en eroderet
niche med resterne af himmelske farver. Men det er og bliver noget ved madonnas
ansigt, de markante træk sat med ganske få streger, der giver hende position af
vaskeægte byzantiner. Det at den samlede moderskønhed beror på en skematisk
formulering, der i og med reduceringen ophøjer ansigtet til helligdom, til
moderkult i ét eneste blik, i en frønnet niche, på en væg, i en landsbykirke, i
det gråkolde Norden, fjernt fra Byzans og dog så nær via et ansigt. Ansigtet.
Bryn, kindbuer, næsefløje, hage og et mindre, kontraheret felt, som måske er
netop den minimale uro, der forråder sorgen til alle tider ved at lukke den ned
i et punkt, der igen åbner som tegn på en drift mod sakral smerte, i hvis lønligt
dunkle virksomhed troen fanger tro på netop det i troen, som oprører vidt om i
vort fælles følelsesland, når vi ved kulturens stationer fra tid til anden
tvinges til at indse, hvor meget det kommer an på et æstetisk anliggende. Og
således madonnas ansigt, der følgelig rummer alt fra barnet, moder Anna
selvtredje, landet omkring og bagude i det uendeligt fjerne, overskønne,
europæiske perspektiv, hvor linjerne løber sammen med beundringsværdig
disciplin, punktsøgende ind til bedragets allerinderste hemmelighed. Tys, tys
kun de tre ved det i den ultimative og smukke – tag nu ikke fejl: smukke –
pietà. Sorgens tyngdepunkt samler kulturens veje i fokus for den svindende,
europæiske optik, det mættede, optændte brændpunkt af velbevandret ildhu midt i
sansningernes lykkelige rekviem mellem Herre, forbarm dig og Gud er død. Mage
til glans, mage til velklang, mage til smerte. Åh, forløs vor arme, ydmyge
kontemplation i et kontrolleret vanvid, der medtager alt, hvad digterspiren
drømte om at digte frem i tiden til enhver tid med blikket rettet mod den
antikke arv, og hvad deraf fulgte. Dengang madonna hodegetria anløb billedet i
den fattige niche og modtog den uopholdelige velsignelse af sit guddommelige
barn, mærkede spiren et stik i hjertet og fangede i næste nu synet af en tyk,
glat fletning ned over ryggen på en kvinde, der forsvandt om hjørnet på hallen,
de stod ved, døden og ham og kiggede skyggeliv. Eller var det nu ikke omvendt?
Synet og derpå stikket? Nej. En så emotionelt afgørende sansning leger nemlig drillende
tagfat med årsag og virkning. Eller med andre ord: den eliminerer logikken på
følelsernes alter og sender loven om oppe og nede ad helvede til. Altså:
stikket og så synet, der forklarede stikket. Digterspiren forelskede sig lige
dér på det mest uromantiske af alle steder. Men spørgsmålet er, hvem det i
grunden var, han blev så pludseligt og endeligt forbundet med. Som det nu var
med ham, var det ikke nogen, men billedet af nogen, og han lod det med
rejsekammeratens velsignelse fiksere i det stormfulde mørkekammer, som han mere
eller mindre frivilligt var blevet æresgæst i. Døden ventede længere fremme med
hænderne i siden. Tålmodighed er ikke hans stærke side. Han lignede et
fugleskræmsel, som han stod dér. Det var ud for forsamlingshuset. De var ved at
gøre klar til gæsteoptræden om aftenen. En lang monolog på grundlag af Jobs
bog. Så har man hørt det med. Gammeltestamentlig tekst fremført i udkanten af
landet på en skrøbelig scene i en sal, der stank af råd og svamp. Døden satte
sig. Bump, det lød nærmest som en protest. Sært nok, han er ellers så glad for
teater. Spiren fulgte. Oppe på scenen diskuterede en skuespiller med sin
tekniker. Lyset skulle falde ultrablødt ned over Job på sin taburet midt for.
Skuespilleren talte med kælderdyb bas. Han var solid af skikkelse, men med en
vis skrøbelig gennemsigtighed i ansigtet. Auuuuuuuuuaaaargh!!! Taget løftede
sig, og døden lettede fra sædet. Spiren gloede. Det var Jobs klage.
Skuespilleren prøvede akustikken af. Han brølede igen, lagde hovedet på skrå og
lyttede. Returnerede det ude fra byens opland som en fjern torden? Han stavrede
ned mellem stolerækkerne, opdagede de to tilskuere og bukkede demonstrativt,
hvorpå han pludselig råbte: ”Nøgen kom jeg af moders skød, og nøgen vender jeg
did tilbage. Herren gav, og Herren tog, Herrens navn være lovet!” Nye
efterklange og et fjernt, umuligt ekko ude fra skovene sydøst for byen. Åh,
Job, din selvfortærende, lykkelige smerte. Pint, plaget, berøvet og forhånet
fik du alt, hvad du ville i dit absurde begær. Afklædt, flået og hudløs kunne
du vende tilbage til dit moderjordskød. Glinsende ren kom du til verden,
stinkende betændt forlod du den igen. Svanger med drømmen om din egen nedgang i
udslettelsens nat. Der er så megen fokus på Job som Job som prøvelsernes vilde
inkarnation. Han er jo bare en nikkedukke ophængt i lydighedens navn under de
åndelige stormagters tragiske symposion. Gud Herren versus Satan. Og dog måtte
Job undrende betragte sin grumme skæbne fra et fjerntliggende, olympisk punkt.
Job handlede lydigt under de spirituelt smertefulde snoretræk sideløbende med
ufattelige tab og ækel byldevækst. Den uudholdelige tilstand mellem kløe og
smerte. Men hvad med den stygt blændende benævnelse af potteskåret? Midt i al
den åndelighed. Potteskåret. Jobs kløpind med grænseløst forværrende virkning,
når den knivskarpe kantæg ramte bylden, forvandlede kløe-smerten til tindrende
ren smerte og udfoldede en blomstrende æggeblommegul æstetik på synets
præmisser. Det blev dødvægten i Jobs smertehelvede at flagre vanvittig om på
stedet, det vil sige i grænsefeltet mellem svie og kløe. At leve med det fatale
spørgsmål, hvornår får min krop ro? Hvor beror grænsen for så subtil kropslig
plage? Job sad dér som zombiers utænkelige inkarnation. Netop kødelig, for han
kunne aldrig blive ren ånd. Havde han kunnet det, ville hele bogen om Job være
ligegyldig. Så var man om ikke andet sluppet for at høre på den selvfede, tomme
retorik, som hans venner hver især gjorde sig til talsmænd for. Jobs bog fylder
stort set et par sider eller det væsentlige af den gør. Og det er: mødet i den
øverste etage. Vorherre over for Satan og dem. Og så Job der blev den udvalgte,
ene med sine usandsynligt store tab og den ultimative skam i den betændte
nøgenhed. Det fysiske udslag i en stram, etisk fight mellem godt og ondt. He is
all yours, sagde Gud nærmest henkastet til Satan. De taler næppe dansk i
himlen. Og denne tog fat med venstre hånd. Herregud når man betænker, hvad den
onde fyrste ellers bedriver til daglig. Det afgørende er, at Job i nødens stund
blev til myte. At hans tab og sygdom var genuint spektakulære på baggrund af
den lykke, han tidligere havde været omgivet af. I myten blev Job billede, i
hvis brændpunkt han formulerede det besværgende dictum, som var og blev hans
indsats i den historie. Herren gav og tog, Herren være lovet. I det øjeblik
trådte Job ud af lidelsesmotivet og stod frem som den absolut prøvede, der
bestod i prøven, forrykket og forrykt i forhold til den eksplosivt voksende
tabsliste og gjort til nidkær vogter af det indtrængende budskab, som også
rummes i den store sorg, der i billedets symbolske fortætning tilføjer det en
sær, men afgørende transcendent konturering. Jobs omkreds var en umuligt
profileret nimbus af mættet myte i dunkelt samspil med den kosmiske kraft der
for så vidt udmønter sig i al religiøs symbolik. Men Jobs legendariske retsindighed
er jo fortalt og indstemplet i karakteristikken af en beretter, der ser på arms
afstand. I hvilken han også observerer og gengiver, hvad Gud Herren siger og
gør. Det rejser en særlig problemstilling. Overalt bedyres jo i det gamle
testamente, at man ikke må gøre Gud som billede; men hvad med den totalitet af
narrative, højst illustrerende sekvenser, der har ham som hovedaktør? Billede
efter andet af en højst spektakulær herre. Snart spadserer han fredeligt i sin
have belyst af aftensolen, snart strejfer han Moses på bjerget set i vinkel
bagfra. Gud herren bagfra. Eller han nærmer sig Abraham, der sidder i teltdøren
under middags helvedesild. Således eliminerede billedforbuddet sig selv, da det
fra et fatamorgana af svævende svævedygtige blev udtydet og fastholdt i
billedet af tre rejsende med fast grund under fødderne. Smukkere mere lovende
visualisering af det eneste ene skal man lede længe efter. Det var ret beset
første gang, Gud fristede Abraham. At tro på billedet. Her udgrænset til tre,
der nærmede sig i en svævende og dog jordbunden bevægelse. Det indså Abraham,
mens de tilbagelagde det sidste stræk frem mod hans telt, at så prægtigt
æterisk et syn måtte være Gud. Abraham fikseredes med ind i det billede og blev
åben for den skønne sandhed. Dér sad han fortabt og gloede, og hans tjener
måtte vække ham af betragtning, at han kunne forestå tilberedningen af måltidet
til gæsterne i Guds billede. Men nu Job. Hans besynderlige fristelse var at
blive genstand for guddommelig betragtning og vinde troen ved at vide sig set
på af eksorbitante blikke. Endda af to modsatrettede kræfter. Gud og djævel. Se
til min tjener Job, sagde Herren og pegede for sin modstander. Og Job lod sig
se, så langt en fremvisning i blottelse kunne gå. Herren gav, Herren tog, se, her
er al min elendighed. Det vidste Job, at han sad for Gud i nådesløs fokus, der
netop i og med sin visning rummede den. Nåden. Thi at være billedgjort over for
Gud er en idealitet af særlig karakter. At blive set af Gud Herren er selvsagt
intet nyt under solen, men at blive vist frem af ham som billedet af den
ultimativt lidende, ydmyge og retskafne tjener kvalificerer og ophøjer
smertelige tab til gyldne løfter. Jobs bog handler om at blive set på fra
højeste sted og lydigt stole på, at Guds plan med denne berammede udstilling
belønnes rigeligt i tidens fylde. Job fik alt igen, da han havde bestået
prøven. En flad finale. Det stormægtigt pointerede er dér, hvor han skriger sit
særlige amen til himlen: Herren gav, Herren tog, Herren være lovet! Og hvem er
I så? Det var skuespilleren. Han kom ned til de to. Døden rejste sig, stillede
timeglasset og præsenterede sig. Det var først da, at spiren lagde mærke til,
at han havde en blød stemme. Døden. Skuespilleren gjorde store øjne. Ser man
det – mig en ære! Han bukkede kejtet. Og du, unge ven? Spiren rømmede sig og
sagde sit navn. Skuespilleren nikkede, gik tilbage til taburetten og satte sig.
Det skulle blive fattigt teater det her. Ludfattigt. Jerzy Grotowskys poor
theatre ville ligne solkongens hofscene til sammenligning. Ordene skulle erobre
rummet, rumkontakt formidles gennem lange tirader om den elendige Job på toppen
af møgbunken. Claes Gill var Job med hud og hår. Claes Gill var norsk digter og
skuespiller. Det var i begyndelsen af 1960’erne. Gill var ansat i nogle år ved
Odense teater, men flagrede omkring med en kraftfuld monolog om prøvelsernes
mand. Det var i Langå forsamlingshus på Østfyn. Af alle steder. Der kom XXX
tilskuere den aften. En forkølet skolelærer, den lokale præst, tre
pensionister, der altid var med til alt i forsamlingshuset, madam Blå, hende
der lavede kaffe og serverede blødt brød, og som i sin sorte taske – nok så
vigtigt – opbevarede checken til de optrædende efter forestillingen. Og så var
der digterspiren og døden i al beskedenhed. Et usandsynligt kapitel i Langås
fredelige historie. Syv mærkelige døgn. Et kvarter før forestillingen kom de
kørende fra herregården Glorup, der ligger i nærheden. Godsejeren og den
britiske pianist John Ogdon, der var gæst på stedet inden sin koncert i
København ugen efter. Syv mærkelige døgn. Et usandsynligt kapitel i landsbyens
historie. En række berømte personer på gennemrejse og kort ophold. Et absurd
brændpunkt for alt og alle. Hvad ingen havde søgt at udvirke. Det skete bare.
Som om den europæiske kultur blev opridset og i mere eller mindre sporadiske
dyk knivskarpt belyst i enkelte detaljer, der igen talte for resten som helhed.
I løbet af seks dage. Langås hexaemeron, thi søndag hvilede de alle. Dertil kom
den amerikanske fotograf Irving Penn, der arbejdede på en portrætserie om
Norden. Han havde i adskillige år kastet nyt lys over modefotografien. Nu var
han ude i etnografisk ærinde. Beboere i en landsby, ikke i det højeste, øde
Norden; men en moderat udkant i et lille, forholdsvis tæt befolket land. Det
blev så Danmark. Det blev Østfyn. Det blev landsbyen Langå. Og igen: af alle
steder. Penn havde sit eget atelier med, et stort telt med åben side til jævnt
lysindfald fra nordhimmel, som det blev vendt imod. Det skær havde guddommelig
kraft, det gjorde underværker med den, der sad belyst heraf. Smukkere
menneskeskildring kan man ikke forestille sig. Nordic light hed hans projekt,
og vejret var med ham de dage. Det var om formiddagen under arbejdet, at han
hørte Claes Gills prøvebrøl som Job. Langt ude på engen i byens sydøst. Det
måtte da overværes på nært hold. Penn listede ind om aftenen og satte sig på
bageste stolerække med blussende kinder. Den kølige aftenluft prægede hans
skrøbelige hud. Og hvem – hvem kan udmåle omfanget af min ulykke uden at blive
stum af rædsel, kold af skræk, våd af angstens sved over sådant meningsløst
angreb mod mig, Job, og mine kære? Hvem? Spørger jeg. Det strengt smertelige
drag om Gills mund syntes at forstærke, at alt hvidnede i hans ansigt. Hvilken
utrolig beherskelse af det mimisk ekspressive. Dertil var hans gestus af den
dobbeltbundede karakter, der tilgodeså det største i det mindste. Bevægede han
sig overhovedet dér på taburetten under monologen? Og dog oprørte han oceaniske
kræfter gennem forsamlingshusets andedam i en enkelt, kort drejning med hånden.
Samtidig lå der i hans spil eller netop manglen på samme en intim
korrespondance med beretningens fortalte forløb. Forsvindende gestus fangede
tilskuernes opmærksomhed, lod denne vokse hæmningsløst i returbølgen til det
absolutte iscenesættelsespunkt, hvor den grebet atter sendtes ned for så igen –
igen at have den minimale, skrøbelige scene som adresse. Den tiltagende
opmærksomhed begyndte gradvis at dække over rummets sårbarhed, der i tilfældet
den lidende Job, var særlig stor. At lytte elendigheden ind i hver enkelts
umiddelbare forestilling om de hellige smertemænd fremkaldte skammen som et
besynderligt tiltag. Skammen. Uden at der selvfølgelig var noget at skamme sig
over. Eller hvad? Det var Gills stadige fortjeneste som skuespiller, at han med
foruroligende mesterskab kunne forplante en arkaisk tekst til et levende,
aktuelt emne. Det kan jo enhver ordentlig skuespiller, men sjældent med de
minimale virkemidler, Gill benyttede. Det gjaldt måske nok mest hans ansigt. På
sæt og vis formåede han at benytte sit udseende i en dramapraksis, som var
original i den mest bogstavelige betydning af ordet. Gills læber. Enhver
professionel skuespiller behersker det mimiske i spil til enhver tid, enhver
lejlighed. Gill var helt sig selv og en helt anden på samme tid. Gill var Gill
og vildt fremmed for Gill og andre. Men Gills mund var et både magtfuldt og
hypersensitivt udtryk ud mod verden i det øjeblik sansningen af dens halvt
smertefulde, halvt spottende drag var realitet. Da havde man som tilskuer kendt
ham altid, og hele hans performance var med et slag blevet et spørgsmål om tid.
Med al veneration for Job og det gamle testamente. Nu var tiden pludselig tid
som tid og omvendingen af hele den indholdsmæssige idé til et abstrakt,
filosofisk anliggende en gåde, al den stund det drejede sig om et umiddelbart
set forsvindende mimisk træk. Udtrykt ved et læbepar i ansigtet på en skuespiller, siddende på en
taburet i et forsamlingshus, i en grå provinsiel udkant, et sted i Norden.
Engang i det tidlige forår 1966. Da himlen var på jorden i seks dage foruden
hviledagen. Langås hexaemeron. Et umuligt værk i tilfældighedens navn. Det var
en skuespillers mund. En smerte forlenet med et drag. Alle tiders standsning.
Ligegyldighedens udspil blev en temporal vækkelse. En lille forandring opgjort
i et perspektiv på øjeblikket. Det er der jo ikke rigtig dækkende ord for. Det
er. Det nu. Og undertiden bliver nu altid. Som når et scenisk udslag af mægtig
forstilt følelse i hjertets inderste hemmelighed spiller en tvetydighed frem i
ansigtet hos den agerende. En tvivl, en sorg, en dyb foragt, alt i et famlende
forsøg på at få verden i tale på trods af situationens illusoriske dynamik.
Eller fordi Job vil have fred gennem sin skuespillers mesterskab. Som den
ultimativt betragtede lærer Job så meget om tid. Den, der bliver set på af Gud
og djævel samtidig, ham elsker skæbnen, fordi det anskuelsens moment udligner
forestillingen om oppe og nede, høj og lav, herre og tjener, Gud og den hengivne
Job, således at den frygtelige, apokalyptiske stilhed, der er truende på færde
andetsteds i skrifterne, her skaber betingelsen for, at alting kan ske
ubemærket, når den blinde magt tager over, mens kosmiske kræfter er optaget af
at udfordre hinanden i en styrkeprøve, der gør Job både lille og stor.
Elendighed er mange ting. Men smerten på Gills læber sank ind i sig selv og
blev et fremmedartet minde ganske kort efter. Derfor var denne håbløst perifere
forestilling et af de mest autoritative udsagn om tilfældet Job. Skammen
spillede sårbarheden ind i ansigtets transparens på denne hypersensitive aktør,
der uden for scenen var et drikfældigt, brovtende og ret besværligt individ;
men det øjeblik han indtog sin plads som Job, smertens far, løb ydmygheden spidsrod
ind mellem alle tænkelige, begrænsende småligheder og udfoldede billedernes
billede af den i solodramaets højt potentiale afbillede af prøvelsernes konge.
Efter forestillingen opsøgte fotografen skuespilleren. Om Gill ville sidde for
Penns kamera ude i teltet? Nej tak og en øjeblikkelig afvisende gestus, der som
sagt kunne være frygtelig. Kort efter indhentede skuespilleren fotografen. Jo,
for resten det ville han da godt. Det blev så en aftale. Næste dag ved
middagstid. De var allerede på særlig bølgelængde de to, og Penns portræt af
Gill skulle blive et af de smukkeste i samlingen. Hvilket siger ikke så lidt.
Men at forklare skønheden i Irving Penns kunst er for så vidt futilt, hvis ikke
umuligt. Det vil vi så forsøge her. Med det forhold stadig for øje, at sproget
kommer til kort over for billedet, og at kun en optimal reducering eller med
andre ord: det forsvindendes æstetik kan få eftertankens råderum i den
henseende. Det var digterspirens umulige ambition. En tanke der ofte havde
strejfet ham under dannelsen i dødens stormomsuste mørkekammer. At forklare det
lysmættede fotografi. Det måtte kunne beskrives eller ligefrem gøres til
genstand for en kodex. Allerede i springet fra paragraf ét til to råder en
usigelig tilfredshed over at være godt begyndt, over at have spundet et stramt,
sprogligt net omkring et medium som er alt i nådens tilfældige, men uendeligt
store moment, og intet i utallige andre tilfælde af eksponering, hvis ikke lige
netop det, altså det umiddelbart set dårlige fotografi, har fanget den bid af
virkeligheden, som forlener juks med en delvis skjult, egenartet skønhed, der
kun kan bestemmes på én måde: sandt. Men sandheden i Irving Penns værker er den
idealiserede forskydning. Det vil sige den overhovedet allermindste sådan.
Eller forskydningens usynlige synlighed i stadigt spil mellem billede og
betragter. Det er et højst æterisk anliggende, hvis ikke ligefrem guddommeligt,
at den store Gud er borte og absolut nærværende på én gang i den refleksion,
som himlen forårsager og lader præge i den lysabsorberende modtagelse. Hvortil
målet her er helliggjort og midlet strengt taget et nødverndigt onde. Være sig
i analoge eller digitale processer. Det hele ender med synet under alle
omstændigheder. Og til den ende kunne man pege langt bag ud i historien.
Fotografien er så banalt et mysterium, at oldgamle, delvis mytiske
sanseforklaringer rækker til en udfyldende karakteristik. Flere har peget på
Platons hulelignelse og camera obscura; men den står i skyggen af langt senere,
hypernøgterne forklaringer. Tidernes tid, oplysningstiden. Det hænger igen
sammen med den mærkelige genesisuge dér i landsbyen Langå. Og lad det være sagt
for sidste gang: dette umulige sammenrend af hver på deres felt højt kompetente
individer og deres forskellige gøremål. Hvor om alting er: i en lejet fløj af
præstegården sad på den tid tillige en pensioneret lektor og oversatte den
engelske filosof Thomas Hobbes’ Tractatus Opticus fra latin til dansk med
kommentarer, der alene skulle komme til at fylde ni tætskrevne bind. Og den
aften i forsamlingshuset under Jobs klage mødtes lektoren med skuespiller Gill
og verdensfotograf Penn og de andre, som vi kommer til. Det skete så at sige
gennem den gamle tænker, Thomas Hobbes. For ham var alt en konsekvens af
bevægelse eller bevægelse slet og ret. Alt. Hele menneskets emotionelle
register, alle funktioner af legemets organer, for slet ikke at nævne
sansningen af omgivende foreteelser. Bevægelse på bevægelse. Stød efter andet.
Ind til det hele samlede sig i et brændpunkt, kun for at frigøre nye kræfter af
den ophobede energi og bevæge sig ad nye veje mod endnu et samlingspunkt et
sted langt ude i en evigt pulserende udveksling mellem nær og fjern. Hobbes
fangede synet på en delvis imaginær brændvidde. Hans kølige, gustne overblik ufortalt.
Han indskrev lyset i paragraffer og forløste den varme, som undertiden kan
blive det lysende udkomme af en tørt formuleret lovmæssighed. I fotografen
Penns værker var der nok flere latent virkende stationer, end man umiddelbart
regner med. Hobbes må indledningsvis og med vanlig veneration henvise til
Platon, som i dialogen Theaitetos når til det herlige kompromis i redegørelsen
for synsprocessen, at det at se er et sammenstød af energier både i udslag fra
det betragtede og fra den betragtende selv. Dér og kun dér. Man ser. Ser man
det. Og dette hellige møde sker i øjet. Skærer man ind til benet i Hobbes
optiske elaborering, kunne noget tyde på, at han alt i alt blot forskyder – lad
os kalde det synsmødet – fra øjet til uden for dette. Afgørende er, at det, man
betragter, fremkalder bevægelse, der forplanter sig – for så vidt viden om –
men ved indfangningen af den seendes blik udmøntes i noget, som bliver et
ophøjet begreb, der svæver over den gåde, synsprocessen altid vil være finalt.
Det fremkaldte billede. Det provokerede syn. Eller med andre ord: vort syn er
erkendelse i billeder. Men hvorhen nu Irving Penns værker? Ingen har som han
efterlevet den bogstavelige betydning af ordet fotografi. Han tegnede med lyset.
Det helt jævne, altdækkende udslag. Han tog kreativt livtag med den påstand, at
vor erkendelse udmøntes gennem en sansning i et fremkaldt og ved en umiddelbart
efter igangsat erindringsproces tillige fikseret billede. Eller med andre ord:
erkendelse er billede. Billede erkendelse. Med det korrigerende indskud at
erindringen spiller en spektakulær rolle i sansningen længe før begrebet
erindring normalt kan siges at være afgørende faktor. Det leger håbet drømmende
ind i erindringsprocessen og tilslører uundgåeligt vort djærve forsøg på at
komme til klarhed over funktioner af synsprocessen. Men at betragte et
fotografisk portræt taget af Irving Penn i det klare skær fra nordlige
himmelstrøg skærper kortlægningen af lysets vej fra kilde over reflekterende objekt
til øjet og efterfølgende sansemodtagelse i et endnu dunkelt område af
bevidstheden. Fordi hans værker eller i hvert fald en stor del af dem udfælder
så meget indoptaget dagslys, at betragtning bliver, hvad Hobbes på latin
betegner med actio. En handling i videste betydning, hvorved tanken om en
stadig udveksling mellem betragter og betragtet finder en slags hjemstavn i
fænomenologisk henseende og inden for et
felt, hvor alt beror på uopholdelig bevægelse og således gør vitterligt, at
hele vor optiske arv er en levende organisme. I Penns portrætter røber denne
livsvisdom på synets præmisser, at individets sårbarhed og forlegenhed i
væsentlig grad betinges af lystegningen i det pågældende ansigt. Men det er en
dobbelt indvirkning fra set til seende, idet lysets indfang i fotografiets
teksturer rummer et så enestående præg eller skær, at dette i sig selv, under
selve transporten fra objekt til modtagende organ overfører en emotionelt
lysende kraft, hvor det almindeligvis sker som en konsekvens af sanseiagttagelsen.
Hobbes opererer med begreberne diastole, spredning, og systole, samling, og
Penns portrætter er i den henseende et systolisk, optisk telos for en følsom
betragtning, idet meddelelsen fra fotograferet individ til betragter så at sige
med lyset som bærer overfører en inderligt sympatisk, mellemmenneskelig
forståelse. Jeg ser dig i en næsten adamisk nøgenhed – åben, sårbar, hvad der
fremskriver min egen selverkendelse som skrøbeligt individ. Det blev en lang
aften. Også fordi Gill forvandlede sig i nogen grad gennem Jobs enetale. Han
vandt tilsyneladende en dyb personlig indsigt undervejs, hvad der jo er
usædvanligt for en professionel i den branche. Ja, ligefrem destruktivt hvis
det sker ofte. Der blev ingen happy end på den historie, og det rystede
forsamlingshusets ædrueligt kristne atmosfære, at enhver af de tilstedeværende
– i hvert fald en overgang – var helt overbeviste om Gud Herrens diktatoriske
uretfærdighed. Eller med andre ord: Gud var borte og borte Gud; men alligevel
således at han dermed i sin almægtighed lod den trofaste tjener Job afbilde og
som billede taget afgørende til nåde for sin selvretfærdighed. Det blev alt i
alt en af disse sjældne, teatralske begivenheder, der var både kontrolleret og
det modsatte. Budskabet løb løbsk eller ordene gjorde det først og fremmest.
Gills Job var både afklaret og forvirret, lykkelig og fortvivlet, sanddru og
falsk, ydmyg og brovtende, kærlig og ond, idet det endte, hvor det begyndte,
ved hans læber efter at det sidste ord var sagt. En vældig stilhed tog over. På
sin vis udgjorde det en pause, selv om forestillingen altså var forbi. Hele den
uafklarede situation omkring den retskafne trosmand førte videre ind til etisk
spekulative problemkomplekser for hver enkelt, også dem for hvem filosofi var
en by i Rusland. Det var en mindre flække på Østfyn. Det var advent, og advent
har noget pausevæsen ved sig. Stort, stort ophold, fuldt af håb. Da lød i det
samme et skrig ovre fra skovene ned til kysten. Alle gøs. Det var Gills
besynderlige mesterskab, hans udbrud fra prøven om formiddagen. Og han fangede
sin egen lyd og returnerede den ved at improvisere i gale vendinger med skyldig
hensyntagen til aftenens tema. Se – se aftrykket af Job! Det skubber
forestillingen om ham ud på ukendte veje og frem mod vanviddets allersidste
station, hvor Gud Herrens lysende nærvær opklarer tanken om skyld. Et febrilsk
bevæget netværk sænker sit drømmende spektrum i udkanten af farveskalaen ned
over morgenens tvangstankeoffer, der tager sig til hovedet, venter og nærer et
fortvivlet håb om at ånde frit. Også den lokale præst i salen forsøger uden
held en dyb indånding, idet han sender søndagens prædiken en foruroligende
tanke. Men jo – han har bikset længe med dette magtfulde og poetiske udsagn af
vor frelser, der indeslutter både alfa og omega i en lysende digterisk pointe.
Og dog har det aldrig været ordet forundt at forudsige de sidste tider
overbevisende. De kan ikke rumme dem, så lidt som de kan holde ord i spådommen
bogstavelig talt. Det var det skræmmende, at de hørte, hvad han sagde.
Apostlene. Så det for deres øjne. Mærkede styrken i budskabet, uden at fatte
noget, forstod de alt. Intetanende. De lod sig behørigt gennemtrænge af lyden
om de sidste tider. Til enhver tid. Lyden af ordet i forudsigelsen om det
kommende. Lyden mættet til klangløshed i hans strubes nåleøje, udskilt i
fjernere mol, spaltet punkt mod punkt og atter samlet i en skræmmende akkord.
Tordensønnen har talt dunder. Med ét slog han om i dur, gudbenådet hvilende i
et syn, grebet ud af luften. Vækst udfoldet efter vækst. Navnene på dem.
Bristet forår, forjættelse samlet i afmålt ordvalg. Liggende på et meget lille
sted, rummeligere end universet. Jeg siger jer, når I ser træerne blomstrer,
standser tiden i et billede, og I skal få kærligheden at føle fra ord til
andet. Bydemåde igen. Aldrig har så nøgent et menneske haft så mange
sprogdragter at iføre sig. Aldrig har en stemmes register været så omfattende,
udsøgt nuanceret, befriende i kærlighedens navn. Vogt jer. To ord på flugt over
vildt voksende udsagn gennem tomme talers blæst. Fra dybet af bundløse kar
samles de atter, standser og undslipper lokkende blomsters henførte trauma. Ser
gennem fingre med gammel skyld og vasker hænderne rene i øjets blanke kar. Hen
over læbens sårskorpe byder han: Elsk mig grænseløst.